Sanserne i musikken: Taktil-sansen

Sanserne i musikken:
Taktil-sansen

Mennesket har 7 sanser: synet, hørelsen, lugtesansen, smagssansen, følesansen, vestibulærsansen og muskel-ledsansen. Denne gang skal det handle om taktilsansen. Denne sans kaldes også berøringssansen eller følesansen, og er den største og første sans hos det lille spædbarn.

Allerede i 6. fosteruge udvikles sansen for berøring. Den taktile sans registrerer f.eks. smerte, bevægelse, berøring, temperatur og vibrationer. Gennem taktilsansen i huden opfattes påvirkninger fra omgivelserne og sansen stimuleres og udvikles, når vi har tæt kropskontakt med vores børn. F.eks. ved kram, slåskamp for sjov, badning/tørring og lignende. Men sansen udvikles også, når barnet rører og mærker forskelligt legetøj, bamser, mad, ting i hjemmet osv.

Følesansen sidder overalt, både overfladisk på huden og dybere inde i kroppen. Den beskytter barnet mod farlige indtryk eller for mange indtryk. Hvis barnet f.eks. rører ved noget, som er meget varmt eller koldt, så vil det per refleks trække sin hånd til sig. Eller hvis barnet oplever flere berøringsindtryk, end barnet kan klare i en bestemt situation, vil barnet forsøge at undgå kropslig kontakt, indtil barnet kan mærke, om kroppen er parat til at modtage indtryk igen.

Er barnet understimuleret i følesansen eller måske født med problemer på denne sans, kan det reagere voldsomt ved en pludselig berøring, græde når man tager det op for at trøste det, og det kan være bange for social kontakt med andre end mor og far. Hvis dette er tilfældet kan barnet hjælpes med ekstra stimulering af følesansen i trygge rammer og på den måde, kan barnet selv være med til at bestemme tempoet uden at blive udsat for uventede stimuli.

I de musikalske aktiviteter er der masser af taktile sanseindtryk, der udfordrer og stimulerer barnet. Det sker bl.a. i bevægelseslege hvor barnet f.eks. kravler, kryber og skøjter hen ad gulvet og på den måde mærker sin krop mod en flade på forskellige måder. I sange hvor der indgår ting som tørklæder, rasleæg, ærteposer, bolde og fjer bliver barnet præsenteret for mange forskellige sanseoplevelser.

Husk at respektere barnets grænser i alle sansestimulerende aktiviteter. Mærk efter om barnet bliver utilpas over bestemte typer af berøring eller ikke kan lide at blive rørt, nusset eller kildet på bestemte steder på kroppen. Mærk også efter, hvornår barnet har fået nok, så I ikke bliver i en leg til barnet er overstimuleret, men stopper mens legen er god.

Forslag til aktiviteter der stimulerer taktilsansen::

  • Massage med bold, ærtepose eller rasleæg der stryges rundt på kroppen og trykker let/hopper rundt på kroppen. Brug fx musikstykket Pizzicati af Leo Delibes (link til musik fra youtube her, da vi ikke har en indspilning af det endnu…) og lad dig inspirere af musikken, når du masserer dit barn med bold, æg eller ærtepose. Bevæg tingen rundt på kroppen på en hoppende måde, når musikken er hoppende og stryg barnet med tingen, når musik er mere sammenhængende.
  • Tørklædeleg: Pust eller kast tørklædet op i luften og lad det lande på barnets hoved, så det mærker den lette berøring. Gem dig/barnet under et tørklæde og kom frem og sig bøh!
  • Tag barnet med i køkkenet og bag boller. Mærk den bløde, klistrede dej på hænder og fingre og form dejen til sjove figurer.
  • Leg med vand i badeværelset/badekarret eller i haven, når det er blevet varmt nok. Mærk det kolde og det varme vand på kroppen. Giv en god skrubbetur med håndklædet bagefter.
  • Lav en bane af forskellige ting, I har derhjemme: tæpper, puder, skumgummiklodser f.eks. Bobles eller lign. Lad barnet gå på banen og mærke de forskellige underlag under fødderne.
  • Fingermaling: Mal mens I hører musik. Det kan være alt slags musik. Lad dig inspirere af musikken og mal ud fra det. Måske dit barn også bliver inspireret? I kunne fx lytte til I Dovregubbens hall af Edvard Grieg: https://youtu.be/HqWmt8vgbMk

Lav en massagekuffert

Saml forskellige massagebolde, skrubbehandsker, nulrebolde, make-up pensler og lignende og brug dem til at stimulere dit barns taktilsans. Stryg dem på barnets hud. Sæt evt. musik på, du godt kan lide. Gerne noget roligt og beroligende musik. Lad barnet mærke de forskellige materialer på huden. Prøv dem også selv og sæt ord på din oplevelse sammen med dit barn. Føles det blødt, hårdt, kradsende, prikkende, kildende, rart, ubehageligt osv. Alle tingene på billedet er købt i Tiger. Find også ting i hjemmet, ting I allerede har og mærk, hvordan de føles.

Børneergoterapeut Connie Nissen, der arbejder med børn og sansemotorik har en Facebook-side, hvor hun løbende lægger relevante, fyldige indlæg op om børn og deres sansesystem. Vi anbefaler, at man kigger ind på Connies side og lader sig inspirere af hendes store viden om børn og sanser.

Læs mere: www.facebook.com/Connie-Nissen-B%C3%B8rneergoterapeut-Sansemotorik-25158235157536