AF CHRISTINA BLANGSTRUP DAHL

For Andrey Boreyko er mødet med Rachmaninov ren katarsis. Hør dirigenten fortælle om at genopdage Rachmaninov midt i savnet efter sit fædreland, om musikken som det åndeliges triumf over det materielle – og om at åbne tusindvis af konkylier i sin musikalske arkæologi.

Rachmaninov som modgift

Rachmaninov var den ultimative romantiker. Hans musik svulmer af passion og store følelser – og det er både en lise og en nødvendighed i vores logiske og velordnede verden, fortæller dirigent Andrey Boreyko. Han skal dirigere alle koncerter til sæsonens store Rachmaninov-festival. Og der er brug for Rachmaninov, også i dag, fortæller han:

”Vi lever i en meget pragmatisk og overvældende tør verden. Romantiske følelser bliver meget ofte betragtet som både gammeldags og patetiske. Det eneste sted, vi stadig kan finde ægte romantik, er i Moder Natur. Men vi dræber vores planet uden at tænke på den arv, vi efterlader til vores børn og børnebørn. Rachmaninovs musik er en slags modgift mod denne tørre pragmatisme, der forgifter vores sjæle. Problemet er bare, at forgiftede mennesker ikke altid får modgift nok – og ikke alle forgiftede indser, at de er forgiftede. Jeg kender ligefrem mennesker, som synes at Rachmaninovs musik er symbol på billig sentimentalisme, endda kitsch. Hver sin smag, selvfølgelig, men… jeg har ondt af dem. For mig personligt er det altid en form for katarsis at dirigere Rachmaninov. Man er bare ikke den samme før og efter.”

Mødet med mesteren

Andrey Boreyko har haft Rachmaninov som følgesvend hele sit professionelle liv. Det første værk, som han dirigerede, var Paganini-rapsodien – blot et år efter hans debut som dirigent. Og det er ikke et værk, man sådan bare lige dirigerer, fortæller han: ”Det var en alvorlig udfordring for en ung dirigent at være en god partner til hovedpersonen, til solisten,” siger Andrey Boreyko. Det var heller ikke en komponist, som nødvendigvis stod ham nær på det tidspunkt: ”Jeg var 30 år gammel, og i 1987 var man en virkelig ung dirigent som 30-årig. Det gjaldt også mig. Mine musikalske forbilleder var også nogle helt andre dengang: Stravinskij, Hindemith, Webern, Ives, Messiaen. Tiden for Rachmaninovs musik kom først meget senere.”

Andrey Boreyko er vokset op i Sovjetunionen og fortæller, at Rachmaninov havde en meget prominent rolle i samfundet, da han var ung: ”Rachmaninovs musik blev meget populær i USSR, da jeg var studerende. Radio og TV elskede at sende hans 2. symfoni og de symfoniske danse. Den anden og tredje klaverkoncert og Paganini-rapsodien blev opført overalt hver uge, især i de store byer som Moskva og Sankt Petersborg, hvor jeg voksede op.”

Alligevel gjorde Rachmaninov ikke det største indtryk på den unge dirigent, som kiggede alle andre steder hen end den russiske musik. Han havde udlængsel, både musikalsk og personligt: ”Tjajkovskij, Rachmaninov, Glinka, Musorgskij – de er jo alle sammen store komponister, ingen tvivl om det. Men som ung dirigent på et tidspunkt med store politiske forandringer var jeg meget mere interesseret i musikken på den anden side af Jerntæppet. Sandsynligvis har alle dirigenter visse perioder i deres professionelle liv, hvor musik af nogle komponister er meget tættere på deres hjerte end musik af andre. Men tiden går, og forbillederne skifter ofte.”

Savnet som vejen til Rachmaninov

Rachmaninov måtte forlade Rusland efter revolutionen i 1918. Også for Andrey Boreyko fik udlændigheden en stor betydning. Det var nemlig på det tidspunkt, han begyndte at søge tilbage til Rachmaninovs musik: ”For at genfinde dybden i Rachmaninovs musik begyndte jeg at lytte til ham efter at have forladt Rusland i 1990. Fra udlandet lød denne musik meget anderledes for mig, meget mere tragisk, dramatisk, nostalgisk. Jeg var ikke selv emigrant, men jeg begyndte at forstå emigranterne fra den første bølge meget bedre. Og for dem var Rachmaninov noget, de havde mistet for altid. Mistet, men ikke glemt.”

Al musik handler om død og kærlighed

Andrey Boreyko har tidligere udtalt: ”Al musik er faktisk skrevet om to temaer: Død og kærlighed!” Det gælder i den grad også for Rachmaninovs musik, bekræfter han. ”Kærlighed giver liv. Døden tager liv. Så der skal to til denne tango! Og musik er det bedste sprog, som vi kan bruge til at forstå det og acceptere det og dele det med andre. Ovenikøbet et sprog, som vi kan forstå helt uden oversættelse.”

For en vesterlænding er Rachmaninovs musik den arketypiske ”russiske” lyd. Så vi spurgte selvfølgelig Andrey Boreyko, hvad der gør musikken så ærkerussisk. Det er en lang liste, mener han: ”Uendelige melodier, ingen horisonter for formerne, ekstremer i det svage og det kraftige, det langsomme og det hurtige, i sorg og i glæde. Der er en oprigtighed over musikken, nogle gange også naivitet; musikken er meget organisk. Det er alt det, der gør Rachmaninovs musik så russisk. Jeg vover at sige: Det åndeliges triumf over det materielle.”

Den musikalske arkæologi

Andrey Boreyko dirigerer ganske vist Rachmaninov og de andre store komponister med stor glæde. Men han har også et ry for at kaste sig ud i det, som han kalder for ”musikalsk arkæologi”: Han søger til stadighed at finde noget af al den musik, som er gået tabt i løbet af musikhistorien, og til Rachmaninov-festivalen kan man derfor også høre musik af blandt andet Achron og Kalinnikov.

”Efter min mening kender vi ikke den musikalske historie godt nok. I de sidste 200 år er vores liv blevet hurtigere og hurtigere. Vi har ikke tid til at nyde det, vi har, fordi vi hele tiden ser frem til alt det nye. Vi forbruger kunst i stedet for at nyde den. Men der var og er stadig masser af kompositioner, som kun blev opført én gang, og som ikke blev en succes, fordi opførelsen ikke var godt forberedt. Der var også skatte, som vi næsten mistede, men som dukkede op igen af sig selv under mystiske omstændigheder og så videre.”

Der er sikkert mange musikelskere, som drømmer om at finde et glemt værk af en af de store komponister – eller måske en fantastisk komponist, som alle har glemt i dag. Men hvordan bliver man egentlig Indiana Jones inden for den klassiske musik?

”Man læser,” fortæller Andrey Boreyko. ”Komponisternes korrespondance, og dirigenternes og solisternes. De mindes ofte deres indtryk efter at have lyttet til noget musik. Og så siger jeg til mig selv: Men vent! Jeg kender jo ikke dette navn! Eller: Jeg har aldrig hørt om netop dette stykke af denne komponist, som jeg ellers godt kender. Hvordan kan det være? Og hvor er det henne?”

Hvis man skal give et godt tip videre til alle os, der sidder derhjemme og drømmer om at finde et glemt mesterværk, så bruger Andrey Boreyko faktisk også en kilde, som er lige ved hånden for os alle: ”Gamle liveoptagelser er et godt sted at starte, og især YouTube er meget brugbar. Jeg er også glad for at tilbringe halve dage i musikantikvariater og bladre gennem endeløse LP’er og partiturer. Der er også guldminer af glemt musik på universiteternes biblioteker. Mange af kasserne venter stadig på, at nogen vil komme og åbne dem!”

Det er en lang og ofte frugtesløs proces. Men, som Andrey Boreyko siger: ”Selvfølgelig er der masser af bras, men for at finde en rigtig perle skal du finde og forsigtigt åbne tusindvis af konkylier.”