Sanserne i musikken:
Hørelsen

Foråret er over os og træer og buske springer ud. Blomsterne pibler frem og fuglene synger om kap med hinanden. Når vi stiller os ud i haven, skoven eller parken kan vi høre en masse lyde af det spirende forår: fløjtende fugle, summende bier, flyvende duer og rindende vand. For os voksne er der masser af kendte lyde i foråret, men for det lille barn kan lydene stadig være nye eller fremmede. En hel verden af lyd, der strømmer ind i det lille øre og bliver til en oplevelse af verden nu og her.

Øret og hørelsen er en af de første sanser, der udvikles hos barnet. Allerede fra omkring 12 uger kan fostret høre lyde fra moderens krop, og fra den omverden hun færdes i. Pulsslagene, blodets brusen, maven der knurrer og stemmer fra verden udenfor. Den musik moderen lytter til, når også ind til barnet og blander sig med kropslydene. På den måde oplever barnet en kakofoni af lyd: puls, rytmer, tale, sang osv. der tilsammen skaber komplicerede, musikalske rytmer og mønstre. Alle disse lydoplevelser tager barnet med sig, når det bliver født og hørelsen videreudvikles, mens barnet vokser op sideløbende og i direkte relation til sproget og musikaliteten.

At kunne høre er en meget vigtig forudsætning for barnets udvikling. Via hørelsen lærer barnet at genkende stemmer, efterligne lyde og at udvikle et sprog. Hørelsen er også et redskab til at orientere sig, opfange faresignaler og kunne begå sig i sociale sammenhænge. Dermed er hørelsen ikke kun en del af et sanseapparat, men er med til at forme barnets psyke, personlighed og adfærd.

Øret består af tre dele: Det ydre øre, mellemøret og det indre øre. Det ydre øres tragtform leder lyden ind i barnets øregang, ind gennem mellemøret og helt ind i det indre øre, hvor lydbølgerne sætter nogle små fimrehår i bevægelse. Når de små hår bevæger sig, sender de et signal til hjernen via hørenerven. Det er dette signal, vi opfatter som lyd.

Når barnet bliver født opfatter det alt lyd med lige stor intensitet. Det kan ikke ligesom voksne skrue ned for baggrundslyde, så de netop bliver noget, der kører i baggrunden. For en baby er alle lyde til stede hundrede procent. Derfor kan verden virke meget overvældende for barnet. I slutningen af det første leveår er barnets hørelse udviklet så meget, at det nu kan lade nogle lyde træde mere i baggrunden og holde opmærksomheden på de lyde eller stemmer, som det gerne vil lytte til. Denne evne kaldes cocktaileffekten. Navnet stammer fra den situation, man er i, når man til en fest – et cocktailparty – kan ’tune in’ på en samtale og lukke al anden støj ude, og derved høre ens samtalepartner henover støjen. Cocktaileffekten gør det også muligt at lytte til en person, der står langt væk fra én selv i et støjfyldt lokale, hvis man bevidst lytter efter den bestemte person.

På musikskolens babyrytmikhold er der et bevidst fokus på, ikke at have for mange lyde i gang samtidigt, for ikke at overstimulere børnene. Når barnet når 1-2 års alderen udvides lyduniverset langsomt gennem instrumentspil på forskellige instrumenter. At lytte til og skelne imellem forskellige instrumenter bliver en del af det musikalske fokus i musiktimerne.

Hør f.eks. dette uddrag af den langsomme sats fra Gustav Mahlers 1. Symfoni, hvor en række instrumenter introduceres enkeltvis : Først nogle svage pauke-slag, så spiller kontrabassen melodien. I en form for kanon følger fagotten efterfulgt af tubaen. Oboen spiller så en modstemme og orkestrets øvrige instrumenter istemmer fortsat i en form for kanon:

Mahler: Symfoni nr. 1

Når vi taler om hørelsen i musikalsk sammenhæng, falder der ofte bemærkninger om tonedøvhed. Tovedøvhed er et begreb, som ofte anvendes i flæng gennem udsagn som: ”Jeg er totalt tonedøv” eller ”I vores familie har vi ikke en tone i livet”.

I virkeligheden er der kun lille del af verdens befolkning, som er tonedøve i ordets egentlige forstand, hvor de pga. af en medfødt eller erhvervet defekt i hjernen er ude af stand til at skelne tonehøjder eller genkende en melodi. Tonedøve mennesker har som regel ingen glæde af musik – heller ikke af at lytte til den. Det anslås at være mellem 1 og 4 procent af normalbefolkningen, der ved en test vil få diagnosen.

Når det alligevel er almindeligt at betegne sig selv som tonedøv, skyldes det måske, at mange mennesker er usikre på deres musikalske evner, eller er utrænede i at bruge deres stemme til sang og derfor ofte kommer til at synge lidt falsk. Men det er en meget begrænsende betegnelse, som kan stå i vejen for ens lyst og mod til at kaste sig ud i musikalske oplevelser og udfoldelser.

For de fleste menneskers vedkommende er det sådan, at ”det musikalske øre” kan trænes. Når vi skriver det i gåseøjne, er det fordi det musikalske øre, handler om meget mere end selve øret. Det handler blandt andet om at få masser af lytteerfaringer og hjælp til at knytte begreber til erfaringerne.

For de fleste voksne føles det naturligt at tale om de ting, vi ser sammen med vores børn: dyr, farver og sågar tal og bogstaver bliver udpeget og benævnt fra en tidlig alder og efterhånden genkendt og begrebsliggjort. Men hvad med lydindtrykkene? De kan også gøres til genstand for vores fælles opmærksomhed. F.eks. med spørgsmål som: Kan du høre den lyd? Hvad lyder den som? Er det en dyb eller lys lyd? Kraftig eller svag? Kan vi efterligne lyden med vores stemme?

De fleste bruger deres musikalske øre i masser af hverdagssammenhænge uden at tænke over det. Tænk på hvor ofte, du har genkendt en person, endda én du ikke har set længe, alene på lyden af vedkommendes stemme. Evnen til at skelne stemmer beror på vores evne til at skelne forskellige klangkvaliteter. Vi bruger også evnen til at afkode om en persons stemme lyder vred, ked af det eller glad. Eller vi tænder for radioen midt i et interview, og ved med det samme hvilken politiker eller skuespiller, der er der er i gang med at fortælle. Det er den samme evne, som gør os i stand til at skelne forskellige instrumenter i et musikstykke.

Du kan træne denne evne sammen med dit barn ved at lave lege hvor barnet skal gætte, hvilken ting, der frembringer en bestemt lyd, som f.eks. laves bag et forhæng. Lydkilderne kan være småinstrumenter som rasleæg, tambouriner og lignende, eller det kan være forskellige gryder, skåle og andre beholdere fra køkkenet (som jo i øvrigt kan udgøre et udmærket minitrommesæt). Du kan også lytte til musik sammen med barnet og tale med barnet om hvilke instrumenter, I kan høre. Og hvis der er sang på: Er det en kvindestemme eller mandestemme? Voksen eller barn? Kig evt. på billeder af instrumenterne, mens I taler om det.

I symfoniorkestret er instrumenterne samlet i instrumentfamilier, som har klange, der ligner hinanden. Derfor kan det være svært at høre forskel på de enkelte medlemmer af hver familie. Et ungt eller utrænet øre kan måske ”kun” skelne mellem familierne: blæsere, strygere og slagtøj. Det er derfor mange børn siger ”Det er en trompet!” når de hører et hvilket som helst blæserinstrument. Et trænet musikøre kan genkende klangen af de forskellige instrumenter i strygerfamilien: violin, bratsch, cello eller bas – og somme tider også klangen af en bestemt violinist. Lyden af hele symfoniorkestret kan være overvældende, fordi det er svært at skelne lydene. Et sted at starte kan være at lytte til nogle af instrumenterne i mindre værker, som f.eks. en kvartet.

Tjajkovskij: Blomstervals (kvartetudgave)

Prøv at sammenligne med den fulde orkesterversion:

Tjajkovskij: Blomstervals (fuldt symfoniorkester)

I musikundervisningen med børn arbejder vi ofte med den musikalske forestillingsevne eller ”det indre øre”. Vi træner det blandt andet gennem stumsang, når vi synger velkendte sange og udelader lyden på nogle af linjerne. At kunne forestille sig en melodi, rytme eller en bestemt tone og høre den for sig inde i hovedet er en vigtig musikalsk evne, som hjælper os til at forberede kroppen på at ramme tonerne med stemmen eller spille rent på et instrument.

Metoden med stumsang understøttes også af den danske børnesangskat, hvor der i visse fagtesange er tradition for, at man udelader sangen på flere og flere linjer undervejs, men bevarer fagterne og ”synger” melodien inde i hovedet. Alle sange med fagter, som I kender rigtig godt er egnet til stumsang.

Prøv det derhjemme med f.eks.:
Mon du bemærket har
Og vi trækker skuffen ud
Øjne, ører, næse mund

Øret og hørelsen er altså ikke en statisk mekanisme. De kan stimuleres og udvikle sig præcis som kroppens andre funktioner og sanser.
 

Hvis du vil vide mere:

  • Edwin Gordons ”Music learning theory” har et helt afsnit om AUDITATION, som man måske bedst kan oversætte med ”Musikalsk forestillingsevne”
  • Dorte Nørgaard: Babyrytmik (indeholder en dybdegørende redegørelse for barnets udvikling bl.a. hørelsen)
  • Nora Bilalovic Kulset: Din musikalske kapital

I næste måned handler nyhedsbrevet om mulighederne for at gå til musikundervisning med det lille barn. Man kan allerede nu gå ind på musikskolens hjemmeside og tilmelde sig et hold.