Arbejdet var hans liv – Prokofjevs 5. symfoni

AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Den 10. september 2020 opfører Aarhus Symfoniorkester Prokofjevs 5. symfoni – et af det 20. århundredes symfoniske hovedværker.

Om den 5. symfoni har Prokofjev selv udtalt følgende i en artikel i 1951: “Min femte symfoni var tænkt som en hymne til det frie og lykkelige menneske, til dets mægtige kræfter, dets rene og ædle ånd. Jeg kan ikke sige, at jeg bevidst valgte dette tema. Det blev født i mig og råbte på at komme til orde. Musikken modnede i mig, den fyldte min sjæl.”

Udtalelsen er ofte blevet citeret, men den virker måske ikke helt dækkende for det omfattende værk, det er. Prokofjevs udtalelse falder på et tidspunkt, hvor Europa har været hærget af 2. verdenskrig, og hvor mange forventede eller regnede med, at komponister som f.eks. Sjostakovitj, Prokofjev og Vaughan Williams ville skrive orkestermusik, der var en reaktion på rædslerne. Man skal også huske på, at Prokofjev levede i en stat, hvor man skulle være varsom og beregnende med hensyn til sine udtalelser – noget, som hans kollega Sjostakovitj i højere grad end Prokofjev selv fik at føle.

Sergej Prokofjev var søn af en godsbestyrer i Ukraine og blev født i 1891. Allerede som barn komponerede han og fik tidligt undervisning i musikteori og i klaver. I 1904, dvs. kun 13 år gammel, kom han ind på konservatoriet i Skt. Petersborg, hvor han studerede indtil 1909. Prokofjev vakte tidligt – også allerede før konservatorietiden – opmærksomhed som komponist af både orkesterværker, klavermusik og operaer. Efter 1. verdenskrig og Den russiske Revolution flyttede Prokofjev i 1918 til USA, hvor han bl.a. arbejdede som koncertpianist, men på trods af stor succes i USA flyttede han allerede i 1922 til Paris, hvor han levede, indtil han i 1934 flyttede tilbage til Sovjetunionen. Her var han indtil til død i 1953 på godt og ondt landets betydeligste komponist ved siden af den kunstnerisk og personlighedsmæssigt temmelig anderledes Sjostakovitj. Prokofjev var i sine sidste leveår meget plaget af sygdom.

Prokofjev har bl.a. skrevet operaerne Kærligheden til de tre appelsiner, Ildenglen og Krig og Fred, balletterne Romeo og Julie, Den fortabte søn og Askepot, syv symfonier, seks klaverkoncerter, to violinkoncerter, filmmusik til Løjtnant Kijé, Ivan den Grusomme og Alexander Nevskij samt de musikalske fortællinger Peter og Ulven og Den grimme Ælling.

Her kan man se og høre Prokofjev spille klaver og fortælle lidt:

Hvor det for mange er muligt at danne sig et billede af Prokofjevs musik, er det vanskeligere at danne sig et billede af manden bag musikken. Det ovenstående citat om den 5. symfoni er med i en større bogudgivelse med nogle selvbiografiske afsnit, nogle artikler og nogle erindringer om Prokofjev, som det statslige “Foreign Languages Publishing House” i Moskva udgav på engelsk i 1957. I et meget interessant afsnit, “Arbejdet var hans liv”, fortæller Prokofjevs anden kone Myra Mendelsohn-Prokofjev: “Sergej Sergejevitj kunne ikke forestille sig en eneste dag uden arbejde. Med hans bemærkelsesværdige målbevidsthed kunne han arbejde under alle forhold – alt, han havde brug for, var et klaver og et bord. Men han komponerede musik selv, når der ikke var hverken klaver eller bord – i tog, i skibskahytter og hospitalsafdelinger. Han arbejdede i alle sindsstemninger – i øjeblikke af åndelig opløftethed og på tidspunkter, når han følte sig udmattet og nedtrykt; når han følte sig så energisk og fuld af kraft, at selv hans læger blev tilfredse, og når han blev nødt til at ændre hele hans måde at leve på for overhovedet at være i stand til at komponere. Da han blev ældre, blev han mere og mere besluttet på at vie så megen tid som muligt til skabende arbejde.”

Hans komponistkollega Aram Katjaturjan fortæller i samme bog, at Prokofjev tilbragte krigssomrene 1944 og 1945 i Komponisternes Hjem i Ivanovo nordøst for Moskva, hvor der også var mange andre komponister, herunder Glière, Sjostakovitj og Kabalevskij. “Den regelmæssighed, hvormed Sergej Sergejevitj arbejdede, forbløffede os alle. Hver morgen plejede han at gå afsted til nabolandsbyen, hvor Komponistforeningen havde lejet værelser til komponisterne til at arbejde i […]. Det var i en beskeden, lille hytte, der lå i den fjerne ende af landsbyen, at den 5. symfoni, den 8. klaversonate og en cyklus af klaverstykker over temaer fra balletten Askepot blev skrevet. Fra tid til anden samledes andre musikere dér for at lytte til hans seneste værker.”

En anden komponistkollega, Dmitrij Kabalevskij, beretter også om Prokofjevs høje arbejdsdisciplin og om sommeropholdene i Ivanovo, hvor han talte med Prokofjev om hans kompositionsmetode – Prokofjev komponerede altid musikken i klaversats, før han instrumenterede. “I midten af august 1944 var den femte symfoni færdig (klaverpartitur). Jeg kan huske, at en gruppe af os, Mjaskovskij, Sjostakovitj, Muradeli og jeg den 26. august samledes i den lille bondehytte, hvor Prokofjev arbejdede, for at høre symfonien. Af en eller anden grund var Prokofjev ekstremt nervøs. Han talte en hel masse om irrelevante ting og syntes at være ivrig for så længe som muligt at udskyde det øjeblik, hvor han blev nødt til at sætte sig ned og spille for os. Men da han endelig gjorde det, spillede han rigtigt godt, idet han sørgede for at formidle orkesterklangfarverne på klaveret. Symfonien gjorde et fortræffeligt indtryk på os alle, og vi lykønskede ham hjerteligt. Det var han meget glad for, for han anså (med rette) altid sin femte symfoni som en af hans bedste kompositioner.”

Ved Aarhus Symfoniorkesters koncert, der dirigeres af Leif Segerstam, bliver der mulighed for selv at kunne konstatere, at Prokofjev havde ret i sin vurdering. Indtil da kan man lytte til symfonien her:

Om forfatteren

Leif V.S. Balthzersen er mag.art. i musikvidenskab, forfatter og tidligere musikchef for Aarhus Symfoniorkester. Han har for nylig udgivet Richard Strauss’ orkesterværker. En brugsanvisning på Aarhus Universitetsforlag.