Nazanin Aghakhani
“Rock ‘n roll! Helt klart!”, svarer Nazanin Aghakhani, da hun bliver spurgt, hvad publikum kan forvente sig af sommerkoncerten med værker af Beethoven, Chopin og Haydn.
”Det bliver en tidsrejse – fra den sene Wienerklassik med Beethoven, tilbage til den meget tidlige Wienerklassik med Haydn, før vi kastes frem til senromantikken med Chopin. Så det bliver en meget hurtig og meget intens rutsjebanetur”, fortæller Nazanin Aghakhani.
Vigtigt at være aktiv musiker
Nazanin Aghakhani sidder ofte foran klaveret, når hun forbereder sig på den næste koncert. Det er en måde at fastholde forbindelsen til musikerne i orkesteret, inden parterne mødes til prøverne.
”Jeg synes, det er vigtigt at være aktiv musiker, for når jeg studerer et partitur sidder jeg og læser jeg en masse, men jeg har ikke noget orkester at eksperimentere med. Så fasen inden man møder orkesteret er for det meste meget lang, meget ensom og meget stille”, siger Nazanin Aghakhani og fortsætter: ”Derfor spiller jeg altid en times Bach på klaveret inden hver arbejdsdag, for at åbne hjernen op”.
Musikalsk frirum
Når Nazanin Aghakhani har fri, kan hun også godt finde på at spille klaver for at slappe af. For klaveret giver hende et frirum, hun ikke finder som dirigent.
”Klaveret er min instrumentale legeplads, hvor jeg kan udtrykke mig selv og hvor jeg kan lade mine orientalske rødder flyde ind i musikken og være fri”, forklarer Nazanin Aghakhani.
De orientalske rødder stammer fra Iran, men Nazanin selv er født og opvokset i Wien. Her startede hun til klaverundervisning som 7-årig, og fik undervisning i klassisk klaver fra hun fyldte 12. Sideløbende med klaverspillet studerede hun direktion, som altså endte med at blive hendes levevej.
I 2010 bragte direktionen hende til Teheran, hvor hun, som den første kvinde nogensinde, diregerede Teherans Symfoniorkester.
“Jeg er glad for at være den første kvinde der har dirigeret Teherans Symfoniorkester. Det var en fantastisk og betagende oplevelse, især fordi kvinders rolle, mildt sagt, er meget usikker i orientalske lande”, fortæller Nazanin Aghakhani.