AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

På det meget velbesøgte, undertiden ligefrem overrendte museum i Mozarts fødehjem i Salzburg har man tre violiner, som har tilhørt Mozart. Og man kan stadig spille på dem! – Hvis man får lov, naturligvis, og det er der undertiden nogle, der får.

På museet, der er en del af Stiftung Mozarteum, kan man for det første stå foran Mozarts lille børneviolin, som er lavet lokalt i Salzburg af instrumentbyggeren Andreas Ferdinand Mayr, der – ligesom Mozarts far – var ansat hos fyrstbiskoppen i Salzburg. Violinen er formodentlig bygget i 1740’erne.

For det andet ejer museet en violin, som man kalder Costa-violinen, idet den er bygget af Pietro Antonio Dalla Costa i Treviso i 1764. Mozart har sandsynligvis købt violinen, mens han boede i Wien.

Og for det tredje besidder museet Mozarts koncertviolin. Den er formentlig lavet af den kendte instrumentbyggerfamilie Klotz i Mittenwald i de bayerske Alper, sandsynligvis i begyndelsen af 1700-tallet. Dengang Mozart trådte ud af fyrstbiskoppens tjeneste og flyttede til Wien, lod han sin koncertviolin blive i Salzburg og gav den til sin søster Nannerl. Idet man allerede tidligt betragtede denne violin som et slags ”relikvie”, er violinen – i modsætning til mange andre gamle strygeinstrumenter – ikke blevet ændret og ombygget i tidens løb. Instrumentet lyder derfor nogenlunde, ligesom det lød, da Mozart ejede den og spillede på det, hvilket er ret enestående. For eksempel eksisterer Mozarts koncertflygel, som han købte kort efter sin ankomst i Wien, også i dag og befinder sig på museet i Salzburg, men dette instrument er senere blevet ændret.

Mozart skrev fem violinkoncerter, hvortil kommer hans Sinfonia concertante for violin og bratsch samt nogle enkeltstående satser for violin og orkester, herunder i Haffner-serenaden, plus nogle betvivlede koncerter. Alle fem violinkoncerter blev bemærkelsesværdigt nok komponeret indenfor samme år, nemlig i Salzburg i 1775, da Mozart var 19 år gammel.

Mozart var selv en fremragende violinist. Hans far, Leopold Mozart, var selv en kendt og anerkendt violinist og udgav kort efter sønnens fødsel sin violinskole, Versuch einer gründlichen Violinschule. Violinskolebogen blev meget berømt og meget anvendt. Det er indlysende, at sønnen Wolfgang også fik violinundervisning. Han udviklede sig meget hurtigt, og der findes mange overleverede beretninger om hans fine violinspil (og spillede i øvrigt også bratsch).

Mozarts violinkoncerter er skrevet til hans egen koncertbrug eller til Antonio Brunetti, der var koncertmester i hofkapellet i Salzburg. De er siden blevet standardrepertoire, og de er i øvrigt som regel pligtrepertoire for violinister, der skal konkurrere sig ind i et symfoniorkester.

Den østrigske violinist Christoph Koncz, der ud over at være solist og dirigent er koncertmester i andenviolinerne Wiener Philharmonikerne, fik lov at låne Mozarts koncertviolin til sin indspilning af Mozarts fem violinkoncerter samt til nogle opførelser. Når han øvede og spillede, var han under opsyn af to personer fra Stiftung Mozarteum, der ejer det kostbare instrument. I pressen blev det pustet op til, at det drejede sig om bodyguards – med tilsvarende forestillinger om hærdebrede mænd med blå solbriller og så videre – men Koncz har selv moret sig over det og ved flere lejligheder fortalt, at det faktisk drejede sig om to venlige damer fra Mozarteum. Opsyn med den uerstattelige violin var det dog under alle omstændigheder. Og øvningen skulle foregå i Salzburg, hvor violinen befinder sig.

Her fortæller han lidt om violinen. Der er to versioner, nemlig en på Konczs eget modersmål, altså tysk, og så en parallel version på engelsk:

I et interview i stryger-tidsskriftet The Strad i oktober 2020, blev han spurgt, hvordan han først blev bekendt med instrumentet, og han svarede: ”Jeg har været på god fod med folkene fra Mozarteum i lang tid. I 2012 inviterede de mig til at komme til Salzburg og afprøve instrumentet, som jeg gik ind i et lagerrum, bevæbnet med en barokbue og tilbragte timer med at spille Mozarts koncerter igennem. Idet jeg øjeblikkelig følte en stor kontakt med instrumentet, spurgte jeg, om nogen havde indspillt [Mozart-]koncerterne på det, og til min overraskelse sagde de nej. Så jeg besluttede, at dette skulle være mit mål.”

Han fortæller endvidere i interviewet, at det altid er ”udfordrende at vende tilbage til et instrument, som der ikke har været spillet på et stykke tid, og jeg er ganske sikker på, at siden Mozarts tid har der ikke været nogen, der har spillet på dette så intensivt som mig!” Mozarteum har ifølge Christoph Koncz taget sig godt af instrumentet, der som sagt ikke er blevet moderniseret. ”Men jeg behøvede ikke at fortage nogen som helst reparationer. Jeg satte bare nye tarmstrenge på og fandt en egnet barokbue, der passede til.”

Otte år efter sit første møde med violinen indspillede han alle Mozarts violinkoncerter. ”Det er et museumsinstrument, men vi musikere mener, at et instrument kun har ét formål: at blive spillet på. Jeg har fået lov at bringe det til live igen”, sagde Koncz i et interview i The Guardian i oktober 2020. Og andetsteds i avisinterviewet fortalte han: ”Jeg får stor inspiration fra det forhold, at den lyd, jeg frembringer på violinen, sandsynligvis er meget lig noget, som Mozart hørte i sit eget øre.”

Her er Christoph Koncz med Mozarts violin i første sats fra den 5. violinkoncert:

Mozarts violin har såmænd også været på en tur over Atlanterhavet. Det var i 2013, og her fortæller den amerikanske komponist, dirigent og violinist David Fulmer – tydeligt bevæget og med stor ærefrygt – om det at stå med Mozarts violin i hænderne:

Ved Aarhus Symfoniorkesters koncert den 22. april 2022 er Mozarts 5. violinkoncert på programmet med orkestrets koncertmester Cristian Chivu som solist. Koncerten bliver dirigeret af Alexander Polianichko, og det øvrige program består af Mendelssohns 5. symfoni, med tilnavnet ”Reformationssymfonien”, og ”Langfredagsmusikken” fra Wagners opera Parsifal.