AF PEER KJÆR ANDERSEN

Hector Berlioz er en af de mest fascinerende skikkelser i fransk musikliv og en typisk repræsentant for den højromantiske musik. Han var betaget af orkestrets muligheder og med stor virtuositet og opfindsomhed skabte han rigdom af klangvirkninger og en farveskala, som indtil da havde været ukendt og uudnyttet. Han var forfatter til en instrumentationslære, som anvendes den dag i dag, og han knyttede ofte sine nyopdagede ressourcer til at skildre poetiske emner. Han var af natur en overspændt person, hvilket gav sig tydeligt udslag i valget af temaer og tekster, bl.a. i sangcyklussen Nuits d’été – sommernætter. Bedst kommer det dog til udtryk i hans mest berømte værk Symphonie fantastique med undertitlen ”Episoder af en kunstners liv”.

Baggrunden for værket er selvbiografisk. Værket er skrevet i 1830 og nogle få år tidligere havde en engelsk teatertrup givet gæstespil i Paris, fortrinsvis med værker af Shakespeare. Det blev Berlioz’s første bekendtskab med den store dramatiker, men det medførte også en voldsom og lidenskabelig forelskelse i en ung skuespillerinde ved navn Henrietta Smithson, som bl.a. optrådte i rollerne som Ophelia og Julie. For den overfølsomme unge mand – han var på det tidspunkt 27 år gammel – blev denne oplevelse en altfortærende lidenskab. Selvom han ikke kendte hende personligt, bestormede han hende med kærlighedsbreve og bønner om at mødes, men alt blev koldt afvist, og hans næsten sværmeriske dyrkelse af hende blev ikke mindre af, at hun kort tid efter vendte tilbage til England. Til sidst forsøger han at arbejde sig ud af situationen ved at skildre sin store kærlighed i en symfoni.

I et brev i 1830 skildrer han bl.a. sin sindsstemning i forbindelse med kompositionen således:
”Alle mine minder vågner, stormer ind over mig og sønderriver mit hjerte. Jeg hører det slå, og dets pulsslag ryster mig som stempelslagene i en dampmaskine. Hver fiber i mit legeme sitrer af smerte. Forgæves! Det er forfærdeligt.”

Han var på det tidspunkt godt i gang med symfonien, men undervejs hørte han nogle rygter, som i den grad ændrede hans plan. Forelskelsen blev til foragt og de to sidste satser af symfonien blev til en slags hævn over for den faldne engel. Den oprindelige plan var at lade hende optræde som kurtisane ved en heksesabbat, men han lod senere slutsatserne forklare som uhyggelige visioner i en opiumsrus.

Førsteopførelsen fandt sted i december 1830. Henrietta var igen i Paris, og man havde arrangeret en velgørenhedsforestilling til fordel for hende, der nu var nødlidende. Inden symfonien blev opført, afslørede Berlioz med velberåd hu, hvem der havde stået model til værket. Det sensationslystne publikum fyldte salen og symfonien blev en enorm succes. Og historien fik et bittersødt efterspil: tre år efter uropførelsen blev Henrietta gift med Berlioz, men ægteskabet blev hurtigt ulykkeligt og endte med en skilmisse. Den kærlighed, den kærlighed…

Symfonien er et strålende eksempel på Berlioz’ geniale instrumentationskunst, men endnu mere epokegørende er hans metode til at skabe en helhed mellem de fem satser. Som en af de allerførste bruger han et gennemgående motiv – en ”idée fixe” – til at skildre visionen af den elskede. Det er denne teknik, der senere bliver udnyttet i stor målestok i Richard Wagners Nibelungens Ring. Temaet dukker op i forskellige iklædninger i alle satser og introduceres således i sin grundform i den første sats:

Berlioz skrev selv en udførlig programforklaring til symfonien, som i store træk gengives her:

Første sats: Drømmeri og lidenskaber. Den unge musiker mindes den tilstand, som han befandt sig i, før han mødte den kvinde, der vakte hans lidenskab, en mørk længsel og umotiveret glæde. Så dukker kvinden op i form af ledemotivet, og han tænker på den hede kærlighed, men også på angst og skinsyge i forbindelse med den opblussende passion.

Lyt til første sats:

Anden sats: Et bal. Billedet af den elskede forfølger kunstneren og lader ham ikke få ro. På raffineret måde omdannes ledemotivet her til en elegant vals.

Lyt til anden sats:

Tredje sats: Scene på landet. Ude i den åbne natur oplever kunstneren en uendelig ro. I den lune sommernat høres to hyrder, der spiller en vise. Men i det fjerne høres torden og hans tanker vendes igen mod den elskede.

Lyt til tredje sats:

Fjerde sats: March til retterstedet. Kunstneren har forsøgt at tage livet af sig med opium. Han bliver kun bedøvet og drømmer, at han har myrdet sin elskede og er blevet dømt til døden. En grotesk march ledsager ham til guillotinen, hvor hans halshugning skildres meget realistisk.

Lyt til fjerde sats:

Femte sats: Heksesabbat. Scene er nu en heksesabbat, hvor kunstneren er tilstede blandt uhyggelige spøgelser og trolde, som er kommet til hans begravelse. Ledemotivet – den elskedes melodi – dukker op, men nu i en forvansket skikkelse. Hun er kommet for at deltage i orgierne og hilses med glædesråb. Så ringe dødsklokkerne og man hører en parodi på ”Dies irae” – vredens dag fra den katolske dødsmesse. Ledemotivet og dies irae smelter sammen og satsen slutter med en infernalsk runddans.

Lyt til femte sats: