Chefdirigent Marc Soustrot (2015-2023)
Med sin ansættelse i august 2015 er Marc Soustrot den 9. chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester.
Marc Soustrot er en af vor tids mest efterspurgte og anerkendte dirigenter, og han står regelmæssigt i spidsen for førende symfoniorkestre i Europa, ligesom han dirigerer på de store operahuse. Han er født i Lyon og uddannet i Paris, og Soustrot har tidligere været chefdirigent for Orchestre Philharmonique de la Loire fra 1976 til 1994, Beethoven Orkestret i Bonn fra 1995 til 2003 og symfoniorkestret i Eindhoven fra 1996 til 2006. Sideløbende med disse positioner har Soustrot optrådt med symfoniorkestre i blandt andet München, Hamburg, London og Tokyo og dirigeret opera blandt andet i Bruxelles, Stuttgart, Madrid, Frankfurt, Hamburg og Monte Carlo. I de senere år har Soustrot lagt sit virke i Norden, og han er nu chefdirigent for Malmøs Symfoniorkester og dirigerer på operaerne i Stockholm, Oslo og København, ligesom han er en populær gæst hos DR SymfoniOrkestret. Soustrots repertoire spænder vidt fra fransk musik over det klassiske kernerepertoire til ny musik, hvor han har uropført en række værker af førende europæiske komponister. Soustrot er en meget kompetent og krævende dirigent, som altid udvikler den kunstneriske og tekniske kvalitet i de orkestre, han står i spidsen for. Kendetegnet for hans karriere er desuden, at alle de orkestre, Soustrot har været chef for, har forlænget hans kontrakt.
“At være chefdirigent i Aarhus betyder for mig forskellige opgaver: Repertoire, ny musik og kammermusikalsk samspil i orkestret. Jeg vil arbejde på at udvikle orkestret ved hjælp af ”liberté” og autonomi i samspillet. Jeg vil med samme begejstring og overbevisning dirigere repertoiret fra Bach til Boulez. Jeg vil arbejde med orkestrets tekniske kunnen, men ikke kun, for klangfarve og spillestil er mindst ligeså vigtige for mig. En god mentalitet og et godt samarbejdsklima er grundlaget for succes. Jeg vil give mit bidrag med min tilgang til musik på alle disse områder. Det har jeg allerede gjort i Frankrig, Tyskland, Holland og Sverige og nu også i Danmark.”
– Marc Soustrot, juni 2014
Fakta om dirigenten Marc Soustrot
Aarhus Symfoniorkesters nye chefdirigent (fra august 2015 til juli 2018) franske Marc Soustrot er tillige chefdirigent ved Malmö Symfoniorkester, hvor han i 2013 har forlænget sin kontrakt frem til 2017. Før han kom til Malmö var han chefdirigent ved Das Beethoven Orchester i Bonn fra 1995 til 2003 og ved Het Brabants Orkest Eindhoven fra 1996 til 2006. Fra 1976 til 1994 var han chefdirigent og musikchef ved Orchestre Philharmonique des Pays de la Loire i Vestfrankrig. Han kom til Malmö som chefdirigent i 2012 og er i de seneste år blevet en meget efterspurgt gæstedirigent i Norden.
Soustrot er specialist i fransk musik, hvilket ofte figurer på hans koncertprogrammer. I begyndelsen af sin karriere har han været meget optaget af ny musik, og han har uropført værker af Claude Baliff, Alain Louvier og Maurice Ohana. I de senere år har han i stigende grad engageret sig i opera. Her har han dirigeret opsætninger i Sevilla, Madrid, Genéve, Bruxelles, Stuttgart, Frankfurt, København Oslo og Stockholm. Hans repertoire tæller blandt andet Don Giovanni, Carmen, Wozzeck, Wagners Ring samt operaer af Verdi og Puccini. Han har desuden specialiseret sig i musikken af den tysk-franske komponist Jacques Offenbach, som nok er mest kendt for sin ufuldendte opera Hoffmanns eventyr.
Marc Soustrot har indspillet flere prisvindende cd’er, og i 2008 blev han slået til Ridder af Æreslegionen. Marc Soustrot er født og opvokset i Lyon. Han dimitterede i 1969 fra konservatoriet i Lyon som trombonist og pianist. Herefter studerede han direktion hos Manuel Rosenthal ved konservatoriet i Paris.
Marc Soustrot dirigerede Aarhus Symfoniorkester første gang 18. april 2013.
2015-2023: Chefdirigent Marc Soustrot takker af
Tidligere chefdirigenter
Aarhus Symfoniorkester har haft følgende chefdirigenter:
Thomas Jensen (Danmark, 1935-57)
Per Dreier (Norge, 1957-71)
Jorma Panula (Finland, 1973-76)
Ole Schmidt (Danmark, 1978-85)
Norman Del Mar (England, 1985-88)
Eri Klas (Estland, 1991-96)
James Loughran (Skotland, 1996-2003)
Giancarlo Andretta (Italien, 2003-2012)
Marc Soustrot (Frankrig, 2015-2023)