Atmosphères – musik fra en anden verden

AF PEER KJÆR ANDERSEN

Den ungarske komponist György Ligeti (1923-2006) var på alle måder en grænseoverskridende musiker. Hele sit liv udforskede han musikkens grænseegne og en række af hans værker har givet anledning til diskussion om, hvorvidt der er tale om musik eller ej. Et blik hans værkliste afslører flere usædvanlige titler, bl.a. ”Schweigevortrag” – tavshedsforedrag, hvor Ligeti ved en international konference skulle holde foredrag om musikkens fremtid. Han besteg talerstolen, men sagde ikke et ord og kommunikerede blot ved at skrive på en tavle. Det affødte en række hændelser, som Ligeti betragtede som en musikalsk event, der er blevet verdensberømt. Et andet nummer er ”Poème symphonique” for 100 metronomer, som startes samtidig, men med forskellig hastighed. Stykket er slut, når den sidste metronom er kørt træt. Undervejs kommer der uforudsete rytmiske forskydninger, og som altid hos Ligeti er publikums reaktion en stor del af oplevelsen.

Hør stykket her:

Hans tre bagateller for klaver er ligeså provokerende. Den første består af en eneste tone, de to andre af pauser.

Tre bagateller for klaver (glem ikke ekstranummeret):

Et af hans meget seriøse værker er ”Atmosphères” fra 1958-61. Det blev bestilt af Südwestfunk og havde premiere ved Donaueschingen festivalen samme år. Det blev Ligetis gennembrudsværk og også et værk, der radikalt brød med alle gængse forestillinger om musik.

Tænk på en wienerklassisk symfoni. Det første, man her hører, er som regel et hovedtema, der gerne er melodiøst og næsten altid let genkendeligt. Det har måske oven i købet en karakteristisk rytme, som man kan følge gennem hele satsen og er i hvert fald akkompagneret af en række akkorder, der optræder i en logisk følge.

Og tænk så på en musik, uden melodi/tema, uden en mærkbar rytme og uden en harmonik i klassisk forstand, hvor alt dette er erstattet af nogle store, tilsyneladende næsten statiske klangflader. Så er vi godt på vej ind i ”Atmosphères”, en klangverden af en helt speciel karakter. Virkemidlet her er de såkaldte clusters. Et cluster er en klynge af toner, der ligger helt tæt, som f.eks. når man lægger hele armen på tangenterne på et klaver. Det kan være smalt, f.eks. kun tre-fire tone eller det kan være flere oktaver, hvor alle toner inden for området er repræsenteret. De klangflader, der opstår på denne måde, kan virke ubevægelige, men hos Ligeti er der ofte mikroskopiske bevægelse, der giver disse klangflader en form for liv. Dynamikken spiller en stor rolle, lige som kontrasten mellem forskellige clusters er med til at skabe en dramatisk effekt.

Resultatet blev en musik, der var som skabt til underlægning af Stanley Kubricks fremtidsfantasi ”Rumrejsen 2001” fra 1968, hvor den blev anvendt med stor effekt. Musikken er lige så uhåndgribelig som universet, man skal ikke forsøge at fastholde den, men lade sig rive med og lade billederne danne sig i den indre biograf. Så kan Ligetis musik blive til en grænseoverskridende oplevelse med sin egen form for æstetik.

Hør ”Atmosphères”:

Ligeti var ikke den første, der anvendte clusters i sin musik. Det har flere gjort før ham, bl.a. vor hjemlige Rued Langgaard, som i sit værk ”Sfærernes Musik” fra 1916-18 bruger clusterteknikken i begyndelsen af værket. Ligeti var i 1968 medlem af en jury, som skulle udvælge værker til en festival. Her faldt Ligeti over Langgaards partitur, hvilket fik ham til at udbryde: ”Jeg har lige opdaget, at jeg er Langgaard-epigon”, så på det punkt var Langgaard altså 50 år forud for sin tid.

Hør ”Sfærernes musik”:

Om forfatteren

Peer Kjær Andersen er cand. mag. i musik og fransk, tidligere lektor ved Risskov Amtsgymnasium samt organist. Han har været fast leverandør af programnoter til Aarhus Symfoniorkester siden 2004.