AF PEER KJÆR ANDERSEN

Benjamin Britten var dybt fascineret af den menneskelige stemmes udtryksmuligheder, og vokale værker går som en rød tråd gennem hele hans produktion. Mest markant ses det i hans mange operaer, som hører til de bedste og mest originale i det 20. århundrede, men også i hans korsange og ikke mindst i hans værker for sangstemme og orkester. Det første forsøg i genren kom i 1936 med titlen Our Hunting Fathers med tekst af W. H. Auden. Værket forvirrede publikum og nåede aldrig en større popularitet. Så gik det bedre med cyklussen fra 1940, Les illuminations til tekster af Arthur Rimbaud. På det tidspunkt var tenoren Peter Pears kommet ind i billedet, og de to sidste cyklusser, Serenade fra 1943 og Nocturne fra 1956 blev til i et tæt samarbejde mellem de to kunstnere.

I begge værker viser Britten sit store kendskab til engelsk poesi, fra middelalderen til vore dage. I serenaden er stemningen overvejende lys og lyrisk, mens nocturnen er mere indadvendt. Teksterne er valgt med omhu og beskæftiger sig i nocturnen med mørkets og søvnens univers. Mens serenaden er i adskilte satser, er nocturnen et sammenhængende stykke, hvor forbindelsen mellem de enkelte afsnit formidles af et vuggende tema. Tekstens kontraster mellem det uforstyrrede søvn og det problemfyldte mareridt markeres gennem hele værket ved modsætningen mellem C-dur og D-dur.

Værket er skrevet for strygeorkester og syv obligate instrumenter, fløjte, engelskhorn klarinet, fagot, harpe, horn og pauker, og hvert af de otte digte med undtagelse af det første er ledsaget af et af soloinstrumenterne. Her kommer Brittens indgående kendskab til orkestrets instrumenter til sin ret. Med usvigelig sikkerhed finder han frem til karakteristiske vendinger for det specifikke instrument og og tilpasser det til stemningen i digtet. Mest fantastisk kommer det til udtryk i det fjerde afsnit ”Midnight Bell”, hvor man får en demonstration af hornets fantastiske muligheder.

Nocturnen fik sin premiere til Leeds Festival i 1958, hvor den blev godt modtaget. Den kom også til at stå som et varsel om, hvad der var i vente, for mange af de klange og effekter, som optræder i dette værk, kan man genfinde to år senere i Brittens opera En skærsommernatsdrøm, der jo også handler om drømme og natlige forviklinger.