Britten, Rostropovitj og celloen

Der er i musikhistorien flere eksempler på vekselvirkningen mellem en udførende kunstner og en komponist. I slutningen af 1800-tallet var Joseph Joachim en fejret violinist, og Johannes Brahms søgte hans råd i udformningen af solostemmen såvel i sin violinkoncert som i dobbeltkoncerten. Antonin Dvořák samarbejdede med cellisten Hans Wihan om tekniske detaljer i sin cellokoncert, og i det 20 århundrede har samarbejdet mellem Benjamin Britten og Mstislav Rostropovitj beriget cellolitteraturen.

Britten blev født 22. november 1913 på Skt. Cæcilias dag, musikkens skytshelgen. Han fik sit egentlige gennembrud som komponist med Variationer over et tema af Frank Bridge i 1937 og slog i 1945 sit navn fast som Englands største komponist siden Henry Purcell med operaen Peter Grimes, der stadig regnes for et af hans hovedværker.

En meget stor del af Brittens produktion er af vokal karakter, især korværker og sange, hvor han opviser et stort kendskab til europæisk og især engelsk poesi. Rent instrumentale værker er sjældne, det mest kendte er nok hans Sinfonia da Requiem fra 1940, og det fik kritikere til at spekulere over, om Britten havde potentiale til at skrive i den store symfoniske form uden vokale indslag. Det skulle imidlertid vise sig, at evnen var der, den manglede blot en impuls for at træde frem i fuldt flor.

Den kom ved mødet med Mstislav Rostropovitj. Han blev født 27. marts 1927 og gav efter en grundig uddannelse sin første koncert i 1942. En række russiske komponister skrev værker til ham, bl.a. Prokofjev og Sjostakovitj. Rostropovitjs internationale karriere begyndte i 1963 i Liège, og snart blev han en eftertragtet solist over hele verden. Hans tekniske kunnen var legendarisk og placerer ham som en af de største cellister overhovedet.

Embed from Getty Images
I 1960 hørte Britten i en radioudsendelse for første gang Rostropovitj spille. Det var en åbenbaring for ham, en ny måde at behandle instrumentet på, mere vitalt end han var vant til. Få dage senere gav Rostropovitj en koncert i London, hvor han opførte Sjostakovitjs første cellokoncert. Britten var til stede ved koncerten sammen med Sjostakovitj, som efter koncerten beklagede sig over ømme ribben, fordi Britten gentagne gange havde puffet til ham i begejstring over Rostropovitjs spil.

Britten var altså allerede tændt, og Sjostakovitj indvilligede i at præsentere ham for Rostropovitj efter koncerten. Og her var det nær gået galt. Rostropovitj har senere fortalt, at han dårlig nok kendte Britten af navn og troede grinende, at det var en vits, da Sjostakovitj ville præsentere dem for hinanden. Han fik dog reddet situationen, og som han plejede, når han mødte en komponist, insisterede han på, at Britten skulle skrive et værk til ham. Det resulterede i en Sonate for cello og klaver, som Britten og Rostropovitj opførte samme år. Som en kuriositet kan nævnes, at Rostropovitj kun kunne tre-fire sætninger på engelsk på det tidspunkt, og da Britten ikke kunne russisk, måtte de opfinde deres eget sprog, en form for gebrokkent tysk, kaldet “Aldeburgh Deutsch” med reference til Brittens hjemegn Aldeburgh.

Embed from Getty Images
Makkerskabet viste sig at være helt perfekt, og da de to kort tid efter spillede Schuberts Arpeggione Sonate ved en koncert i Aldeburgh, blev opførelsen og den efterfølgende indspilning en legende i det 20. århundredes musik, og Rostropovitj ønskede efter den koncert ikke at spille værket med andre. Hans datter Olga sagde herom bl.a.: ”Der er to mennesker og to instrumenter, men når man lytter til det, lyder det som et.”

Andre indspilninger fulgte og også i privatlivet delte de hinandens interesser – for hurtige biler og god mad. I 1963 fulgte så cellosymfonien, som med sin komplicerede struktur står som Brittens største og mest betydningsfulde rent instrumentale værk. Både her og i sonaten udnyttes celloens muligheder til det yderste med pizzicati, flageoletter og dobbelt-, tredobbelt- og firedobbeltgreb. Britten valgte betegnelsen Symfoni for cello og orkester for at markere, at der ikke er tale om en koncert i traditionel forstand, men et værk med tæt integration mellem soloinstrument og orkester.

Værket fik sin førsteopførelse i Moskva i 1964 med Rostropovitj som solist og Britten som dirigent og blev hurtigt udbredt til resten af verden, ikke mindst takket være en fremragende pladeindspilning. Men samarbejdet stoppede ikke der. Fra 1965 til 1971 skrev Britten tre suiter for solo-cello som en direkte følge af Bachs seks, alle tilegnet Rostropovitj. Her er stilen meget indadvendt og afspejler den bekymring for verdens situation, som allerede kom til udtryk i War Requiem. Tilsammen er de fem ovennævnte værker udtryk for et af de mest frugtbare musikalske venskaber i vor tid.

– Peer Kjær Andersen

Links

Der findes flere fine indspilninger med Rostropovitj og Britten. Lyt f.eks. til deres legendariske indspilning af Schuberts Arpeggione Sonate:

Samt første sats af Brittens cellosonate med Rostropovitj:

Eller se Rostropovitj spille den sidste variation af Tjajkovskijs Rokoko-variationer med Britten som dirigent:

Hør det med Aarhus Symfoniorkester

Om forfatteren

Peer Kjær Andersen er cand. mag. i musik og fransk, tidligere lektor ved Risskov Amtsgymmnasium samt organist. Han har været fast leverandør af programnoter til Aarhus Symfoniorkester siden 2004.