Hector Berlioz: Nuits d’été – en sangcyklus om kærlighed, liv og død.

AF PEER KJÆR ANDERSEN

Gennem hele sit liv komponerede Berlioz sange, omkring halvtreds i alt, men det er bemærkelsesværdigt, at der i hans omfattende skribentvirksomhed ikke er en eneste omtale af netop denne sangcyklus. Sangene er komponeret omkring 1841 for sangstemme og klaver til tekster af den franske digter Théophile Gautier, men det var ikke oprindelig Berlioz’ tanke, at sangene skulle fremstå som en cyklus. De blev blot af praktiske grunde udgiver samlet under titlen “Sommernætter”. Da Berlioz i 1856 instrumenterede dem for stort orkester, fremgik det også ret tydeligt, at det ikke var meningen, at de skulle synges af den samme solist, blandt andet er sangene dedikerede til forskellige sangere.

Ikke desto mindre danner de seks sange en velafbalanceret sammenhæng, hvis hovedtema er kærlighed og attrå, savn og død. Cyklussen er et af de allertidligste – måske det tidligste – eksempel på genren “Orkesterlieder”, som senere skulle blive populær blandt andet hos Gustav Mahler. Værket har opnået stor popularitet, hvilket ikke mindst skyldes den geniale instrumentation, der er gennemsigtig og præget af de særlige klangbilleder, der går Berlioz’ musik let genkendelig.

Den første sang har titlen “Villanelle” og er en fejring af foråret. De elskende går tur i skoven, lytter til fuglenes fløjt og vender efter en lang tur hjem med kurven fuld af skovjordbær. Sangen er enkel, næsten som en folkevise, men læg mærke til de subtile ændringer i harmonikken fra vers til vers.
Hør sangen her:

“Le spectre de la rose” – Rosens genfærd – er højdepunktet i samlingen. En rose er død for at kunne smykke en ung pige ved hendes første bal. Den har fundet sit hvilested på pigens alabastbryst, en skæbne, son konger må misunde den, men dens genfærd vil danse ved pigens hovedgærde om natten.

I “Sur les lagunes” – På lagunerne – er poeten draget mod havet på en rejse, men han er alene. Hans elskede er død, hun ligger i kisten og natten breder sit ligklæde over hende. Den glemte due synger sin klagesang i taksttræet, mens musikken dæmpet skildrer båden, der vugger over de små bølger.

“Absence” – Fravær – er en klagesang, hvor digteren bønfalder den elskede om at komme tilbage. Hvis hans legeme havde vinger som hans sjæl, ville han flyve som en due over bjerg og dal til den elskede og sige: ”Vend tilbage til vor kærligheds rede!”

Den mest dystre sang i samlingen er “Au Cimetière” – På kirkegården. Her møder vi en spøgelsesagtig vision af digterens elskede, fuld af melankoli. De dæmpede strygere skildrer den blege måne, understreget af dystre toner i fløjte og klarinet, og sangstemmen er ligesom fastfrosset med mange gentagne toner og en snæver ambitus.

Cyklussen afsluttes med en lys og let forårssang, og trods det dystre indhold i de fire midterste sange slutter den med en lys sang, Den ukendte Ø – “L’île inconnue”. Digteren inviterer en ung skønhed om bord på sit skib, hvor roret er af guld og sejlet en englevinge. Hun ønsker at kommer til den trofaste strand, hvor kærligheden varer evigt, men får til svar, at et sådant land ikke eksisterer

De franske tekster til sangene kan findes på nedenstående adresse. Der er der også henvisninger til engelske og tyske oversættelser af digtene: https://www.lieder.net/lieder/assemble_texts.html?SongCycleId=72

Om forfatteren

Peer Kjær Andersen er cand. mag. i musik og fransk, tidligere lektor ved Risskov Amtsgymnasium samt organist. Han har været fast leverandør af programnoter til Aarhus Symfoniorkester siden 2004.