AF PEER KJÆR ANDERSEN

I operaens verden vrimler det med elskende par. Som oftest får de ikke hinanden (undtagen hos Mozart), for en tragisk udgang er som regel mere gribende, end at ”de levede lykkeligt til deres dages ende”. Blandt de mest berømte par er vel nok Tristan og Isolde, Dido og Æneas, Romeo og Julie, Porgy og Bess og så måske det mest særprægede: Pelléas og Mélisande.

I 1892 udsendte den belgiske digter Maurice Maeterlinck sit symbolistiske skuespil ”Pelléas og Mélisande”, som handler om titelfigurernes forbudte og skæbnesvangre kærlighed. Hovedtrækkene i handlingen er som følger:

Golaud finder Mélisande ved en kilde i skoven. Hun har mistet sin krone i vandet, men ønsker ikke at hente den. De gifter sig, og Mélisande vinder øjeblikkeligt yndest hos Arkel, Golauds bedstefar og konge af Allemonde, som er syg. Mélisande bliver dog forelsket i Pelléas, Golauds bror. Pelléas og Mélisande mødes ved springvandet, hvor hun mister sin vielsesring. Golaud mistænker en affære, og får sin søn Yniold til at udspionere dem. Golaud opdager dem i hinandens favn, hvorefter han dræber Pelléas og sårer Mélisande. Hun dør senere i barselssengen, efter hun har født en lille pige for tidligt.

Værket blev opført i Paris i 1893, hvor det vakte stor interesse, og det blev snart spillet adskillige steder i Europa. Som det var skik på den tid – ofte på grund af lange og vanskelige sceneskift – blev der brug for mellemaktsmusik til opførelserne og flere betydningsfulde komponister har taget udfordringen op, med ret forskelligt resultat. Til opførelsen af skuespillet i London i 1898 bestilte Mrs. Patrick Campbell, der havde rollen som Mélisande i forestillingen, scenemusik hos den franske komponist Gabriel Fauré.

Partituret blev færdigt på få uger, og senere sammenstillede Fauré en suite med fire satser, et ”Prélude” som forspil til første akt, en sats med navnet ”Fileuse”, som skildrer Mélisande ved spinderokken, en ”Sicilienne”, som introducerer anden akt, og endelig ”La Mort de Mélisande”, Melisandes død. Musikken er enkel og iørefaldende, især er Siciliennen blevet populær.

Hør den her:

Fauré var den første til at illustrere Maeterlincks værk musikalsk, men fik snart efterfølgere. Uvidende om, at Debussys opera over skuespillet var tæt på en premiere, gik Arnold Schönberg i 1902 i gang med emnet, denne gang ikke som scenemusik, men som et symfonisk digt.

Schönbergs værk afviger markant fra andre komponisters behandling af dramaet. Stilen er ekspressionistisk, orkestret er stort, og uropførelsen i 1903 fik mange hadske ord med på vejen. En kritiker foreslog at anbringe komponisten på et sindssygehospital uden mulighed for at få fat i nodepapir, mens en anden betegnede værket som en eneste 40 minutter lang mislyd.

Stykket er opdelt i fire afsnit, der spilles uden ophold, og Schönberg benytter sig af en ledemotivteknik, der kan minde om Wagner. Han følger handlingen i dramaet nøje, og værket, der stilmæssigt lægger sig tæt op ad ”Verklärte Nacht” og ”Gurrelieder”, betragtes af flere som et af senromantikkens sidste storværker. Det kan høres her og forskellen i opfattelsen af dramaet mellem Schönberg og Fauré er virkelig markant

Hør den her:

I 1905 blev det så Sibelius’ tur til at tage livtag med ”Pelléas og Mélisande”. Det skete i forbindelse med en opførelse af dramaet i Helsinki, og til den lejlighed skrev Sibelius ti stykker, dels forspil til de enkelte akter, dels stykker til underlægning af handlingen. Musikken blev hørt første gang i marts 1905, og senere sammenstillede Sibelius ni af satserne til en suite, som skulle blive et af hans mest populære værker. Den første sats, ”Ved slotsporten” var således kendingsmelodi for den længstvarende TV-serie i verden, BBC’s ”The Sky at Night”.

Det er helt klart en nordisk komponists syn på dramaet, og stemningerne i disse satser er med en kritikers ord ”mere finsk end meget andet, som Sibelius har skrevet over nationale emner”. Musikken er skrevet umiddelbart før tredje symfoni, hvis intimitet og indadvendte stemning også mærkes i de korte, men malende stykker. Instrumentationen er enkel, men virkningsfuld, og understreger på fineste vis stemningen i dramaet. Suiten kan høres her:

Hør den her:

Men hvor populære ovennævnte værker end måtte være, så associeres ”Pelléas og Mélisande” i musikalsk henseende dog først og fremmest med Debussys opera af samme navn. Ganske kort tid efter Maurice Maeterlinck udgav dramaet, læste Debussy det og noterede nogle temaer, men det var først efter opførelsen i Paris, at han besluttede sig til at skrive en opera over emnet. Han henvendte sig til Maeterlinck og fik lov til at lave nogle forkortelser, men benyttede i øvrigt dramaets tekst uden ændringer – en metode, som senere skulle blive brugt af bl.a. Richard Strauss i operaerne ”Elektra” og ”Salome”. Operaen fik sin premiere i 1902, hvor den fik en meget blandet modtagelse, men i dag regnes den for et hovedværk inden for impressionismen.

Musikken er meget stemningsfuld, men også meget diskret og afspejler overalt en næsten drømmeagtig passivitet, som på fremragende vis understreger handlingen. Der er ingen ydre bravour, hverken for sangere eller orkester, hvilket gør værket til en af de mest eksklusive operaer af alle. Efter Debussys død blev der gjort flere forsøg på at sammenstille en suite af musikken fra operaen, heriblandt en udgave af den franske dirigent og komponist Maurice Constant, som er meget spillet.

Hør den her:

Eller hør hele operaen her, i en legendarisk indspilning fra 1964, med dirigenten Ernest Ansermet: