Symphonic Residencies 2017

I 2017 er Aarhus Europæisk kulturhovedstad. I den forbindelse fokuserer Aarhus Symfoniorkester på europæisk kunst, kultur og historie.

Ved fire koncerter, med fire markante klassiske mesterværker, inviterer orkesteret under overskriften ’Symphonic Residencies’ 28 musikere fra de 28 europæiske medlemslande til at komme og tilbringe en uge i Aarhus.

De fire mesterværker forholder sig alle til væsentlige begivenheder i europæisk historie. Fra kunstneriske nybrud, over to voldsomme verdenskrige i hhv. 1914-18 og 1939-45, til forsoning og forbrødring.

Aarhus Symfoniorkester er allerede en international arbejdsplads, med musikere fra i alt fire kontinenter.
Ved at invitere musikere fra samtlige europæiske lande, til både at bo og arbejde sammen med orkestrets faste musikere, håber vi – gennem kunsten – at knytte nye spændende kontakter. Kontakter der kan styrke sammenholdet og samarbejdet mellem de mange og meget forskelligartede kulturnationer i Europa.