Glem mig ej

Den 23. februar 1787 gav en sangerinde en afskedskoncert i Wien. Hun hed Nancy Storace og kunne se tilbage på nogle meget succesfulde år i Wien, hvor hun var blevet fejret af publikum og havde haft roller i værker af tidens berømte komponister som Paisiello, Salieri, Martín y Soler, Haydn og Mozart. Udover at være en dygtig sangerinde var hun også kendt som en meget dygtig skuespillerinde.

Nancy Storace (eller egentlig Anna eller Ann Selina Storace) var født i London som datter af en italiensk kontrabassist og libretto-oversætter. Når hendes efternavn skal udtales ”stårátsje” skyldes det altså ikke ligheder med Hyacinth Bucket i “Fint skal det være”, men hendes italienske ophav (og så var det nu også godt at have et italiensk navn i sangerverdenen dengang). Efter sin uddannelse i England, havde Nancy Storace haft mange engagementer i Italien, før hun kom til Wien, hvor hun altså var i en årrække.

Nu skulle hun sammen med nogle andre musikere, herunder hendes bror, der var komponist, tilbage til England, og det var sandsynligvis til hendes afskedskoncert i Theater am Kärntnertor, at Mozart skrev den store koncertarie “Ch’io mi scordi di te – Non temer amato bene”, KV 505.

Nancy Storace havde bl.a. været den første Susanna i Mozarts Figaros bryllup. Den 27. december 1786 noterer Mozart koncertarien i sin værkfortegnelse og tilføjer: “Til Mademoiselle Storace og mig”. (Værkfortegnelsen befinder sig i dag på British Library i London, og man kan gennembladre den i knivskarp kvalitet på internettet. Værket er helt nederst på siden med beskrivelsen til venstre og nodeeksempel til højre).

Denne koncertarie er usædvanlig ved, at den udover sangerinden også involverer et soloklaver. Man regner med, at Mozart selv spillede klaverstemmen ved koncerten – den var jo skrevet “Til Mademoiselle Storace og mig”…

Mozarts koncertarier

Udover sine mange operaer skrev Mozart livet igennem også en lang række koncertarier til de sangere, som han kom til at kende og arbejde med. Ligesom operaroller blev koncertarier nemlig skræddersyede. ”For jeg holder af, at en arie skal være så nøjagtigt tilpasset en sanger, som et vellavet sæt tøj”, skriver Mozart til sin far den 28. februar 1778.

Han komponerede også en række indlægsarier, som vi i dag også hører opført som koncertarier. Når en opera blev genopsat eller spillet i en anden by, var det jo også andre sangere, der skulle synge partierne, og så var det ofte, at der blev skrevet nye arier til disse nye rolleindehavere. Disse indlægsarier behøvede ikke at blive skrevet af operaens oprindelige komponist – det var meget ofte andre komponister, der blev sat til at lave disse indlæg, og Mozart komponerede altså også nogle.

Her er fem gode eksempler på Mozarts koncert- og indlægsarier:

På en af sine mange rejser – Mozart rejste i omtrent en tredjedel af sit korte liv – var han sammen med sin mor i Mannheim. Dér lærte den 22-årige komponist mange musikere at kende, herunder Weber-familien, og han forelskede sig i datteren i huset, den unge sopran Aloysia Weber.

Mozarts far, Leopold, var rygende rasende hjemme i Salzburg, da han hørte om forelskelsen, og han blev ved med at presse på for at Mozart og hans mor tog videre til rejsens hovedmål, Paris.

Mozart skrev nogle koncertarier til Aloysia, mens han var i Mannheim, og den mest kendte af disse er “Alcandro, lo confesso – Non so d’onde viene”, KV 294 fra 1778:

Det blev ikke til mere med Mozart og Aloysia Weber, men de mødtes igen senere, idet Aloysia faktisk blev hans svigerinde, da Mozart i Wien giftede sig med Aloysias søster Constanze. Aloysia Lange, som hun nu hed, var nu en berømt sangerinde og gift med skuespilleren Joseph Lange. Han var tillige amatørmaler og malede bl.a. et portræt af Mozart, som han ganske vist ikke blev færdig med, men som ikke desto mindre anses for at være det mest vellignende Mozart-portræt (se maleriet øverst til venstre i denne artikel).

Mozart beundrede Aloysias stemme meget. Den har sandsynligvis ikke været så stor, men hun havde en meget fin højde, som man også kunne høre i den ovenstående, skræddersyede arie, og f.eks. i den smukke og svimlende høje arie “Vorrei spiegarvi, oh Dio – Ah conte, partite”, som Mozart i 1783 skrev i Wien som indlæg i Anfossis opera Il curioso indiscreto:

Udover koncert- og indlægsarier – både i Mannheim og senere i Wien – sang Aloysia Lange også flere af hans operaroller, herunder Konstanze i Bortførelsen fra Seraillet, Donna Anna ved wienerpremieren på Don Giovanni og Madame Herz i uropførelsen af Teaterdirektøren.

Da Mozart i 1780/81 var i München i forbindelsen med uropførelsen af operaen Idomeneo mødte han også den unge, 18-årige grevinde von Paumgarten. Hun var kurfyrstens “officielle” elskerinde og havde dermed indflydelse, og så var hun en dygtig sangerinde. Til hende skrev han en dejlig scene og arie, “Misera, dove son! – Ah! non son io che parlo”, KV 369, som han også selv har holdt af, for man kan se ud af hans bevarede breve, at han også opførte den senere, da han var flyttet til Wien:

I 1787 var Mozart i Prag, hvor hans opera Don Giovanni skulle uropføres. Mozart havde været venner med den tjekkiske sopran Josephine Duschek (der findes forskellige stavemåder) og hendes mand lige siden hans unge år, og han besøgte dem naturligvis i deres villa Prag.

Historien lyder, at Mozart havde lovet Josephine Duschek en koncertarie, men at det ikke var til at få ham til at skrive den ned. Hun spærrede derfor Mozart inde i et haveværelse i deres hus i Prag og erklærede, at han ikke måtte komme ud, før han var færdig med at skrive arien. Han lavede så arien, men betingede sig, at hun kunne synge den fra bladet – ellers måtte hun ikke få den.

Om historien er sand, ved vi ikke, men arien har vi – “Bella mia fiamma – Resta, o cara”, KV 528, og hvis hun har skullet synge den fra bladet, er hun virkelig blevet sat på en prøve, for den er hundesvær:

I august og oktober 1789 skrev Mozart i Wien hele tre indlægsarier til to forskellige operaer til sangerinden Louise Villeneuve. Han kendte hendes stemme vældig godt, for samtidig var han i gang med at komponere operaen Così fan tutte, hvor han skrev partiet som Dorabella til hende. Alle disse tre indlægsarier er fremragende, og alle tre er blevet en del af standardrepertoiret for Mozart-sopraner: “Alma grande e nobil core”, KV 578, “Chi sà, chi sà, qual sia”, KV 582 og “Vado, ma dove”, KV 583.

Ch’io mi scordi di te – Non temer

Lad os til sidst vende tilbage til Nancy Storaces arie.

Teksten til koncertarien var – med nogle ændringer – hentet i Mozarts opera Idomeneo, som han samme år havde revideret til opførelser i Wien.

At der er en klaverstemme, er som sagt meget utraditionelt, men ariens opbygning er traditionel. Det er en såkaldt rondò-arie, som var meget populær netop her i den sidste del af 1700-tallet. Det er en stor arieform, der typisk består af en langsom og en hurtig del, og som oftest går der et orkesterledsaget recitativ forud. Koncertarien “Vorrei spiegarvi” ovenfor er f.eks. også en rondò-arie.

Når Mozart bruger rondò-arien i sine operaer, er det som regel til hovedrollerne og typisk også til personer af høj stand, f.eks. greven og grevinden i Figaros bryllup, Donna Anna i Don Giovanni og Fiordiligi i Così fan tutte. På Mozarts tid skræddersyede man musikken til sangerne, og hovedrolleindehaverne forventede også ligefrem, at de fik en stor arie som f.eks. en rondò-arie, hvor der typisk er plads til mere musik, og hvor sangeren også får lidt mere lejlighed til at vise, hvad han eller hun kan.

Koncertarien “Ch’io mi scordi di te – Non temer amato bene” indledes med et recitativ, ledsaget af orkester. Et sådant recitativ kalder man “recitativo accompagnato” i modsætning til det meget enklere, cembaloledsagede recitativ, “recitativo secco”. Accompagnato-recitativet, der har et større udtryksregister, bruges på særlige steder, hvor der er en særlig dramatisk eller følelsesladet betoning.

Vi kastes ind i situationen med det samme: “At jeg skulle glemme dig? “, spørger hun og afviser det kort efter: “Mit liv ville så være værre end døden!”

Med et heroisk omsving i musikken erklærer hun: “Døden kan komme – jeg afventer den uforfærdet”.

Med en sorgfuld tone i musikken overvejer hun derefter, hvordan hun “skulle kunne bære det”, hvis hun skulle forsøge at elske en anden. – “Ak, jeg ville dø af smerte”.

Nu er recitativet ovre, og efter en kort, men udsøgt overgang begynder rondò-ariens langsomme del, “Non temer, amato bene”, og først nu – læg mærke til effekten ved, at det først er nu! – sætter klaveret ind. Det fører endda an med den melodi, som kort efter tages op af sangerinden (i videoen: 2m 34s):

Hovedbudskabet i ariens langsomme del er de to første linjer i teksten: “Frygt ikke, elskede kæreste – dette hjerte vil altid være der for dig.”, og denne klangskønne forsikring vender hun også tilbage til efter et musikalsk afvigende sideblik til smerten og til sin elskedes suk.

Fortvivlelsen bryder imidlertid igennem i musik og tekst, hvor hun anråber de grusomme og ubarmhjertige stjerner (i videoen: 5m 31s), og herefter begynder rondò-ariens hurtige del (i videoen: 6m 10s). Musikken folder sig ud i sangstemmen og klaverdelen – “I skønne væsener [dvs. stjernerne], som ser mine smerte i dette øjeblik. Sig mig, om et trofast hjerte kan bære en sådan kval.”

Undervejs i ariens hurtige del er der også en delvis gentagelse af den fortvivlede anråbelse samt – som det er typisk for rondò-arier – et tilbageblik på ariens langsomme del. Men hovedindtrykket her til sidst er en vidunderlig, ligeværdig og varm musiceren for både sopranen og for klaveret – en bemærkelsesværdig syntese af Mozarts talent for at skrive for sopranstemmer og for klaverer; i dette tilfælde for Nancy Storace og ham selv.

– Leif V.S. Balthzersen

Om forfatteren

Leif V.S. Balthzersen er mag. art. i musik og tidligere musikchef for Aarhus Symfoniorkester (2000-2007).

Han er også forfatter til en bog om Mozart og hans operaer, der er udkommet på Aarhus Universitetsforlag.