Mozarts symfoni nr. 40 – et tragisk univers

AF PEER KJÆR ANDERSEN

I oktober 1787 havde Mozarts opera ”Don Juan” premiere i Prag med en bragende succes, og i december samme år fik han stilling som kejserlig kammerkomponist, så man kunne tro, at han kunne leve nogenlunde komfortabelt af indtægterne. Men i begge tilfælde var det økonomiske udbytte beskedent, og i sommeren 1788 var Mozarts økonomi mere elendig end nogensinde.

I juni måned dette år skriver han ikke mindre end fire tiggerbreve til en ven, købmanden Michael Puchberg, som var medlem af samme loge som Mozart. I et brev af 17. juni anmoder han om et lån på 2000 gylden –”mod en passende rente” – men senere i brevet modererer han sine krav: ”Måske kan De ikke med så kort varsel undvære et sådant pengebeløb, men i så fald beder jeg Dem om senest i morgen at låne mig et par hundrede gylden, da min husvært på Landstrasse har været indiskret nok til på stedet at afkræve mig husleje, hvad der ærlig talt har bragt mig ud af fatning!”.

Der har været mange teorier om, hvorfor Mozarts økonomi var så dårlig. Måske havde han for dyre vaner, måske havde han spillegæld og måske drænede hustruen Constances kurophold familiens pengekasse. Sandsynligvis var det en kombination af alt dette. Det er i hvert fald et faktum, at trods disse besværligheder skabte Mozart i juni, juli og august dette år en af de mest bemærkelsesværdige trilogier i musikhistorien, toppunktet i hans symfoniske skaben, symfonierne nr. 39 i Es-dur, nr. 40 i g-mol og Jupitersymfonien nr. 41 i C-dur, alle på forbløffende kort tid, deres kompleksitet taget i betragtning.

De tre symfonier er meget forskellige. Es-dur symfonien er lys og livsbekræftende, Jupitersymfonien er vittig og spirituel med en kunstfærdig kontrapunktik og mellem disse to lyse værker står den mørktfarvede g-mol-symfoni med sin tragik og pessimisme. Hvordan skal man psykologisk forklare denne rækkefølge, set i relation til Mozarts situation? Herom siger Mozarts biograf Abert: ” Det er ganske klart, at ingen af de tre symfonier, heller ikke g-mol-symfonien, kan afspejle nogen ydre oplevelser ellers livsforhold; de bunder i en helt anden højere virkelighed.”

Allerede i instrumentationen afviger g-mol-symfonien fra normen, idet den er uden trompeter og pauker, oprindeligt også uden klarinetter, som dog blev tilføjet senere. Herom skriver biografen Alfred Einstein: ”Dette er symfonien uden trommer og trompeter; hvad skulle da også disse festlige instrumenter i dette fatalistiske stykke kammermusik! Intet sted viser Mozarts sin uafhængighed af Haydn så stærkt som i dette værk, Mozarts ubønhørlighed i modsætning til den muntre optimisme hos Haydn, der ikke gerne holder fast ved en moltoneart blot en hel sats igennem, endsige da i en hel symfoni lige til finalen!”

Symfonien er opbygget efter det klassiske mønster med fire satser, som også hver især følger de klassiske former, men Mozart udfylder disse former på en højst original måde. Første sats indledes således ikke med direkte med hovedtemaet. Først høres akkompagnementet og derefter præsenteres det rastløse hovedtema, der med sine sukkende vendinger – de såkaldte Seufzer – afspejler en tungsindig uro, næsten som et mareridtsagtigt, uroligt åndedræt:

Hovedtema:

En lysere stemning kommer til orde i det lyriske sidetema:

Sidetema:

Hovedtemaet dominerer i gennemføringsdelen, og her når Mozart langt videre en sine forgængere, hvad toneartskift og temabearbejdelse angår. Dette gælder i øvrigt også gennemføringen i finalen. ”Disse gennemføringer er spring ned i sjælens afgrunde, symboliseret ved modulationer så dristige, at Mozarts samtid må have følt sig aldeles forvirrede, og så fjerne, at kun en Mozart har kunnet finde vejen tilbage til dagens lys.” (Einstein). Hovedtemaet udnyttes til den yderste grænse og skifter følelsesmæssigt mellem udbrud af lidenskab og dyb melankoli.

Første sats’ gennemføring:

Som kontrast til den dramatiske første sats følger en rolig og mild andante, men bag mildheden skjuler sig smertelige træk i form af kromatiske motiver og en udbredt brug af forudhold.

Anden sats:

Den dystre stemning vender tilbage i tredje satsens trodsige tema, der rytmisk går på tværs af den tredelte takt. Kun i trioen, der bringe mindelser om østrigsk folkemusik, er der lyspunkter så rolige, at man for et øjeblik glemmer de dystre og tragiske omgivelser.

Tredje sats:

Sidste sats indledes med en såkaldt Mannheimer-raket, en opadgående brudt treklang, og den dystre stemning fra første sats tages op, men endnu vildere og mere lidenskabeligt.

Finalens hovedtema:

Også i denne sats er gennemføringen usædvanlig. Den indledes med et afsnit, der for det første er rytmisk spændende, selv sammenlignet med vores dages musik og for det andet bruger de elleve af den kromatiske skalas tolv toner. Den eneste, der ikke høres er symfoniens grundtone G.

Finalens gennemføring:

Uden formildende omstændigheder slutter Mozarts måske mest fortvivlede værk i samme dystre stemning som det begyndte.

Det vides ikke, hvornår g-mol-symfonien første gang blev spillet, men tilføjelsen af klarinetter tyder dog på, at Mozart har hørt værket opført for derefter at have redigeret i det. Det er imidlertid givet, at de tre symfonier ikke har givet ham nogen nævneværdig indkomst og således ikke har lette hans økonomi, hvilket sikkert heller ikke har været målet med dem. Mange har forsøgt at tolke dette underfulde værk. Robert Schumann beskrev det som ”græsk ynde og lethed”, mens kritikeren Donald Torvey mente, at det havde karakter af opera buffa. Flertallet er dog enige om, at værket er tragisk og dybt emotionelt, men uanset fortolkningerne er det et af Mozarts mest beundrede værker og den mest spillede af hans symfonier.

Hør det med Aarhus Symfoniorkester

Om forfatteren

Peer Kjær Andersen er cand. mag. i musik og fransk, tidligere lektor ved Risskov Amtsgymnasium samt organist. Han har været fast leverandør af programnoter til Aarhus Symfoniorkester siden 2004.