AF PEER KJÆR ANDERSEN

Siden den nederlandske komponist Johannes Ockeghem omkring 1470 skrev det ældste kendte flerstemmige rekviem har den katolske dødsmesse været en udfordring og en kilde til inspiration for europæiske komponister. De mange værker repræsenterer mange forskellige tilgange til den oprindelige tekst, der rummer såvel dramatiske som lyriske afsnit.

I 1800-tallet var komponisterne især begejstrede for den del, der rummer teksten om dommedag, “Dies irae” – vredens dag. Med et masseopbud af såvel kor som orkester skildrer Verdi på storslået og næsten skræmmende vis rædslerne ved den sidste dag, hvor de uretfærdige skal om komme i flammerne. Stor yndest havde afsnittet om dommedagsbasunen – Tuba mirum – hvor Berlioz eksempelvis i sit rekviem bruger ikke mindre end fire ekstra messingensembler med i alt 38 instrumenter plus 16 pauker og to stortrommer.

Det siger næsten sig selv, at der måtte komme reaktioner herpå, og en af dem kom fra Berlioz’ landsmand Gabriel Fauré. Især de tordnende fanfarer omkring “Tuba mirum” hos Berlioz faldt ham for brystet og da han i 1887 begyndte at skrive sit eget rekviem, valgte han helt at udelade “dies irae”-afsnittet og koncentrere sig de mere lyriske afsnit i dødsmessens tekst. I stedet for det store skræmmebillede af døden er Faurés dødsmesse et intimt værk med fokus på ordet “requiem” – hvile, et trøsterigt værk i afdæmpede farver. Det blev opført i sin oprindelige femsatsede form i januar 1888. Senere indsatte Fauré offertoriet og “Libera me”-satsen og i denne endelige form hørtes værket første gang i januar 1893 i Madeleine-kirken i Paris

Hør “Pie Jesu”-satsen fra Faurés Requiem her:

Hør hele Faurés Requiem her:

Godt et halvt århundrede senere får Faurés Requiem en pendant, da Durufles dødsmesse får premiere i 1947.

Duruflé var en af Frankrigs fornemste organister og dyrkede også komposition. Hans værkliste er relativt lille, men af udsøgt kvalitet. Især har hans Requiem fået stor udbredelse, det regnes for hans bedst kendte værk og anses af mange for det bedste rekviem fra 20. århundrede. Det er – ligesom i øvrigt Faurés – tænkt som et liturgisk værk, men begge rekvier opføres regelmæssigt i koncertsalen. Også her er den voldsomme “dies irae”-sats udeladt, men Duruflés værk har dog lidt flere dramatiske højdepunkter end Faurés. Alligevel er der store lighedspunkter mellem de to komponisters tilgang til de gamle latinske tekster. Faurés kommentar fra 1921 kan være dækkende for begge værker: ”Alt hvad jeg ejede i retning af religiøs illusion lagde jeg i mit requiem, som i øvrigt er domineret fra først til sidst af en meget menneskelig følelse af tro på den evige hvile.”

Hør “Pie Jesu”-satsen fra Duruflés Requiem her:

Hør hele Duruflés Requiem her: