AF PEER KJÆR ANDERSEN

I april 1866 begyndte Tjajkovskij at arbejde på sin første symfoni. Han var på det tidspunkt meget optaget af arbejde på konservatoriet og tog i ungdommeligt overmod nætterne i brug til at arbejde på symfonien. Det gik som forventet, han kom til at lide af søvnløshed, fik hallucinationer og var overbevist om, at han skulle dø, før symfonien blev færdig. Heldigvis greb lægerne ind og fik ham fra den usunde arbejdsrytme. I løbet af sommeren skrev han symfonien færdig og sendte det færdige værk til Anton Rubinstein i St. Petersborg. Rubinstein var imidlertid meget negativ i sin kritik og anbefalede en grundig omarbejdelse af værket. Tjajkovskij fulgte rådet og omarbejdede symfonien i efteråret 1866, men kom under arbejdet i tvivl om Rubinsteins dømmekraft. Han støttede sig nu mere til konservatoriefolkene i Moskva og blev bekræftet heri, da symfonien i 1868 blev opført i Moskva og blev mødt med stor entusiasme. Komponisten blev kaldt frem på podiet, hvor han til sidst viste sig, ængstelig og i krøllet tøj, mens han nervøst krammede sin hat mellem hænderne.

Der er ikke noget at sige til, at han var nervøs. På det tidspunkt havde han flere gange været udsat for negative kritikker, hvilket gik ham meget på, ikke mindst på grund af hans følsomme natur. På et tidspunkt skriver han: ”Da jeg læste den skrækkelige kritik, viste jeg næppe, hvad der skete med mig. Jeg tilbragte hele dagen med at vandre gennem byen uden formål, mens jeg gentog for mig selv, at jeg var uduelig og talentløs.” Hans bror Modest fortæller, at den første symfoni kostede Tjajkovskij mere arbejde og besvær end noget andet af hans værker. Og han havde – måske – grund til at tvivle lidt på sine evner, for selvom Rubinsteins kritik var hård, var den ikke helt uberettiget. Da Tjajkovskij senere i sit liv ser tilbage på værket, nævner han selv dets iøjnefaldende mangler. Disse mangler er i første omgang af formal karakter og overskygges ganske af den rigdom af opfindsomhed, der gennemtrænger værket. Der er en overflod af temaer, som truer den symfoniske helhed, men bag det hele anes det kommende geni, især evnen til at skabe iørefaldende melodier. Og på trods af de svære fødselsveer stod værket sin skaber nær. Så sent som i 1883 skriver han til sin mæcen og veninde Nadesjda von Meck: ”Skønt den (første symfoni) på mange måder er umoden, har den fundamentalt set mere substans og er bedre en mange af mine andre modne værker.”