AF LEIF V. S. BALTHZERSEN

Den 8. december 2023 opfører Aarhus Symfoniorkester sammen med Randers Kammerorkester Mahlers 9. symfoni.

Gustav Mahler døde i Wien i maj 1911, ikke engang 51 år gammel. Uropførelserne af hans 9. symfoni og Das Lied von der Erde fandt først sted efter Mahlers død. Hans 10. symfoni forblev ufuldendt. Det er i alle disse tre værker ikke til at overhøre, at der er tale om musikalske udtryk for afsked – den smertefulde erkendelse af at måtte tage afsked med livet for evigt. Og i den bevægende musik kan man desuden høre erindringen om livet. I mange af Mahlers værker er en delvist biografisk fortolkning nærliggende, og det gælder i allerhøjeste grad den 9. symfoni.

Mahlers 9. symfoni, der blev uropført med Wiener Philharmonikerne og Bruno Walter i 1912, er et gribende værk, og mange har gennem tiden udtalt sig om denne helt særlige symfoni, ofte med store ord. Her er en lille mosaik af nogle af citater:

Alban Berg, komponist, 1912: ”Den første sats er det allerherligste, som Mahler har skrevet. Det er udtryk for en umådelig kærlighed til denne jord, længslen efter at leve i fred på den, endnu fuldt ud at nyde den og naturen ind i dens dybeste dybder – før døden kommer. For den kommer uundgåeligt. Hele denne sats drejer sig om på døds-forudanelsen.”

Constantin Floros, musikforsker, 1985: ”Med den 9. symfonis sfæriske udklang bekendte Mahler sig på ny til sin tro på en fortsættelse af tilværelsen efter døden.”

Leonard Bernstein, dirigent og komponist, 1973, om symfoniens slutning: “Det er frygtindgydende og paralyserende, når trådene af lyd går i opløsning. Vi holder fast i dem, svævende mellem håb og underkastelse, og en efter en smelter disse meget tynde tråde, som forbinder os med livet, bort, forsvinder fra vores fingre, selvom vi holder dem.”

Paul Bekker, musikforsker, 1920, om slutningen: ”Nu er det den modne menneskehed, som sangen om den store død klinger for. En udmattende sang, egentlig ikke skabt til verdens ører. Den fortæller om de sidste tider; Mahler selv døde af den. Hans stræben efter sandhed var nået til målet.”

Wilhelm Mengelberg, dirigent, udateret, om slutsatsen: ”Mahlers sjæl synger sin afsked! Han synger hele sit dybeste indre – synger – til den sidste afsked: ’Lev vel!’ Hans liv, så fuldt og rigt – er nu snart afsluttet!”

Richard Specht, musikforsker, 1913: ”Aldrig før har jeg hørt Mahler selv tale så tydeligt ud af sin musik, [hørt] tonefaldet af hans stemme med ord, som jeg aldrig hørte ham sige, men som han har sagt, og som genlyder for mig i enhver af disse toner.”

Theodor W. Adorno, filosof og musikforsker, 1960: ”Den sidste Mahler-[symfoni]s sansebare trøst er tvivlsom, fordi den udelukkende bliver […] øjeblikke af tilbageblik til del og ikke nogen nutid til del. Kun som erindring er livet sødt, og netop dette er smerten.”

Arnold Schönberg, komponist, 1912: ”I [symfonien] taler forfatteren knap mere som subjekt. Det ser næsten ud, som om der til dette værk yderligere findes en skjult forfatter, der blot har benyttet Mahler som talerør.”

Herbert von Karajan, dirigent, udateret: ”Det er musik fra en anden verden… den kommer fra evigheden”.