Tuttis første jul
Nu nærmer vi os jeres babys første jul, og vi er dermed ved at kunne se afslutningen af ÅR 1 med Musikkens Børn. Det giver os lyst til at dele historien om projektets tilblivelse med jer.
De fleste store kulturinstitutioner og virksomheder i det hele taget holder fra tid til anden møder og workshopdage for i fællesskab at udstikke retningen for, hvordan organisationen kan udvikle sig, skabe nye tiltag og tilbud til borgerne. Således også her i Aarhus Symfoniorkester. For fire år siden blev kimet sået til Musikkens Børn på et par workshopdage i orkestret.
Aarhus Symfoniorkester er en international arbejdsplads, hvoraf 24 ud af de godt 60 musikere er udlændinge og kommer fra i alt 14 forskellige lande – heraf tre musikere fra Finland. De finske musikere fortalte i forbindelse med workshoppen om et projekt, som Helsinki Filharmoniske Orkester havde startet i anledning af Helsinki bys jubilæum i år 2000. Orkestret havde besluttet at adoptere samtlige børn, født i jubilæumsåret, og følge dem 7 år frem med aktiviteter og koncerter. ”Det vil vi også”, sagde musikerne her i Aarhus – og så var vi i gang. Det er ingen hemmelighed, at kulturlivet i Danmark er presset økonomisk, så projektet ville ikke kunne realiseres indenfor orkestrets normale drift, altså skulle der søges fonde. Det tog sin tid, men heldigvis var der to store fonde, Det Obelske Familiefond og Nordea-fonden, der kunne se projektets potentiale og idé, og de har dermed sikret, at vi nu er i gang. ❤️
Helt essentielt for projektet er musikernes engagement – og især en lille udvalgt skare arbejder målrettet og entusiastisk for at kunne skabe gode musikalske oplevelser til jer. I kan se os på billedet øverst på siden. ?
Musikerne i Musikkens Børn-gruppen udvælger den musik, som vi spiller for jer ved koncerterne og al den musik, der bliver indspillet og lagt på hjemmesiden. I samarbejde med to musikpædagoger fra Aarhus Musikskole er de med til at udvikle koncerternes indhold, og så kommer de med ideer, sparring og input til projektet generelt.
Det er på grund af deres ihærdighed og passion for Musikkens Børn, at vi her midt i december er næsten 2.000 tilmeldte babyer – og det er vi megastolte over! ???
Lad julefreden sænke sig
Uanset hvilken tro (eller ikke-tro) man bekender sig til, kan man vælge at se julen som et symbol på kærlighed, glæde og fred. I har siden sidste jul fået den største gave og grobund for kærlighed, der findes. Det med freden – sådan rent praktisk – kan nok diskuteres…
Sæt jer med gaven i armene og lad julefreden sænke sig over jer med Händels smukke musik i ørene:
? Læs om tankerne bag Musikkens Børn i projektbeskrivelsen, som blev sendt til fondene