AF PEER KJÆR ANDERSEN

Den ungarske komponist Béla Bartók var en af de mest markante komponister i 20. århundredes første halvdel. Allerede som ung interesserede han sig for den oprindelige ungarske folkemusik og sammen med komponistkollegaen Zoltan Kodály optog han på fonograf hundredevis af folkesange, som han så senere analyserede. Denne interesse påvirkede naturligvis Bartoks måde at komponere på, og han opregnede tre måder, hvorpå folkemusikken fik indflydelse på hans musik. Den første er at lave en udsættelse af en énstemmig folkemelodi med en enkel harmonisering. Denne type kan man f.eks. finde i Sonatinen for klaver.

Hør den her:

Den anden måde er at skabe motiver, der i deres udformning og karakter ligner folkemelodier, men altså er komponistens egne kreationer. Her kan ”Dansesuite” fra 1923 tjene som eksempel:

Den tredje måde er den, hvor komponisten helt har indlevet sig i folkemelodiens væsen, hvor – med Jürgen Balzers ord – ”alt er gennemtrængt af hans viden om folkemusikkens ejendommeligheder, hvor denne viden har befrugtet hans melodik, harmonik og rytme, således at alle detaljer i hans tonesprog, hvor ’moderne’ det end måtte forekomme, rummer noget af folkevisens elementære urkraft.” Til denne kategori hører alle Bartoks modne værker, bl.a. Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste, Koncert for orkester og Divertimento for strygeorkester for blot at nævne nogle vigtige.

Hør f.eks. sidste sats af Slagtøjsmusikken:

Bartók virkede en meget stor del af sit liv i Ungarn, men da de mørke skyer trak sammen over Europa i slutningen af 30’erne, følte han sig truet og emigrerede sammen med sin hustru pianistinden Ditta Pásztory-Bartók i 1940 til USA. Han havde på det tidspunkt fået konstateret leukæmi, og hans sidste år var præget af økonomiske vanskeligheder til trods for en række bestillingsværker fra forskellige mæcener. Her fuldendte han orkesterkoncerten og en stor sonate for soloviolin og påbegyndte også en bratschkoncert til den engelske bratschist William Primrose, men lagde dette værk til side for at arbejde på et ikke bestilt værk, nemlig den tredje klaverkoncert. Han begyndte på værket i sommeren 1945 og trods en forværring af hans sygdom arbejder han intenst på at fuldende det. Ved sin død 26. september 1945 manglede han at instrumentere de sidste 17 takter, der forelå en form for musikalsk stenografi. Det arbejde blev fuldført af hans ven og elev Tibor Serly, og koncerten fik sin førsteopførelse i februar 1946.

Der har været mange svar på spørgsmålet om, hvorfor Bartók havde så travlt med at skabe dette værk, at han lagde alt andet til side. En af dem er, at han vidste, at han ikke havde langt igen og ønskede at efterlade sin kone et værk, der kunne sikre hende solisthonorarer samt indtægter fra kodaafgifterne. Det kan også være svaret på, hvorfor koncerten er så forskellig fra de foregående værker. Den er enkel i fakturen og stiller ikke store krav til teknik og fysik. Instrumentationen er gennemsigtig og netop derfor er koncerten let at lytte til. Tidligere værkes hårde dissonanser er behandlet så raffineret, at de næsten virker som konsonanser.

På en blid strygerbaggrund præsenteres førstesatsens hovedtema unisont i to oktavers afstand. Temaet er rigt ornamenteret , men trods sin skarpe rytmik relativt sangbart:

Hør hovedtemaet:

Satsens andet tema er lyst scherzoagtigt og satsen hele karakter er lys og frisk, måske inspireret af afslutningen på Anden Verdenskrig.

Her er temaet:

En bevæget midterdel udforsker temaernes muligheder, inden reprisen sætter ind med en harmonisk rigere klaversats, men ellers stort set lig ekspositionen.

Anden sats har overskriften Andante religioso. Den er i tredelt form og på baggrund af en velklingende strygesats præsenterer klaveret afsnittets hovedtema, en koralagtig melodi.

Hør begyndelsen af anden sats:

Bartók var fascineret af nattens lyde, insekternes svirren og natfuglenes sang, og i den midterste del af anden sats møder den natmusik, som også optræder i en række af hans andre værker. Det er en foruroligende verden, fuld af skygger og mystik. Herefter vender den første del tilbage, igen i en rigere udformning.

Hør natmusikken:

Uden pause følger nu den afsluttende rondo i 3/8-dels takt med nogle karakteristiske beto-ninger. Satsen er munter og optimistisk og rummer bl.a. en 4-stemmig fuga, udført med stor kontrapunktisk kunst og elegance.

Hør sidste sats her: