Coriolan – en af Beethovens helte

AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

I 2020 fylder Beethoven 250 år, og fødselarens musik kommer til at dominere spilleplanerne verden over.

Ny Carlsberg Glyptoteket ejer denne Beethoven-buste af den franske billedhugger Eugène Guillaume (1822-1905). Flickr/Thomas Quine

Årets første symfonikoncert med Aarhus Symfoniorkester består udelukkende af Beethoven-værker, nemlig Coriolan-ouverturen, den 5. klaverkoncert med tilnavnet “Kejserkoncerten” og den 2. symfoni.

Det førstnævnte værk har i modsætning til de to følgende værker en konkret handling som baggrund. Det er en ouverture til skuespillet Coriolan af den østrigske forfatter Heinrich Joseph von Collin (1771-1811) – et sørgespil i fem akter om den romerske sagnhelt Gnaeus Marcius Coriolanus. Skuespillet var blevet uropført i Wiener Hoftheater den 24. november 1802, og som det var typisk for mange teaterstykker på dette tidspunkt var der musik både før stykket og mellem akterne. I dette tilfælde var den af komponisten Abbé Stadler (det drejede sig faktisk om bearbejdelser af Mozarts musik til operaen Idomeneo – en gængs praksis på denne tid). Collins Coriolan blev en stor succes og blev også spillet i andre byer.

Titelbladet til den trykte udgave fra 1804 til Collins sørgespil. Europeana Collections

Beethoven kendte Collin personligt, og han skrev sin Coriolan-ouverture i begyndelsen af 1807 – eller færdiggjorde den i hvert fald på dette tidspunkt. Der er ikke overleveret skitser til dette værk, så man kender ikke kompositionsforløbet, og man ved således heller ikke, hvorfor Beethoven komponerede sin ouverture fem år efter uropførelsen. Dramaets handling må under alle omstændigheder have tiltrukket ham.

Ouverturen blev ifølge en notits i et tidsskrift spillet første gang i marts 1807 ved en subskriptionskoncert hos en fyrst L. under Beethovens egen ledelse. Det kan her i Wien dreje sig om enten fyrst Lichnowsky eller måske nærmere fyrst Lobkowitz. Koncerten var del af en serie, hvor bl.a. den 4. symfoni og den 4. klaverkoncert også blev uropført.

Coriolan-ouverturen blev så efter al sandsynlighed spillet sammen med teaterstykket ved en opførelse i hofteatret i Wien den 24. april 1807, dvs. kort efter sin førsteopførelse hos denne fyrst L.

Collins i øvrigt læseværdige skuespil er – i modsætning til Beethovens ouverture – glemt i dag, men handlingen vil være flere bekendt fra Shakespeares skuespil Coriolanus, der bygger på samme kilde, nemlig den antikke forfatter Plutarks biografier.

Handlingen udspiller sig i det 5. århundrede før Kristus. Selvom feltherren Coriolan sejrrigt har tjent sin hjemby Rom, bliver han forvist fra byen. Fyldt af trods og hævntørst fører han så volskerne – et indvandret oldtidsfolk – imod Rom.

Deputationer fra Rom kommer til Coriolans lejr for at bede ham skåne byen. Øvrigheden kommer, repræsenteret ved ypperstepræsten, og der kommer en faderskikkelse, den gamle senator Sulpitius, der altid har set Coriolan som et ideal, samt senatoren Minutius, en af Coriolans nære venner. De kan dog ikke få ham fra hans forehavende.

Men også Coriolans hustru og ikke mindst hans stolte, nu knækkede mor bliver sendt til ham, og deres bønner får ham slutteligt til at beslutte at skåne Rom. Coriolan begår selvmord – han dør for eget sværd.

Collin og Shakespeare skriver i hver deres tid, og hos Collin er Coriolan en tragisk helt, mens han hos Shakespeare bliver myrdet som følge af intriger. Collins helt er tillige langt mindre tvetydig end Shakespeares helt – Collins Coriolan er på trods af sine fejl stolt og viljestærk og et ideal.

Plutark er også populær blandt malere. Her er Coriolan og hans mor skildret af Henri-Léopold Lévy i 1862. École Nationale Supérieure des Beaux-Arts, Paris. Wikimedia Commons

Det må være klart for de fleste, der hører Beethovens pragtfulde og musikalsk kontante værk, at der er en eller anden bagvedliggende idé, ikke mindst pga. slutningen, og det må så være op til hver enkelt tilhører, hvor vidt man vil gå i sin fortolkning.

Man kunne – som Richard Wagner gjorde det i et berømt program fra 1852 – vælge at se det som et ydre drama. Wagners program går i forkortet form ud på, at de voldsomme orkesterakkorder og det derefter følgende markerede tema i ouverturens begyndelse illustrerer den stolte og krigeriske Coriolan:

Det smukke, klagende sidetema udgør dem, der går i forbøn for Rom, ikke mindst moderens og hustruens bønner:

Coriolan kastes i det følgende frem og tilbage mellem disse bønner og sin pligt og sin vrede over Rom, dvs. musikken blander disse temaer.

Til slut i en genial dramatisk coda dør helten Coriolan – hans musik ebber ud, og Coriolans orkesterakkorder mister deres kraft, og hans markerede tema fragmenteres for at klinge ud, dø ud:

Læg mærke til den enorme forskel på indledningens fulde fortissimo-orkester, og afslutningens blot knipsede, pianissimo-toner i strygerne.

Man kunne også vælge, at se musikken som et indre drama, dvs. en skildring af den konflikt, der er i Coriolans indre, og at hovedtemaet er det heroiske, stolte og hævntørstige i Coriolans sind, mens sidetemaet er hans mere menneskelige og følelsesbetonede sider.

Beethoven tilegnede sin ouverture til Collin. Nogle år senere skrev han i øvrigt en anden teaterouverture til et tragisk skuespil om en helt, nemlig til Goethes Egmont. Og en af Beethovens symfonier er som bekendt en heltesymfoni, nemlig den 3. symfoni med tilnavnet “Eroica”.

Hør det med Aarhus Symfoniorkester

Om forfatteren

Leif V.S. Balthzersen er mag.art. i musikvidenskab, forfatter og tidligere musikchef for Aarhus Symfoniorkester. Han har for nylig udgivet Richard Strauss’ orkesterværker. En brugsanvisning på Aarhus Universitetsforlag.