AF PEER KJÆR ANDERSEN

Uanset hvilket forhold man måtte have til Arnold Schönberg og hans musik, må man konstatere, at hans indflydelse på musikkens udvikling i det 20. århundrede har været overordentlig stor. Han var blandt de første til at bane vejen for et totalt brud med de gængse forestillinger om, hvordan musik skal lyde, og han førte sine ideer ud i den yderste konsekvens, det såkaldte tolvtonesystem også kaldet dodekafoni.

Schönberg blev født i Wien i 1874. Som komponist var han stort set selvlært og tjente i sine unge år til livets ophold bl.a. ved at instrumentere operetter. I 1899 kom så det første værk, som skulle gøre ham kendt, nemlig ”Verklärte Nacht” til et digt af Richard Dehmel. Stykket var oprindeligt skrevet for strygesekstet, men blev senere arrangeret for strygeorkester af komponisten selv. Schönberg bygger her videre på den avancerede harmonik, som havde nået et foreløbigt højdepunkt i Richard Wagners opera ”Tristan og Isolde”. Den ekspressive klangverden er fuld af varme og poesi, men også højspændt drama. Digtet beskriver to mennesker, en mand og en kvinde, der vandrer gennem en øde, kold skov i månelys. Kvinden er gravid, men ikke med den mand, der går sammen med hende. I sin længsel efter moderlykke hengav hun sig til en uværdig fremmed, men nu har skæbnen indhentet hende, nu har hun mødt manden ved sin side. Han trøster hende og erklærer, at barnet også skal være hans, han kysser hende mildt og natten er nu lys og klar.

Læs hele digtet i Christina Blangstrup Dahls oversættelse.

Hør værket her:

Umiddelbart efter ”Verklärte Nacht” skrev Schönberg en række værker, hvor han drev dur/mol tonaliteten til sin yderste grænse for til sidst i sangcyklussen ”Das Buch der Hängenden Gärten” at nå frem til en skrivemåde uden reference til en specifik toneart, hvilket bl.a. rent grafisk gav sig udslag i et fravær af faste fortegn. Fra denne tid stammer også hans store værk ”Gurrelieder”, et af hans sidste dur/mol-tonale værker.

Hør Skovduens sang fra ”Gurrelieder”:

I 1912 kom ”Pierrot Lunaire”, en samling sange til tekster af den belgiske digter Albert Giraud. Her anvender Schönberg den såkaldte ”Sprechgesang”, som er en mellemting mellem sang og recitation. Han var ikke den første, der brugte denne teknik, men uden tvivl den berømteste, og teknikken blev senere brugt bl.a. af hans elev Alban Berg.

Hør her et eksempel på Sprechgesang fra ”Pierrot Lunaire”:

I de følgende år udviklede Schönberg sine ideer om en musik baseret på en systematisk anvendelse af alle den kromatiske skalas tolv toner til forskel fra dur/mol-tonalitetens syvtoneskalaer. I følge denne metode er hvert stykke bygget op af en tolvtonerække, som er bindende for hele forløbet. Denne række kan transformeres f.eks. ved omvending (spillet bagfra), spejling (hvor opadgående intervaller erstattes af tilsvarende nedadgående og vice versa) samt omvending af spejlingen.

Endvidere kan disse fire former transponeres til alle den kromatiske skalas tolv trin og de derved fremkomne 48 danner så fundamentet for værket. De kan rytmiseres og kombineres på utallige måder, og tolvtoneteknikken blev hurtigt overtaget af den såkaldte wienerskole, der som de vigtigste medlemmer havde Alban Berg og Anton Webern. Selv nåede Schönberg i sin blæserkvintet fra 1923 frem til et værk, der kan stå som model for den fuldt udviklede dodekafoni.

Hør blæserkvintetten her:

Schönbergs musik er ofte blevet betegnet som atonal, et udtryk som komponisten selv tog stærkt afstand fra. En tonalitet er et system til regulering af tonehøjderne, og Schönberg havde netop i tolvtoneteknikken et sådant velfungerende system. Han betragtede tolvtoneteknikken som en logisk videreførelse af den wagnerske kromatik. Alligevel vakte hans kompositioner ofte voldsom modstand, og den dag i dag er meningerne om hans musik delte. Schönberg opnåede dog efterhånden en vis anerkendelse og med den fulgte også en lærerstilling ved Berlins Musikhøjskole. Klimaet i 30’ernes Tyskland var dog ikke gunstigt for ham, hans musik var ”entartet” og i 1934 emigrerede han til USA, hvor han endte som universitetslærer i Californien. Han døde i 1951.