AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Den skotske komponist Cecil Gray skal have skrevet følgende i en af sine notesbøger:

“Fagotten i orkestret spiller den samme rolle som gorgonzolaen blandt oste – en morsom figur. Faktisk kan fagotten være det mest romantiske og lidenskabelige instrument, og gorgonzolaen kan være den fineste ost – men de skal begge trakteres rigtigt.”

En fagot trækker altid opmærksomheden til sig, når man ser ud over symfoniorkestret. Det er et stort instrument, og det ser flot ud med sine smukke træfarver og de mange metalklapper.

Fagotten er en træblæser, og den udgør bassen i træblæsergruppen, der sædvanligvis består af fløjter, oboer, klarinetter og fagotter. Fagotten har dobbelt rørblad, dvs. at det mundstykke, der frembringer lyden er lavet af to rørblade. På tegningen nedenfor kan man se det ovenfra og fra siden:

Oboer har også dobbelt rørblad, ligesom fagotter, mens klarinetter (og saxofoner) har enkelt rørblad. Rørbladene til fagotter og oboer laves og tilpasses af hver enkelt musiker, og det kan undertiden udvikle sig helt fra det professionelle og hobbyagtige til religion… Der skal tit laves rørblade, for de holder ikke længe, undertiden kun en dag, andre gange en uge.

Luftstrømmen skal altså en lang vej i en fagot: Efter rørbladene videre ud i det s-formede metalrør og derpå ned i det første trærør og via bundstykket op igen i det andet trærør.

Man ved ikke helt nøjagtigt, hvornår fagotten er blevet udviklet, men det sker i løbet af og mest sandsynligt i slutningen af 1500-tallet, og dens vigtigste forfader er nok renæssance-træblæserinstrumentet dulcian:

En fjernere slægtning til fagotten er renæssancens pommer.

Det er noget uklart, hvor ordet fagot stammer fra. Muligvis hænger det sammen med det latinske/italienske ord for “risknippe” eller “bundt”, hvilket man har forsøgt at udlægge som de forskellige dele, som fagotten består af. Vi har i Danmark fordansket den italienske betegnelse “fagotto” til “fagot”, men den engelske betegnelse kan man en gang imellem godt blive snydt af herhjemme, for på engelsk hedder den “bassoon” og må altså ikke forveksles med det danske “basun” (der i øvrigt hedder “trombone” på engelsk).

I starten er fagottens rolle at være basinstrument, men omkring 1700 begynder den også at få opgaver som solistinstrument, bl.a. hos Vivaldi, der har skrevet et hav af solokoncerter for fagot foruden dobbeltkoncerter mv., hvor fagotten medvirker som solist. Her er en koncert i g-mol:

I hele 1800-tallet kommer der flere og flere klapper til på instrumentet, og der bliver arbejdet og eksperimenteret meget med klapteknikken for at forfine både intonation og spilleteknik. Det gælder naturligvis også mange andre musikinstrumenter.

Fagotten har også en storebror i orkestret, nemlig kontrafagotten. Den blev bygget omkring 1620, og det tog en del tid, før den vandt indpas i symfoniorkestret, hvor den nu er en hyppig, men ikke fast gæst. Her kan du både se og høre forskellen på fagotten og kontrafagotten:

Lad os se på nogle eksempler, hvor fagotten stikker næsen frem i lydbilledet. Der er utallige værker af vælge imellem, så listen er slet ikke komplet!

Fagotten kan godt have en lidt “knirkende” lyd, og Prokofjev valgte at lade bedstefaderen i Peter og Ulven være repræsenteret ved fagotten:

Samme effekt udnyttede Elgar, der i øvrigt selv var fagottist, i Enigma-variationerne, hvor han i tredje variation skildrer en af sine venner, der ofte optrådte som gammel mand i amatørteaterforestillinger:

Stravinskijs ballet Le Sacre du printemps blev berømt, dels for sin enestående musik, og dels for den skandale, som uropførelsen var. I musikken før tæppet går op, har Stravinskij skrevet en stor og vanskelig fagotsolo i det høje leje:

Hans landsmand, Peter Tjajkovskij, havde en del år forinden indledt sin 6. symfoni, “Pathetique”, med en fagotsolo:

Og senere skriver en tredje russer, Sjostakovitj, store fagotsoloer i fjerde- og femtesatsen i sin 9. symfoni:

Lad os tage en russer mere, nemlig satsen der handler om prins Kalender fra Rimskij-Korsakovs vidunderligt instrumenterede Sheherazade:

Paul Dukas bruger i sit forrygende tonedigt Troldmandens lærling fagotten til den første forheksede kost:

I Troldmandens lærling er der tre fagotter og en kontrafagot (det er meget hyppigt med fire fagotter i franske værker). Her kan man høre, at kost nummer to efterhånden kommer på benene, først lidt vakkelvorn i kontrafagotten:

Her er en anden kendt fagotsolo fra et fransk værk, nemlig Ravels Bolero:

Selvfølgelig optræder den farverige fagot også i utallige operaer. Her indleder den på helt enkel og dog særdeles virkningsfuld vis den forelskede Nemorinos romance “Una furtiva lagrima” fra Elskovsdrikken:

I det korte forspil til 2. akt af Carmen har Bizet givet fagotterne en fremtrædende rolle:

Og så er fagotten jo altså med som træblæserbas overalt i musikværkerne, og vi kan afrunde eksemplerne med en kuriositet: Händels Music for the Royal Fireworks er skrevet til en udendørskoncert, og det blev derfor spillet af et meget stort orkester. Se her er en optagelse med et imponerende opbud af musikere, herunder også et stort korps af fagottister på bagerste række:

Og når vi er ved kuriositeterne, skal Hans-Henrik Leys morsomme børnekomposition Fagotten der fik ondt i maven også med:

Mozarts fagotkoncert

Der findes som sagt også regulære fagotkoncerter, dvs. hvor fagotten er soloinstrument overfor orkestret. Ud over Vivaldi, der allerede er nævnt, er der f.eks. værker af Danzi, Hummel, Stamitz, Weber og Rossini.

Vi slutter med Mozarts fagotkoncert, KV 191/186e, som bliver spillet ved Aarhus Symfoniorkesters koncert den 31. januar 2019. Man ved ikke noget om koncerten, ud over at Mozart komponerede den færdig i Salzburg den 4. juni 1774, dvs. da han var 18 år gammel.

Den er komponeret i de traditionelle tre satser, dvs. en stor førstesats, en langsom midtersats, og en hurtig finalesats – en rondo, dvs. et tema, der kommer igen flere gange med forskellige episoder ind imellem. Andensatsens tema ligner lidt melodien i Grevindens cavatina “Porgi, Amor” i Mozarts senere opera Figaros bryllup.

Mozarts fagotkoncerter er standardrepertoire for alle fagottister, og man skal som regel også spille uddrag af den, når man går til konkurrence for at få en stilling i et symfoniorkester.

Hør hele den fine koncert her: