AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Vi kan lige så godt få det overstået med det samme og begynde med årsagen til, at Franz Liszts tonedigt Les Préludes er blevet så berygtet. Her er et udsnit af en ugerevy, dvs. en nyhedsudsendelse, fra Det Tredje Rige under Anden Verdenskrig – underlægningsmusikken er fra Les Préludes:

Nazisterne brugte Liszts musik til indledninger, afslutninger eller underlægning i ugerevyer og propagandafilm i biografen, og den blev også brugt i radioen og i fangelejre. Deres misbrug af musik gik også ud over andre komponister, herunder ikke mindst Richard Wagner.

Liszt har naturligvis ikke noget med alt dette at gøre, og nu, hvor vi har overstået denne del af receptionshistorien, kan vi se på værket, der heldigvis ud over at være berygtet også er utroligt populært. Les Préludes er ofte på koncertprogrammerne og er f.eks. også brugt i et hav af spillefilm, herunder Flash Gordon-film, samt tegnefilm, så rigtigt mange mennesker kender musikken uden at vide, at det er Liszt.

Franz Liszt levede et meget broget og eventyrligt liv. Han var født i en landsby i Ungarn i 1811. Som vidunderbarn kom han til Wien, for at fortsætte sin uddannelse. Senere blev Paris hans base. Som enestående virtuos pianist og klaverkomponist lagde han hele Europa for sine fødder, og han blev både som musiker og mand tilbedt i en grad, som kan sammenlignes med vore tiders popstjerner. Den omrejsende kunstner faldt senere til ro som kapelmester i Weimar, hvor han også underviste og komponerede. Liszts udsvævende og skandaleombruste liv var på en særegen vis kombineret med en stor religiøsitet, og han tog en lav præstegrad i Rom, hvor han nu opholdt sig på skift med Budapest og Weimar. Liszt blev en gammel mand, og på sine ældre dage var han ofte i Bayreuth, hvor hans datter Cosima, der var blevet gift med Wagner, også boede, og hvor han døde i 1886.

Les Préludes er programmusik, dvs. musik, der kan forestille personer, illustrere ideer, fortælle eller illustrere en handling etc. Meget ofte knyttes bestemte temaer eller motiver til bestemte personer eller genstande på samme måde, som man bruger ledemotiver i operaer.

Ordet programmusik skyldes, at der er brug for et ikke-musikalsk program for at trænge ind i musikken. Det er meget forskelligt fra værk til værk og fra komponist til komponist, hvor detaljeret musikken og programmet er.

Den mest populære genre indenfor programmusikken er tonedigtet eller det symfoniske digt, som det også kaldes. Det er som regel et énsatset værk, og der findes utallige eksempler på tonedigte, ikke mindst fra anden halvdel af 1800-tallet. Blandt de mest kendte er netop Liszts Les Préludes samt Sibelius’ Svanen fra Tuonela og Finlandia, Tjajkovskijs Romeo og Julie, Dukas’ Troldmandens lærling, Respighis Roms fontæner og – nok allermest berømt – Smetanas Moldau.

Franz Liszt skrev 13 tonedigte, som på hans tid blev hyppigt opført, men som i dag – med urette – er sjældne at finde på koncertprogrammerne, lige med undtagelse af “Les Préludes”. I hans orkestermusik mærker man tydeligt indflydelsen fra Berlioz og Wagner, og sidstnævnte fik hans musik omvendt også indflydelse på. Komponister indenfor denne retning indenfor musikken blev kaldt “nytyskere”.

Ofte er der i tonedigte tale om et litterært udgangspunkt, og Liszt skriver på et tidspunkt: “Musikkens mesterværker optager mere og mere litteraturens mesterværker i sig”. Han taler også om “musikken som en digterisk kunst”.

Les Préludes har netop et sådan litterært udgangspunkt. Tonedigtet har en lang tilblivelseshistorie med mange versioner, og uropførelsen af værket, som vi kender det i dag, fandt sted ved en koncert på Hofteatret i Weimar den 23. februar 1854, dirigeret af komponisten selv. Den fulde titel er: Les Préludes. D’après Lamartine. (Méditations poétiques), det vil sige: Præludier. Efter Lamartine. (Poetiske eftertanker).

Alphonse de Lamartine (1790-1869) var en af de store, franske digtere fra romantikken. Han har bl.a. udgivet to bind med “Méditations poétiques”, og heri finder man det meget lange digt “Les Préludes”.

I partituret til sit tonedigt har Liszt sat et forord til værket. Det er undertiden blevet forvekslet med en tekst af Lamartine, men den er skrevet af Liszt selv og hans samleverske, fyrstinde Carolyne Sayn-Wittgenstein:

Er vort liv andet end en række præludier til den ukendte sang, hvis første og højtidelige tone døden istemmer? – Kærligheden er det fortryllende morgengry i ethvert liv, men hvor finder man en skæbne, hvor de første glæder slet ikke bliver afbrudt af noget uvejr, hvis dødelige vindstød fordriver dens smukke illusioner, og hvis skæbnesvangre lyn ødelægger dens alter? Og hvor finder man en grusomt såret sjæl, som når et af disse uvejr er ovre ikke søger at hvile sine erindringer i den søde fred i det landlige liv? Manden trækker sig imidlertid sjældent længe tilbage for at nyde den velgørende mildhed, der i første omgang henrykte ham ved naturens bryst, og når trompeten har blæst sit alarm-signal, iler han til den farefulde post i hvilken som helst krig, der kalder ham til sine rækker, for i kampen at genfinde den fulde selvbevidsthed og den fuldkomne besiddelse af sine kræfter.

Når man hører tonedigtet, skiller der sig fire hovedafsnit ud, som kunne følge den ovenstående beskrivelse: