AF PEER KJÆR ANDERSEN

I maj 1903 skrev Claude Debussy i tidsskriftet Musica denne definition af musik:

”Musik er en mystisk form for matematik, hvis grundsætninger er udledt af uendeligheden. Musik er udtryk for vandenes bevægelse, for samspillet mellem de kurver, der tegnes af de skiftende briser. Der er ikke noget mere musikalsk end en solnedgang. Den, der føler, hvad han ser, kan ikke finde noget smukkere eksempel på temabearbejdelse i hele den bog, som musikere desværre læser alt for lidt i, nemlig naturens bog.”

Knap 100 år tidligere var der en anden komponist, der læste i naturens bog og tog den til sig, nemlig Ludwig van Beethoven. Han var en stor naturelsker, og i hans dagbøger findes adskillige notater, der viser, at han i høj grad lod sig inspirere af naturen. Når den tiltagende døvhed blev for stor en belastning for ham, var den bedste medicin lange, ensomme vandreture i skovene og på markerne omkring Wien. Den årlige udflytning fra by til land imødeså han med en næsten naiv henrykkelse, og det var da også uundgåeligt, at denne fornemmelse af natur kom til udtryk i en musikalsk sammenhæng. Netop i de første ti år af 1800-tallet var det på mode at skrive tonemaleriske værker, overvejende uvejrs- eller krigsskildringer. Beethoven har selv leveret et enkelt værk i denne genre, kampsymfonien Wellingtons Sejr eller Slaget ved Vittoria fra 1813, som er en meget realistisk slagskildring med riffelskud og kanontorden.

Beethovens 6. symfoni – Pastoralesymfonien – har sine satsbetegnelser til trods dog en helt anden karakter, nemlig med Beethovens egne ord ”Mehr Ausdruck der Empfindung als Malerey”, mere udtryk for følelse end maleri. Der optræder ganske vist naturalistiske detaljer, som fuglekvidder, torden, rislende bække og hyrdefløjte, men alt er indpasset i en kunstnerisk form, der ligger på et højere plan end det rent beskrivende, en gengivelse af komponistens oplevelser ved mødet med naturen. Beethoven var i øvrigt længe i tvivl om overskrifterne til de enkelte satser, fra det første forslag ”Tilhørerne må selv opdage situationerne” til de endelige titler, som blev brugt ved uropførelsen i 1808. Modtagelsen var kølig, især anså man værket for at være for langt og for ensformigt. Ikke desto mindre blev symfonien snart ret kendt og hyppigt spillet, og i musikhistorien kom den til at danne udgangspunkt for den programmusik, som beherskede en del af musikken i det 19. årh. Man har skrevet programmatisk musik tidligere, tænk bare på Vivaldis De fire årstider, men Pastoralesymfonien sætter nye normer for genren. Næsten alle de symfoniske digte, som vi ser i løbet af 1800-tallet står på en eller anden måde i gæld til dette værk.

Symfoniens første sats er lys og optimistisk, faktisk en af de få førstesatser hos Beethoven, der ikke rummer nogen dramatik eller konflikt. Temaerne er enkle og afspejler den umiddelbare glæde ved sommerens komme. Denne stemning fortsætter i den anden sats, hvor lange rolige melodier spænder sig over strygernes akkompagnement, der gengiver vandløbets rislen. I slutningen af satsen har Beethoven moret sig med at gengive tre fuglesange, en spøg, der let kunne være blevet banal, men som netop ikke er det, fordi den indgår i en kunstnerisk sammenhæng.

De tre sidste satser spilles uden ophold og indledes med lette danserytmer og en venskabelig og elskværdig parodi på et værtshusorkester, som Beethoven ofte skrev små stykker til. Den lystige stemning afbrydes brat: et uvejr trækker op og den efterfølgende stormscene er ofte blevet kritiseret for sin overdrevne realisme, men kan lige så vel ses som en indre kamp mod skæbnen, den snigende døvhed. Efter uvejrets hendøen vender den lyse stemning tilbage, men nu mere tilbageholdt, næsten med et religiøst tilsnit. Den indledende hyrdemelodi danner grundlag for en harmonisk og sammenhængende slutning på Beethovens måske mest egenartede symfoni, udsprunget af naturen og begyndelsen på den romantiske programmusik.