AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Orkestret spiller en enorm rolle i Richard Wagners værker – mindst lige så stor en hovedrolle som sangerne på scenen.

I sin musik betjener Wagner sig af det, man kalder ledemotiver – det er motiver eller temaer, der knytter sig personer, ting, handlingsstrenge, ideer og lignende. Disse ledemotiver optræder så i løbet af værkerne, når de pågældende personer eller ting er på banen, men orkestret er så at sige alvidende, så ledemotiverne kan også sagtens forekomme som en ekstra kommentar i det musikalske tæppe, som Wagner væver af sine ledemotiver.

Den store operareformator Wagner var ikke den første, der brugte sådanne ledemotiver, men han udviklede teknikken, således at det i hans senere værker blev til et tæt væv af motiver, som er strukturerende for hele musikken. Efter Wagner var der mange andre komponister, der i større eller mindre grad betjente sig af det, han havde udviklet, eller som bevidst tog afstand fra ledemotivsteknikken.

Der er selvsagt et utal af ledemotiver i et kæmpeværk som Nibelungens Ring, der jo strækker sig over hele fire aftener, Rhinguldet, Valkyrien, Siegfried og Götterdämmerung. Nogle ledemotiver er lette at høre; andre vanskeligere, nogle står helt klart for en, og andre opfatter man ubevidst. Nogle forbliver de samme; andre forandrer sig i løbet af værket. Og man opdager altid nye ledemotiver, når man lytter til musikken.

Ved orkestrets Wagner-koncert den 6. oktober 2022 opfører Aarhus Symfoniorkester blandt andet slutscenen fra Götterdämmerung, hvilket samtidig er slutscenen på hele Nibelungens Ring. Brünnhilde giver den forbandede ring tilbage til Rhinen, og forbandelsen er dermed ophævet. Hun rider selv ind i flammerne til sin døde, elskede Siegfried. Alt brænder ned, Rhinen oversvømmer sine bredder og brandområdet. Gudernes Valhal kommer til syne i det fjerne, og også gudernes verden går under.

Verden er forløst, og på dette sted hører vi hører det utroligt smukke forløsningsmotiv folde sig helt ud i violinernes høje leje:

I slutningen kommer motivet tre gange – først to gange (i de lyse violiner) i forbindelse med mange andre motiver og siden det ovennævnte sted (også i det lyse violiner) helt for sig selv. Her er hele sekvensen:

Der har været nogle ansatser til forløsningsmotivet tidligere i slutscenen i afsnittet, hvor Brünnhilde taler om Siegfried, der ligger på bålet, og som hun snart skal forenes med i døden og kærligheden:

Det særlige ved dette meget smukke og bevægende ledemotiv er, at man i modsætning til mange af de andre ledemotiver, der er i Nibelungens Ring, ikke hører det ret mange gange. Det bliver introduceret i 3. akt af Valkyrien: Brünnhilde er flygtet til valkyrieklippen og har taget Sieglinde med sig. Sieglinde ønsker at dø, men Brünnhilde fortæller hende, at hun skal føde et barn. Sieglinde beder derfor valkyrierne om at beskytte hende. Brünnhilde fortæller endvidere Sieglinde, at hendes barn bliver “verdens herligste helt” (altså Siegfried i de kommende to operaer), og Brünnhilde giver Sieglinde det ituslåede sværd Nothung, før hun flygter videre. Sieglinde takker overvældet Brünnhilde, og det sker på forløsningsmotivet (selvom der dog ikke er tale om forløsning i teksten). Det er et stort emotionelt højdepunkt, som man altid lægger mærke til:

Forløsningsmotivet vender som sagt først tilbage mange timer senere i slutningen af Götterdämmerung. Det giver motivet, der gælder forløsningen af hele verden, en særlig status, og det forstærkes af, at det er det sidste ledemotiv, man hører i kæmpeværket Nibelungens Ring.