Fra ungdom til manddom – Brahms’ første klaverkoncert

AF PEER KJÆR ANDERSEN

I september 1853, da Brahms var 20 år gammel, aflagde han på foranledning af violinisten Joseph Joachim et besøg hos Robert Schumann. Dette møde blev af afgørende betydning for Brahms’ udvikling på flere niveauer. Schuman var udgiver af ”Neue Zeitschrift für Musik” og i denne publikation skrev han efter mødet en artikel, der er ganske enestående i musikhistorien som et eksempel på en højt estimeret mesters venskabstjeneste over for en yngre kollega, men også et vidnesbyrd om en næsten uhyggelig intuition og fremsynethed. Et par citater fra artiklen kan give lidt af Schumanns begejstring:

”og nu er han kommet, en ung mand ved hvis vugge gratier og helte stod vagt. Han hedder Johannes Brahms, kommer fra Hamborg, hvor han har skabt i stilhed, men er blevet uddannet i de sværeste dele af kunsten af en fortræffelig og begejstret lærer. Nu er han blevet anbefalet mig af en kendt og æret mester. Også i sit ydre bærer han alle de tegn, som fortæller os: Han er en kaldet…”

Og i slutningen af artiklen hedder det videre:

”Hvis han vil sænke sin tryllestav derned, hvor massernes magter i kor og orkester låner ham deres kræfter, så forestår der os endnu et vidunderligt indblik i åndernes verden.”

Artiklen skaffede Brahms en musikforlægger og opmærksomhed i hele det tyske musikliv, og fremtiden så lys og lovende ud for den unge komponist. Schumann selv var begejstret for Brahms’ tidlige klaversonater, som han kaldte tilslørede symfonier, og han opfordrede Brahms til at komponere et symfonisk værk. Brahms’ erfaring med orkestermusikken begrænsede sig på det tidspunkt til et enkelt værk, nemlig D-dur serenaden op. 11, og han følte sig ikke helt klar til at takle symfoniformen. I stedet begyndte han at arbejde på et værk for to klaverer, men to hændelser rystede ham imidlertid dybt. Den 27. februar 1854 brød Schumanns ulmende sindssygdom ud i lys lue. Han forsøgte selvmord ved at styrte sig i Rhinen og henlevede de sidste to år af sit liv på en anstalt nær Bonn. Denne begivenhed påvirkede Brahms dybt, og påvirkningen forstærkedes ved den anden hændelse, da Brahms i Köln for første gang hørte Beethovens niende symfoni. Oplevelsen af dette værk satte sig dybe spor i den unge komponist.

Med denne baggrund indså han snart, at de voldsomme følelser, disse oplevelser vakte i ham, havde brug for større dynamik og mere farverig klang, end klaveret kunne yde. Han påtænkte at omarbejde værket til symfoni, men erkendte hurtigt, at koncertformen var en bedre løsning, og det var i den skikkelse, at værket blev til. Men selv her er det ikke lykkedes fuldtud. Herom skrev Hans Gal, Brahms’ biograf følgende:

”Klangen i hin storslåede begyndelse er forblevet utilfredsstillende. De midterste strenge på violinerne og celloerne mangler den nødvendige kraft, harmonien af klarinetter og fagotter lyder mat, og den ledsagende paukehvirvel ødelægger totalt klangen, med mindre pauken bruges så diskret, at den truende baggrundstorden, som må have foresvævet komponisten, bliver virkningsløs. Også et andet punkt er umuligt at forbedre: orkestret har ingen instrumenter, der med den nødvendige kraft kunne lade temaets vrinskende, skrækindjagende triller komme til deres ret; thi messinginstrumenter ville være for voldsomme. Man må nøjes med at tage den gode vilje hos komponisten i betragtning og så ellers gøre sit bedste for at stræbe mod den tilsigtede virkning, hvilket er tilnærmelsesvis muligt med et tilstrækkelig rigt besat strygeorkester.”

I sin usikkerhed rådførte Brahms sig med sine venner, bl.a. Joachim, som støttede ham og gav gode råd, men alligevel måtte han bruge fire år til at fuldende dette værk, der skulle markere hans overgang fra ungdom til manddom.

Førstesatsen er – visse mangler til trods – stort anlagt og imponerende. Det trodsige hovedtema er dybt alvorligt og dystert, og uhyggen understreges af de heftige oktavtriller, der er blevet sammenlignet med kuldegysninger.

Hør indledningen til første sats:

Når klaveret træder ind på arenaen, sker det med et elegisk tema i parallelle tertser og sekster. Bach har sikkert stået fadder til det, og det viser Brahms fra hans bedste lyriske side.

Hør temaet her:

Det samme gør det egentlige sidetema, som fremføres af klaveret uden akkompagnement, en alvorlig, men dog lys melodi, ledsaget af klangfulde akkorder.

Sidetemaet høres her:

Hovedtemaets trodsige stemning vender tilbage og reprisen fører satsen til en dramatisk og dyster afslutning.

Stor bliver kontrasten til den anden sats, som i nogle af skitserne bærer overskriften ”Benedictus qui venit in nomine Domine” – Velsignet være han som kommer i Herrens navn, en hentydning til Schumann, som Brahms ofte kaldte ”Mynheer Domine”. Denne adagio har en inderlig, næsten religiøs karakter. I modsætning til førstesatsens springende hovedtema er der her tale om en trinvis og meget sangbar melodik, der næsten leder tanken hen på et senere Brahmsværk, nemlig ”Ein deutsches Requiem”. Den rolige stemning brydes af en heftig midterdel, som afsluttes af en kadence, hvorefter satsen ender højtideligt i pianissimo.

Hør anden sats her:

Det robuste rondotema i finalen introduceres af klaveret alene. Det har givetvis været vanskeligt for den unge Brahms at finde en helt tilfredsstillende afrunding af de to første satsers stærkt følelsesbetonede indhold, og han har så valgt at give solisten en brillant sortie, ikke blot virtuos, mens ofte heftig og hist og her med skarpe kanter. En strukturel kadence markeret ”quasi Fantasia” leder til en livlig og passende emotionel coda.

Hør sidste sats:

Koncerten blev uropført i 1859 med Brahms selv som solist, men modtagelsen var meget blandet. Publikum var vant til tidens brillante virtuoskoncerter og forstod ganske enkelt ikke den helt anderledes stil i dette værk. Først adskillige år senere fandt koncerten sin plads på repertoiret som en af de ”store” koncerter.

Som en lille kuriositet kan nævnes den indspilning, som Leonard Bernstein og Glenn Gould lavede ved en koncert i New York i 1962. Den aften gik dirigenten på podiet og holdt en lille tale, hvor han gjorde rede for den dybe uoverensstemmelse, der var mellem ham og solisten.

Det er en spændende og usædvanlig oplevelse, som kan høres her:

Om forfatteren

Peer Kjær Andersen er cand. mag. i musik og fransk, tidligere lektor ved Risskov Amtsgymnasium samt organist. Han har været fast leverandør af programnoter til Aarhus Symfoniorkester siden 2004.