Musikalsk gave til alle nyfødte aarhusianere i 2018

Med støtte fra Nordea-fonden på 3.535.000 kr. samt 500.000 kr. fra Det Obelske Familiefond lancerer Aarhus Symfoniorkester projekt Musikkens Børn, der i 2018 vil give alle nyfødte aarhusianere og deres familier en musikalsk gave for livet.

Musikkens børn er et ambitiøst projekt, der løber fra 2018-2024 og har til formål at invitere en hel årgang indenfor i musikkens verden og skabe grobund for et livslangt forhold mellem børnene og den klassiske musik. Projektet skal give børnefamilierne gode musikalske oplevelser og idéer til værdifuldt, inspirerende og legende samvær.

Musikkens Børn er inddelt i tre faser. Fase 1 indledes med en velkomstpakke udleveret af Sundhedsplejen i 2018 til alle nybagte forældre i Aarhus Kommune, og fulgt op nyhedsbreve og hjemmeside, hvis indhold har til hensigt at styrke udviklingen af børnenes sociale, motoriske og sproglige udvikling samt bidrage til at øge hele familiens almene musikkendskab og interesse. I fase 2 (2019-2021) inviteres forældre og børn til lokale babykoncerter og i fase 3 (2022-2024) inviteres der til særlige symfonikoncerter hos Aarhus Symfoniorkester. Nyhedsbrev og hjemmeside vil gennem hele forløbet blive opdateret med relevant indhold – og være tilgængelig for alle, ikke kun familierne i Musikkens Børn.

Musikkens Børn er også et dannelsesprojekt med sociale og inklusionsmæssige aspekter, der giver børnene en bevidst musikalsk stimulering og øget adgang til kropslig og følelsesmæssig udvikling gennem musikkens sprog. Det er projektets klare mål at nå ud til alle nyfødte borgere i kommunen. Samarbejdet med kommunens sundhedsplejersker er garanti for, at samtlige nyfødte på årgangen modtager tilbuddet – uanset hvem man er, hvor man bor, og om man som familie har sin faste gang i koncertsalen eller ej.

Med millionstøtten fra Nordea-fonden samt en indledende udviklings- og indspilningsstøtte på 500.000 kr. fra Det Obelske Familiefond, kan Aarhus Symfoniorkester endelig realisere en mangeårig drøm om udvide sin målrettede indsats for kommunens børn og unge, der i forvejen tæller gratis skolekoncerter og skolebesøg, hvor 98% af kommunens skoler deltager.

Sammen med nære samarbejdspartnere i Sundhed og Trivsel ved Aarhus Kommunes Pædagogiske Afdeling under Børn og Unge (Sundhedsplejen), Aarhus Musikskole, Aarhus Kommunes lokalbiblioteker, heriblandt Dokk1, og analysefirmaet Ennova, ser Aarhus Symfoniorkester frem til at invitere omkring 4.000 nyfødte og deres familier indenfor i den musikalske verden – og sammen med dem skabe en unik relation mellem børn, forældre og byens kulturliv. En relation, der også vil komme alle øvrige unge aarhusianere til gode gennem musik og indhold på hjemmeside, nyhedsbreve, pop-up koncerter, med mere.

Fakta

Læs hele projektbeskrivelsen og skriv dig op til nyheder omkring Musikkens Børn på:
www.aarhussymfoni.dk/for-boern-og-unge/musikkens-boern/

Nordea-fonden støtter med 3.535.000 kr. til den komplette udførelse af Fase 1 og 2 af projektet.

Det Obelske Familiefond støtter med 500.000 kr. til projektudvikling og indspilning af musik.

Udtalelser

”Musikkens Børn inviterer en hel børneårgang og deres forældre med ind i et nyt fællesskab, hvor de få ørerne op for klassisk musik.  Det er et forbilledligt kultureksperiment om at række ud til yngre generationer.”
– Direktør i Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen

”Musikkens Børn harmonerer godt med Det Obelske Familiefonds ambition om at støtte projekter, der giver børn og unge mulighed for at møde klassisk musik, og som udvikler kvaliteten af både de kunstneriske og sociale tilbud herhjemme. Vi er glade for at kunne bidrage til hele udviklingen af Musikkens Børn og til at sikre det bedste resultat, når Aarhus Symfoniorkester skal indspille musikken for de mindste.”
– Direktør i Det Obelske Familiefond, Michael Bjørn Nellemann

”Det er fantastisk, at Nordea-fonden med sin donation har gjort det muligt at alle aarhusianske børn nu kan få musikken ind med modermælken. Jeg er sikker på at det vil give endnu flere børn og voksne smag på den klassiske musik.”
– Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad

”Det har været et stærkt ønske hos alle i Aarhus Symfoniorkester at udvide vores sociale og kulturelle aktiviteter for børn og unge, og blandt musikerne og i administrationen er der blevet arbejdet hårdt de sidste år med at udvikle Musikkens Børn. Med den gavmilde fondsstøtte er det muligt at søsætte projektet uden at give køb på en eneste af ambitionerne bag, og det er en kæmpe gave – og en enorm glæde.”
– Musikchef for Aarhus Symfoniorkester, Kristian Rahbek Knudsen

”Når børn og forældre i fællesskab beskæftiger sig aktivt med musik, får de en kontakt, der beriger og styrker relationen. Ved at følge familierne fra barnets fødsel til første skolegang giver det os rig mulighed for at påvirke ikke bare det enkelte barn men hele familien, forældre, søskende og bedsteforældre og på den måde skabe grobund for et fælles samvær omkring noget værdifuldt.”
– B&U-medarbejder hos Aarhus Symfoniorkester, Mette Storgård Jensen

Kontakt

Jes Vang
Kommunikationsmedarbejder
Aarhus Symfoniorkester
Musikhuset Aarhus
Skovgaardsgade 2C
8000 Aarhus
T: 4185 6633
E: jeva@aarhus.dk

Tine Wickers
Kommunikationschef
Nordea-fonden
Heerings Gaard
Overgaden neden Vandet 11
1414 København K
T: 4070 3784
E: tw@nordeafonden.dk