AF PEER KJÆR ANDERSEN

Béla Bartóks eneste opera Hertug Blåskægs borg havde premiere i Budapest 24. maj 1918. Teksten, som er i en tung, symbolistisk stil af digteren Béla Balázs, bygger på en fortælling, der kan spores helt tilbage til 500-tallet, men som i dag kendes bedst fra Perraults eventyrsamling Gåse-mors fortællinger fra 1695. En ung kvinde – her med navnet Judith – har indvilget i at tilhøre Blåskæg og føres ind i hans dunkle, kolde borg, i hvis midterhal der befinder sig 7 døre. Judith ønsker at bringe lys og liv ind i borgen, men hun vil først se, hvad der gemmer sig bag de lukkede døre. Med en let tøven giver Blåskæg hende nøglen til den første dør, og da hun åbner den, strøm-mer et rødt lys ud i hallen: Judith har åbnet døren til hans torturkammer, hvor alt er dækket af blod.

Her hører vi et gennemgående træk i operaen. Hver gang talen kommer på blod, illustrerer Bartók dette med det mest dissonerende interval, en lille sekund.

Den første dør:

Foruroliget beder hun om endnu en nøgle, og fra den anden dør ser hun ind i Blåskægs våbenkammer, hvor der klæber blod til alt. Blåskægs magt er frygtindgydende, men Judith vil vide mere. Men nu advarer Blåskæg: endnu tre nøgler får hun, men må så ikke spørge mere. Et gyldent lys breder sig i hallen, da den tredje dør åbnes. Her er hertugens skatkammer, fyldt med guld og ædelstene, men igen klæber der blod til alt i rummet. Det samme gør sig gældende bag den fjerde dør, som åbner ind til borgens have, som blomstrer med roser, liljer og alskens planter, alle vandet med blod. Judith vil vide, hvem der har vandet hans have, men Blåskæg ignorerer spørgsmålet og beder hende åbne den femte dør. Her er vi ved operaens musikalske højdepunkt. Med en strålende og triumferende musik priser Blåskæg sine besiddelser. Her er alt det lys, som Judith ønskede ind i borgen, men i stedet for at begejstres, stivner hun, da hun ser, at skyerne kaster blodige skygger over landskaber. Kontrasten mellem Blåskægs stolthed og Judiths lavmælte kommentar røber de stærke følelser, der behersker scenen.

Den femte dør:

Judith får den sjette nøgle, og bag døren findes stille, hvide vande, søer af tårer. Hun vil vide, hvem han har elsket før, men nu beder han hende om ikke at spørge mere. Hun insisterer og til sidst får hun nøglen til den sidste dør, bag hvilken befinder sig prægtigt klædte kvinder, Blåskæg tidligere koner, som nu får selskab af Judith med ordene ”Evig er nu natten i min borg, evig”. Forventningen om at have fundet en forløsning er tilintetgjort.

Den sidste dør:

Emnet er blevet behandlet musikalsk flere gange, blandt andet i Paul Dukas opera Ariane et Barbe-Bleu, som bygger på et symbolistisk drama af Maurice Maeterlinck. Dette drama har givetvis også været en inspirationskilde for Bartók, lige som operaen røber påvirkning fra Debussy. Operaen regnes for en af de mest betydningsfulde i 20. århundrede, og den er nok karakteristisk ved, at handlingen ikke udspilles scenisk, men på det psykologiske plan. Det er værk, der – som Jürgen Baltzer udtrykker det – er mere symfonisk end dramatisk, mere instrumentalt end vokalt. Og netop derfor egner det sig glimrende til en koncertopførelse. Historien fortælles i alle detaljer i musikken.