AF CHRISTINA BLANGSTRUP DAHL

Sæsonens store festival har Rachmaninov i centrum, og du kan høre ikke mindre end tre af hans store klaverværker. Derfor har vi sat pianisten Marianna Shirinyan stævne for at høre mere om begyndelser, kammermusik og passion.

Der er nok lige så mange beretninger om musikeres første oplevelse af et værk, som der er musikere. Men Marianna Shirinyans er alligevel en af de mere løjerlige: ”Det var vores børste tænder-musik, da min bror og jeg var små!” griner hun, da jeg spørger, hvordan hun første gang mødte Rachmaninovs anden klaverkoncert.

Den armenske pianist er vokset op i Armenien – dengang en del af Sovjetunionen. Hendes far var musiker, og fra en turné i Canada hjembragte han en båndoptager og et bånd. På båndet var en indspilning med Gary Graffman, der spillede Rachmaninovs anden klaverkoncert sammen med New York Philharmonic og Leonard Bernstein. ”Det her kassettebånd var min første erfaring med koncerten,” fortæller Marianna Shirinyan. ”Jeg var ti år gammel og min bror var fjorten – og koncerten var faktisk vores vuggesang. Vi hørte den hver aften, og det gjaldt altid om at blive færdig med at børste tænder, inden vi nåede til højdepunktet i første sats!” Marianna Shirinyan griner. ”Det er et minde, som min bror og jeg tit snakker om.”

En voksen kvindes koncert

Men rent faktisk spillede Marianna Shirinyan først selv koncerten meget senere. ”Min vej til koncerten var ikke helt ligetil, for jeg spillede mere kammermusik end solorepertoire i teenagetiden. Så mens andre talentfulde teenagere lærte og spillede de store solokoncerter, så blev jeg sat i en klavertrio sammen med to andre fra min skole (en specialiseret musikskole i Jerevan) og fik muligheden for at rejse til Tyskland, hvor vi spillede koncerter og fik chancen for at deltage i forskellige masterclasses hos kendte musikere. Det var nogle år, der prægede mig meget som musiker. Gennem mine studieår i Armenien og Tyskland spillede jeg selvfølgelig mange værker i solorepertoiret, men først da jeg som 27-årig vandt flere priser ved ARD-musikkonkurrencen i Tyskland fik jeg mulighed for at optræde som solist med orkester – og der begyndte jeg så at lære alle de store solokoncerter. Faktisk lærte jeg 29 klaverkoncerter i de år, der fulgte; før da havde jeg haft tre klaverkoncerter på repertoiret!”

I retrospektiv var det ikke en ulempe at komme til Rachmaninovs anden klaverkoncert så sent, mener Marianna Shirinyan. ”Jeg spiste den med ske! Jeg kunne måske godt have ønsket mig, at min klaverlærer havde sat mig til at lære alle de store klaverkoncerter som 16-årig. Men jeg lærte koncerten utrolig hurtigt; det føltes, som om jeg allerede havde den i hjertet og i kroppen.”

Rachmaninov er en smuk rejse

Den anden klaverkoncert er en koncert, som har en meget stor plads i Marianna Shirinyans hjerte. ”Rachmaninovs klaverkoncert er en smuk og eventyrlig rejse for en pianist. Man mærker, at man rører noget af mesteren selv. Jeg elsker stykket og har spillet det meget – og jeg føler mig lige heldig hver gang, jeg får lov at spille det.”

Apropos det med, at man kan mærke mesteren selv i koncerten: Rachmaninov var berømt for at have meget store hænder, og det bliver ofte nævnt, når man snakker om koncerten. Den er ganske enkelt svær at spille, fordi den er svær at nå, siges det. Det er Marianna Shirinyan ikke helt enig i:

”Det er måske lidt en kliché. Jeg synes, at den er vidunderlig at spille, hvad enten man har store eller små hænder.”

Der er dog et enkelt sted, hvor Marianna Shirinyan godt kunne tænke sig lidt ekstra længde på fingrene: ”Jeg ønsker en gang imellem, at jeg kunne spille de første otte akkorder i venstre hånd uden at brække dem… Det kan næsten alle mænd og nogle kvinder. Jeg har ellers et udmærket stretch i fingrene, men lige akkurat der mangler jeg altså en enkelt centimeter. Men det er det eneste sted, hvor jeg kan mærke det – og jeg kan jo stadig få akkorderne til at lyde som kirkeklokker, som Rachmaninov tænkte dem.”

Kammermusik for meget stort orkester

Det er måske dumt at foreslå, at en gigantisk, romantisk klaverkoncert skulle være kammermusik. Men samspillet mellem klaver og orkester i klaverkoncerten lyder alligevel så sammenvævet, at vi vover at spørge Marianna Shirinyan om det. Og hendes reaktion er utvetydig:

”Selvfølgelig er det kammermusik! Selvfølgelig. Orkestret har lige så meget spændende at lave som solostemmen. Der er hele tiden interaktion mellem solist og orkestret, for eksempel i starten af anden sats – altså det der tema, som popsangerne har stjålet: Let’s face it; det er ikke en klaversolo! Klaveret er helt klart akkompagnement til fløjten og klarinetten; et meget fint og delikat akkompagnement. Og i første sats er det det det samme, bare med strygerne.”

Det er en rolle, som passer kammermusikerdelen af Marianna Shirinyans hjerte godt: ”Projektørlyset er selvfølgelig på mig, men musikken selv er fuldstændig kammermusikalsk skrevet. Efter min mening er det 50/50 – det er en symfoni med en generøs klaverfarve eller klaverdominans.”

Musikere er lyttende dyr

Det er imidlertid ikke noget, der ændrer Marianna Shirinyans tilgang til koncerten; hun tænker ikke musikken anderledes, fordi den er så kammermusikalsk: ”Det kommer helt af sig selv. Musikere er nogle lyttende dyr; ellers kan man ikke være musiker. Man lytter til orkestret og lytter til dirigentens bevægelser (det kan man nemlig godt). Det kommer intuitivt. Hele grundideen med at lave musik er, at man lytter til hinanden. Pianisten har ganske vist en slags lokomotivrolle, men grundlæggende er det kammermusikalsk samspil.”

Koncerten er også musik, der er let at spille, fortæller hun: ”Musikken falder så naturligt. Det gælder for øvrigt ikke kun for den anden klaverkoncert, men også den tredje koncert og Paganini-rapsodien. Det er musik, der går direkte i hjertet – uden filter.”