AF PEER KJÆR ANDERSEN

I de sidste 200 år har symfonien som genre haft en fast plads på programmet ved klassiske koncerter. Med sine utroligt vide rammer har den givet komponister næsten grænseløse muligheder for at udtrykke, hvad de måtte have på hjerte. Spektret er virkelig bredt, fra Mozarts kammersymfonier til Mahlers ”Sinfonie der Tausend”, fra Haydns Londonsymfonier til Sjostakovitj’ monumentale værker.

Ordet ”symfoni” kommer fra græsk og betyder noget i retning af samklang eller harmoni. Det har tidligere været brugt i flere sammenhænge, bl.a. i 17. århundrede, hvor ordet sinfonia betegnede ouverturen til en italiensk opera. En sådan ouverture var ofte i tredelt form med temporækkefølgen hurtig-langsom-hurtig, og den betragtes som regel som den direkte forløber for den klassiske symfoni. I midten af 18. århundrede opstod i Tyskland den såkaldte Mannheimer-skole, som tog udgangspunkt i den italienske sinfonia og påbegyndte en udvikling af denne. Væsentlige træk i denne periode var uventet brug af forte og fortissimo, en udpræget homofon stil uden polyfone afsnit og opadgående figurer, ofte i form af brudte treklange, de såkaldte Mannheimer-raketter. Betydende komponister inden for denne skole var Stamitz-familien med Johann Stamitz (1717-57) som den vigtigste.

Hør en Stamitz-symfoni fra Mannheimerskolen:

Det næste skridt i udviklingen af symfoni-formen kom med Joseph Haydn (1732-1809). I 1761 blev han ansat som hofkomponist hos den ungarske fyrst Esterhazy, en stilling, som han beholdt i 30 år. Her fik han rådighed over et orkester, hvor han kunne afprøve de nyskabelser inden for symfoniformen, som har fået eftertiden til at kalde ham symfoniens fader. Han arbejdede blandt andet med tematisk dualisme, dvs. hovedtema og sidetema, ligesom han eksperimenterede med instrumentation, Af hans i alt 104 symfonier er det dog kun de sidste 15-20 stykker, der har fundet en fast plads på repertoiret. De hører til gengæld til de mest elegante og charmerende i genren.

Lyt her til sidste sats af Haydns symfoni nr. 104:

Haydn skrev sin første symfoni i 1759, altså da han var 27 år gammel, mens Mozart (1756-91) kun var 8 år, da hans første symfoni så dagens lys. Hos ham fik genren en ny drejning, for mens Haydns værker er lyse og optimistiske, er kontrasterne store hos Mozart. Hans sidste tre symfonier rykker igen grænsen for hvilke følelser, der kan rummes i symfoniformen. Mozart arbejder ikke med formen, som han overtog næsten færdig fra Haydn, men derimod med de emotionelle dybder i værkerne. Især symfoni nr. 40 er overvældende i sin tragik. Mozarts biograf Einstein skriver således: ”Gennemføringerne i ydersatserne er spring ned i sjælens afgrund, symboliseret ved modulationer så dristige, at hans samtid må have følt sig aldeles forvildede.” Symfonien er nu gået fra at være underholdende til at være et ubønhørligt vidnesbyrd, langt fra Haydns glade optimisme.

Her kan man høre første sats af Mozarts nr. 40:

Beethoven (1770-1827) fik sin første symfoni opført i 1800, et værk, som Haydn og Mozart i mangt og meget havde stået faddere til, men også et værk, der også spåede om den enorme udvikling, som genren skulle gennemgå de næste 25 år. Beethoven skrev ”kun” 9 symfonier, men deres individuelle særpræg er endnu større end i Mozarts sidste værker. Orkestret udvides, det tematiske arbejde bliver endnu mere udførligt samtidig med, at værkernes proportioner vokser kraftigt. Hvor Mozarts længste symfoni spiller omkring 28 minutter, varer Beethovens ”Eroica” cirka 50. I disse symfonier lægges grunden til den romantiske musik, både den absolutte musik og programmusikken. Stemningsspektret er stort, Der er noget for enhver smag, fra den aggressive skæbnesymfoni til den fredfyldte 2. sats i Pastoralesymfonien, som kan høres herunder

Beethoven: Symfoni nr. 6, 2. sats:

Og så er vi nået frem til Schubert (1797-1828), der lige som Beethoven kun skrev få symfonier. De deler sig i to grupper, nemlig de første seks, som blev til i årene 1813-1817 og de sidste to, nemlig den ufuldendte, som slet ikke er ufuldendt, men blot en symfoni med kun to satser og så den store C-dur, som Schumann kaldte ”symfonien med den himmelske længde.” Grundkarakteren i de seks første værker er blevet kaldt elskværdigt underholdende, og det ganske tydeligt, at Beethoven har stået model til det tematiske arbejde, mens man sporer påvirkningen fra Haydn i det glade gemyt og den naive, friske musiceren. Meget tyder på, at værkerne er blevet til med henblik på en hurtig opførelse, måske med et amatørensemble. Der stilles ikke store krav til orkestret, hverken teknisk eller ressourcemæssigt, men Schuberts velformede melodier er et bærende element. Med Schuberts værker slutter den wienerklassiske symfonis epoke samtidig med at romantikken holder sit indtog. Men det er en anden historie.

Schubert: Symfoni nr. 1