Wagners ouverture til Den flyvende hollænder

AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Ouverture er fransk og betyder åbning. Musik-ouverturer bliver altså brugt til at åbne et stykke musik, typisk en opera, men det kan også være andre genrer. Det kan være oratorier, orkestersuiter, skuespil, balletter, operetter, musicals og film. Og nogle gange er det slet ikke en åbning til noget, men et selvstændigt, énsatset stykke musik, nemlig koncertouverturer.

En ouverture har flere funktioner. Den begynder værket, og den skaber opmærksomhed om, at der skal foregå noget. Mange ouverturer er også med til at sætte publikum i den rette stemning til det efterfølgende drama. Endelig har ouverturer nogle gange den lavpraktiske funktion at skabe ro blandt publikum!

Ouverturer kan – nogle gange med forskelligt udseende – også hedde sinfonia, forspil, præludium, indledning eller introduktion.

Den store operareformator Richard Wagner er – ligesom med alt andet, han gør – meget bevidst om sin brug af ouverturer/forspil, og han gør det forskelligt fra opera til opera. Hos Wagner er ouverturerne hele kunstværker for sig, og der er også forspil til de senere akter (det finder man også hos f.eks. Verdi).

Her skal vi se på ouverturen til 1. akt af hans opera Den flyvende hollænder fra 1841. I denne pragtfulde ouverture, som ofte er finde for sig på koncertprogrammerne, fortæller Wagner i musikalsk kortform den historie, som tilhørerne senere skal opleve i operaen. Det kan han gøre ved at anvende musik fra selve operaen, dvs. ved at temaerne refererer til bestemte personer eller handlinger i operaen, og dem skal man altså kende, for at kunne afkode handlingen i forspillet. Man kan altså sige, at man forstår indholdet i ouverturen bagudrettet. Når man kender operaen, kan man høre handlingen i forspillet til 1. akt.

Ouverturen begynder det tema, der knytter sig til personen Den flyvende hollænder (horn og fagotter) og med vild storm. Hollænderen er forbandet og må sejle rundt på verdenshavene, indtil en kvinde vil være ham tro indtil døden. I sin store monolog i operaen fortæller ham om sine lidelser og om, hvordan han forgæves har forsøgt at finde en sådan kvinde, og hvordan han forgæves har forsøgt at finde døden. Hans skæbne er knyttet til havet, så derfor hører vi en masse bølgende hav-musik her:

Musikken falder til ro og skifter til en rolig blæsersats, og nu hører vi Sentas motiv (engelskhorn, så obo, så engelskhorn igen). Hun har hele livet ventet på Hollænderen, hvis billede hænger på deres væg, så da hendes sømandsfar har truffet Hollænderen og taget ham med hjem, er hun ikke et øjeblik i tvivl om, at hun vil giftes med ham. Hun står for forløsningen i operaen, og det gør hendes smukke musik dermed også (01:38):

Havmusikken vender tilbage med voldsomhed, og der kommer også musik, som Wagner har hentet i hollænderens fortvivlede monolog (03:20):

På et tidspunkt kommer der lystigere musik: Det er sømændenes sang. Wagner minder os også her musikalsk om den maritime ramme (05:53):

I det følgende, dramatiske afsnit blandes sømandsdansemusikken med storm og hav og med hollænderens tema og musik fra monologen. Vi hører også nogle gange kontrasten til dette: Sentas motiv. Men hovedparten af dette højspændte afsnit i ouverturen signalerer forbandelse.

Efter en dramatisk tilspidsning, en voldsom akkord og en generalpause sker der en afgørende vending i musikken, svarende til den afgørende vending, der sker i operahandlingen: På trods af familiens og byens modstand beslutter Senta sig nemlig for at forløse hollænderen. Det sker i operaens slutning, og vi hører også hele denne dramatiske tilspidsning forudgrebet i slutningen af ouverturen. Hollænderen er stukket til søs for at skåne Senta, men da det jo netop er hendes skæbne og vilje at være trofast indtil døden for hollænderen, kaster hun sig ud i havet fra en klippe. Hollænderens skib synker med at brag – han er endelig forløst, og Wagner beskriver i operaen i en af sine typiske, filmiske regianvisninger, hvorledes hollænderen og Senta omslyngede og forklarede stiger op af bølgerne og svæver op i himlen. Vi hører til allersidst først hollænderens motiv (messingblæsere) og Sentas motiv i ”forklaret” skikkelse (fløjter og oboer med harpeledsagelse). Det er i øvrigt en slutning, som Wagner tilkomponerede på et senere tidspunkt, og som i dag er den gængse (09:03):

Om forfatteren

Leif V.S. Balthzersen er mag.art. i musikvidenskab, forfatter og tidligere musikchef for Aarhus Symfoniorkester. Han har netop udgivet Richard Strauss’ orkesterværker. En brugsanvisning på Aarhus Universitetsforlag.