AF PEER KJÆR ANDERSEN

1930’erne var en vanskelig periode for europæiske kunstnere og videnskabsmænd. Med nazisternes stadigt stigende greb om kunst og kultur følte en række kunstnere – malere, forfattere og musikere – jorden brænde under sig og valgte at emigrere til andre lande, først og fremmest USA. I første omgang var der tale om tyskere, men som verdenskrigen greb om sig, også om folk fra de omliggende lande. I oktober 1940 blev det så Béla Bartóks tur til at forlade sit fædreland Ungarn og rejse til Amerika.

Straks efter ankomsten fik han travlt. Der blev arrangeret koncerter, hvor han medvirkede sammen med sin kone og den 25. november blev han promoveret til æresdoktor ved Columbias Universitet. I begyndelsen af 1941 tog han på en længere koncertturné rundt i landet, men var i øvrigt optaget af at arbejde med en samling af jugoslavisk folkemusik. Hans økonomiske situation blev imidlertid hurtigt forværret, idet USA’s indtræden i krigen fik skatterne til at stige. Og som om det ikke var nok, begyndte hans helbred at skrante. Lægerne syntes i tvivl om diagnosen og eksperimenterede med flere behandlinger, som ikke førte til en væsentlig bedring, og i januar 1943 gav han sin sidste offentlige koncert. Efter et sommerophold ved Saranac-søen kom han dog så meget til kræfter, at han i efteråret 1943 påbegyndte arbejdet på et værk, som var bestilt af den berømte dirigent Serge Koussevitzky. Det blev til hans måske mest spillede værk, Koncert for orkester, som blev uropført 1. december 1943 af Boston Symphony Orchestra.

Normalt taler man om en koncert for et eller andet instrument og orkester, men i dette værk overfører Bartók det koncertante princip på de enkelte grupper og instrumenter i orkestret. Til førsteopførelsen skrev han følgende programnote:

”Værkets almindelige stemning beskriver – bortset fra den spøgefulde 2. sats – en gradvis overgang fra førstesatsens barskhed og den tredjes triste dødssang til finalens livsbekræftelse… Titlen på dette symfoni-lignende orkesterværk forklares ved dets tilbøjelighed til at lade de enkelte orkesterinstrumenter træde koncerterende eller solistisk frem. Denne ‘virtuos’-behandling optræder f.eks. i fugato-afsnittene af den 1. sats (messingblæserne) eller i de perpetuum mobile-agtige passager i finalens hovedtema (strygerne) og især i 2. sats, i hvilken instrument-par et efter et viser sig med brillante passager.”

Orkesterkoncerten blev relativt hurtigt det værk, hvormed Bartók blev kendt i bredere kredse. Desværre nåede han ikke at se dets succes. Han døde af leukæmi d. 26. september 1945.

Koncerten er i fem satser, og tematikken i satserne vidner om Bartóks livslange beskæftigelse med folkemusikken. Den første sats har en langsom indledning, hvor satsens enkelte bestanddele en for en stiger frem fra urtidens tåger. Når den egentlige allegro sætter ind, sker det med et energisk hovedtema med en for Bartók karakteristisk rytmik. Det efterfølgende sidetema er et enkelt totonet tema med en stillestående karakter. Satsen er præget flere fugerede afsnit med en karakteristisk dissonansbehandling.

Hør første sats her:

Anden sats bærer titlen ”Giuoco delle coppie” – parrenes leg – og består af en række selvstændige afsnit, hvor fem forskellige blæserpar optræder hver for sig. Fagotterne spiller i parallelle sekster, oboerne i tertser, klarinetterne i septimer, fløjterne i kvinter og de dæmpede trompeter i sekunder. I midten af satsen høres et korallignende afsnit for messingblæsere, hvorefter parrenes leg gentages i let udvidet form. Satsen slutter med en akkord, hvor alle blæserne optræder med deres særlig interval.

Hør den anden sats her:

De mest poetiske afsnit finder vi i den tredje sats, der ligesom andensatsen har en kædeagtig struktur. Tre temaer afløser hinanden, indrammet af rudimentære motiver i et næsten impressionistisk diffust væv. Det centrale tema bærer tydeligt præg af at være inspireret af den folkelige musik.

Tredje sats kan høres her:

Lyrikken har en central plads i den fjerde sats, som har overskriften ”Intermezzo interrotto” – afbrudt intermezzo. Satsen er tredelt, og del første del indledes med en obosolo, som hurtigt leder over til et af Bartóks allerskønneste temaer, dybt inspireret af den ungarske folkemusik. Titlen bliver indlysende, når midterdelens tema sætter ind. Det er en anden form for folkelighed, efter sigende en parodi på grev Danilos sang ”Nu til Maxim vi går” fra Lehars operette Den glade enke. Bartók stiller her tingene klart op: den ægte, af folket rundne melodi kontra den kunstige ”populære” sang. Man er ikke i tvivl om, hvor han står, hele orkestret vrænger af den sidstnævnte, og en gentagelse af den første afrunder satsen.

Intermezzo interrotto:

Finalen er en udvidet sonateform. Tre temaer behandles, det indledende hornmotiv, det efterfølgende perpetuum mobile-tema i strygerne og endelig det fanfareagtige trompetmotiv, der ligesom de to andre temaer bliver udsat for en raffineret kontrapunktisk behandling. Satsen slutter jublende med en triumferende coda.

Her er sidste sats: