Elgars to gåder – Enigma Variationerne

AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Originaltitlen på Edward Elgars Enigma Variationer er egentlig Variations on an Original Theme, men førstnævnte titel er blevet den gængse. Kompositionen blev påbegyndt i midten af oktober 1898 og afsluttet den 19. februar 1899. Der er tale om variationer for orkester over et tema, der i modsætning til for eksempel Brahms’ Haydn-variationer ikke er taget fra et andet værk – deraf ordvalget ”Original Theme”.

Ordet ”enigma” betyder gåde og skyldes de mange og fantasifulde spekulationer, der er om temaet og et eventuelt bagvedliggende, kendt tema. Elgar skrev nemlig selv ordet ”enigma” (med anførselstegn) ind i partituret over temaet og talte gådefuldt om et større, usynligt tema. Du kan se første side i manuskriptet, der befinder sig i British Library i London:
👉 www.bl.uk/collection-items/enigma-variations-by-elgar

Der er nu faktisk en gåde mere: I hver af de fjorten variationer giver Elgar et lille portræt af en person i sin omgangskreds, og han dedikerede værket ”to my friends pictured within”. I modsætning til den første, egentlige gåde, er denne ikke så svær at løse, selvom Elgar i første omgang også havde sløret figurernes identitet ved i de fleste tilfælde kun at anvende initialer som satsoverskrifter.

Det er ikke programmusik i egentlig forstand, men om hvad man kunne kalde ”musikalske skitser”, og det er afgjort heller ikke strengt nødvendigt for nydelsen af musikværket at kende til disse personer – musikken kan glimrende nydes for det, den er: mesterligt instrumenterede variationer for orkester, men det giver alligevel noget ekstra at vide, hvad der har inspireret Elgar til de enkelte satser.
 

Enigma Variationerne

Først præsenterer Elgar temaet:

Variation nr. 1

Efter præsentationen af temaet følger den vidunderlige 1. variation C.A.E., der er et uforglemmeligt portræt af Elgars elskede hustru Caroline Alice Elgar:

Variation nr. 2

Den hastige 2. variation H.D.S.-P. er et portræt af amatørpianisten Hew David Steuart-Powell, hvis karakteristiske præluderen er gengivet først i strygerfigurerne og siden også i træblæserne:

Variation nr. 3

I variation nr. 3 R.B.T. portrætteres den excentriske videnskabsmand og golf-ven Richard Baxter Townshend. Han optrådte ofte som gammel mand i amatørteaterforestillinger, hvilket formodentlig har udløst gammelmandsstemmen i fagotten:

Variation nr. 4

Godsbesidderen William Heath Baker, der portrætteres i variation nr. 4 W.H.B., var nabo til Elgar i Worcestershire, og hans energi og temperament afspejles i musikken. Elgar skal have forklaret, at godsbesidderen er vært for en række gæster og efter at han eftertrykkeligt havde oplæst dagsprogrammet, ilede han ind i musikværelset og kom til at smække med døren, hvilket også forklarer variationens bratte afslutning.

Variation nr. 5

Den kendte engelske digter Matthew Arnolds søn Richard P. Arnold skildres i 5. variation R.P.A. Han var umådeligt musikinteresseret og en dygtig pianist, og i samtaler skal hans alvor – ligesom musikken i denne variation – ofte være blevet afbrudt af humoristiske indslag:

Variation nr. 6

Variation nr. 6, som Elgar kalder Ysobel, er et portræt af amatørbratschisten Isabel Fitton, og derfor har solobratschen og bratschgruppen en fremtrædende plads i denne hjertelige variation. I 3. variation efterlignede fagotten en persons stemme; denne gang er bratschen/musikinstrumentet en persons konkrete instrument:

Variation nr. 7

I den energiske variation nr. 7, Troyte, portrætteres Troyte Griffith, der var arkitekt i Malvern. Musikken skulle bl.a. skildre hans ubehændige forsøg på at spille klaver:

Variation nr. 8

Musikelskeren Winifred Norby, der var en ven af familien Elgar og sekretær ved Worcestershire Philharmonic Society, portrætteres i den smukke, let antikverede variation nr. 8 W.N., der skal skildre både hendes 1700-tals hus og hendes latter:

Variation nr. 9

Uden ophold og med et pragtfuldt harmonisk ryk til en anden sfære følger så den berømte variation nr. 9 med titlen Nimrod. Ikke kun i England, hvor variationen spilles igen og igen, men også i resten af verden er den – med rette – højt elsket (prøv f.eks. blot at slå “Nimrod” op på YouTube!).

Variationen er et musikalsk monument over et venskab. Den portrætterer Elgars nære ven Augustus J. Jaeger, der arbejdede på musikforlaget Novello, og titlen er fremkommet ved en association mellem navnet Jaeger, dvs. jæger, og Nimrod, der i Bibelens første kapitler omtales som ”en vældig jæger for Herren”. Elgar berører i variationen den berømte langsomme sats fra Beethovens Pathétique-sonate. Her er Nimrod-variationen inklusive den fine overgang fra den foregående variation:

Variation nr. 10

Ovenpå denne storladne sats følger variation nr. 10, et charmerende intermezzo kaldet Dorabella efter Dora Penny, som Elgar her har givet kælenavnet Dorabella efter figuren i Così fan tutte. Dora Penny udgav i øvrigt senere, i 1937, en erindringsbog om Elgar. Læg mærke til vekselspillet mellem strygere og blæsere:

Variation nr. 11

Den 11. variation G.R.S. er et portræt af George Robertson Sinclair, som var organist ved katedralen i Hereford. Musikkens allerførste takter – og her skal man holde tungen lige i munden – skildrer bl.a., at organistens hund faldt i floden og svømmede over og reddede sig op på den anden side og gøede af glæde.

Variation nr. 12

Den bevægende og elegiske 12. variation B.G.N. er – som musikken tydeligt viser – en cellist, nemlig den alvorsfulde amatørcellist Basil G. Nevison. Temaet forvandlet til en elegisk cellomelodi:

Variation nr. 13

Med begyndelsen af variation nr. 13 lysner stemningen øjeblikkeligt op. Variationen hedder blot Romanza***, dvs. har ingen initialer, men man har mest sandsynligt gættet på Lady Mary Lygon (her er altså en gåde, som ikke er helt løst…). Hun befandt sig på en rejse på havet – Elgar citerer Mendelssohns ouverture Meeresstille und glückliche Fahrt i en lang klarinetsolo, der ligger hen over en særlig klang i paukerne, der spilles med trommestikker i stedet for køller. Undertiden lægger paukister også noget på skindet, der kan “rasle” med, hvilket alt sammen giver en fornemmelse af maskinlyde på skibet:

Her er stedet i Mendelssohn-ouverturen, som Elgar citerer fra:

Her er Elgars variation nr. 13 i sin helhed:

Variation nr. 14

Den afsluttende variation nr. 14 er et selvportræt. Initialerne E.D.U. står for ”Edoo”, som han hustru kaldte ham (en kortform for Edward/Eduard). Variationen er stort anlagt, og har orgel ad libitum, og giver mindelser om den syv år yngre Richard Strauss’ musikalske selvportræt Symphonia Domestica fra 1903. Undervejs i Elgars selvportræt genser, dvs. genhører vi også de to vigtigste skikkelser i variationsværket, nemlig de to vigtigste personer for Elgar: hans hustru (fra variation nr. 1) og vennen Jaeger (fra variation nr. 9, Nimrod):

Enigma Variationerne blev uropført under ledelse af ingen ringere end den berømte tyske dirigent Hans Richter den 19. juni 1899 i St. James’s Hall i London. Richter var en stor beundrer af Elgars musik og uropførte også The Dream of Gerontius og Elgars 1. symfoni. Enigma Variationerne blev langt senere, i 1968, brugt som musik til en ballet af den betydningsfulde, engelske koreograf Frederick Ashton.

Man kan høre Elgar selv dirigere Enigma Variationerne i 1926:

Og man kan høre Aarhus Symfoniorkester opføre værket den 5. november 2020. Ved koncerten kan man også høre Elgars overdådige orkesterarrangement af J.S. Bachs Fantasi og fuga i c-mol:

Om forfatteren

Leif V.S. Balthzersen er mag.art. i musikvidenskab, forfatter og tidligere musikchef for Aarhus Symfoniorkester. Han har for nylig udgivet Richard Strauss’ orkesterværker. En brugsanvisning på Aarhus Universitetsforlag.