Assisterende dirigent Daniel Rueda Blanco
Mød Aarhus Symfoniorkesters nye assisterende dirigent for sæson 22/23, den 29-årige colombianer Daniel Rueda Blanco.

Aarhus Symfoniorkester byder denne sæson Daniel Rueda Blanco velkommen i stillingen som assisterende dirigent. Blanco er født i Colombia og færdiggjorde sidste år sin kandidat på University of Music and Performing Arts i Wien, hvor mødet med faget beskrives som “kærlighed ved første blik”.

Selvom interessen for musik strækker sig helt tilbage til de tidlige barndomsår, var drømmen dengang anderledes. Som ganske ung drømte Blanco nemlig om, at blive pianist og begyndte derfor at spille klaver, skrive musik og opnåede hurtigt stor anerkendelse. Som pianist vandt han i 2014 solistkonkurrencen på det colombianske nationalkonservatorium.

På universitetet fik Blanco dog øjnene op for dirigentfaget og har i dag som 29-årig allerede høstet mange roser for sit arbejde. Han vandt bl.a. dirigentprisen ved Orquesta Sinfónica Nacional de Colombia i 2017 og blev i 2019 tildelt en speciel pris af Filarmonica George Enescu til den internationale dirigentkonkurrence Jeunesses Musicales Bucharest.

Derudover har Blanco arbejdet med adskillige orkestre verden over. Heriblandt Philharmonie des Staatstheaters Cottbus, Simfonični orkester Slovenske filharmonije og Die Webern Kammerphilharmonie. Derudover har han siden 2019 været chefdirigent for en af verdens ældste symfoniorkestre, Musikverein St. Pölten i Østrig. Daniel Rueda Blanco har siden 2021 været stipendiat i Dirigentforum for det tyske musikråd (Forums Dirigieren des Deutschen Musikrats).

Blanco har længe været interesseret i Aarhus Symfoniorkester og har siden sin audition været betaget af orkestrets kemi:

When I came to the audition I remember that I felt this good chemistry and connection. It’s interesting to explore this connection and feel the relationship. The orchestra is very kind and proactive and very curious about doing new things, so it was very exciting when I came to be the designated assistant conductor.

At være assisterende dirigent i en sæson med ungdom som ét af temaerne vækker tilmed begejstring hos Blanco. For ham betyder dét at være ung at være nysgerrig, og det er en essentiel del arbejdet for den assisterende dirigent.

When I start looking for a piece I try to have as much knowledge as I can – about the composer, about the time he or she was living in, about the possible inspirations that directly or indirectly affected him or her to write this piece of music.”

For ham handler det i høj grad om at være åben og at udforske musikken i fællesskab. Her har en dirigent som Claudio Abbado længe tjent som inspiration på grund af hans tilgang til samarbejde i et orkester. Abbados måde på at møde musikerne i øjenhøjde har i høj grad inspireret den unge dirigent og er noget, han stræber efter selv at efterleve.

HVAD LAVER EN ASSISTERENDE DIRIGENT?

Takket være en generøs donation fra Augustinus Fonden er Aarhus Symfoniorkester i stand til at hyre en fast assisterende dirigent i ét år ad gangen – som det første orkester i Danmark.

Ud over at få mulighed for at dirigere orkestret ved udvalgte koncerter, skal den assisterende dirigent indgå i et løbende udviklingsarbejde med orkestrets chefdirigent og de øvrige erfarne gæstedirigenter som mentorer, og i den forbindelse deltage i en række musikalske opgaver, herunder balancelytning, research, akustisk og musikalsk sparring og forberedende prøvearbejde.

Den assisterende dirigent tilknyttes orkestret i minimum 10 uger ud over de produktioner, som vedkommende selv dirigerer, og vil ligeledes dirigent indgå i orkestrets outreach-arbejde, både som planlægger, formidler og dirigent ved f.eks. lokalcenterkoncerter. Orkestret vil også tilknytte vedkommende som formidler af koncertintroduktioner til Aarhus Symfoniorkesters erhvervsklub SymfoBusiness.

Den assisterende dirigent vil forventes at assistere nodearkivaren med strøgsætning, research på nodeudgivelse med mere, da indgående kendskab til arkivarens funktion er en vigtig forudsætning for en professionel dirigent.

Donationen fra Augustinus Fonden løber over en tre-årig periode med følgende assisterende dirigenter tilknyttet:
2021-22: Nathanël Iselin
2022-23: Daniel Rueda Blanco
2023-24: bestemmes i forbindelse med dirigentkonkurrence i foråret 2023

At have en fast tilknytning til et orkester er en blåstempling, som udover at give ro til at udvikle sig under trygge rammer – men med professionelle krav – spiller en afgørende rolle for den unge dirigents evne til at skille sig ud fra mængden. Samtidig giver det et unikt tilhørsforhold, hvor både orkester, publikum og den assisterende dirigent oplever at vokse sammen, at heppe på hinanden, så en fremtidig stjernekarriere uløseligt vil være forbundet med det orkester, der gav næring, plads og hjemsted til talentet. Det gør både orkester og dirigent bedre og større.

Direktør for Augustinus Fonden, Frank Rechendorff Møller udtaler:

”Aarhus Symfoniorkester har præsenteret en ambitiøs udviklingsplan for den musikalske fødekæde i Danmark, som ikke kun kommer orkestret selv til gode. Vi støtter ambitionen om at sætte danske og danskuddannede dirigenter på verdenskortet og sikre, at det danske dirigentmiljø får de bedst mulige vækstbetingelser”.

Musikchef for Aarhus Symfoniorkester, Jesper Nordin tilføjer:

”Det er helt fantastisk at Augustinus Fonden har valgt at støtte vores arbejde med dirigentens udviklingsbue, som er et hjerteblodsprojekt for mig personligt, og jeg er stolt over, at Aarhus Symfoniorkester nu kan sætte handling bag et længe udtalt ønske blandt de danske orkestre om at styrke de unge dirigentspirer. Det har Aarhus Symfoniorkester – og det danske musikliv generelt – stor gavn af, både på kortere og længere sigt.”