AF PEER KJÆR ANDERSEN

Brahms’ violinkoncert er skrevet i sommeren 1878 og tilegnet en af datidens største violinister, Joseph Joachim. Der var i lange perioder et nært venskab mellem Joachim og Brahms, og i forbindelse med kompositionen af violinkoncerten var Joachim særdeles aktiv. Selvom Brahms som dreng havde lært en smule violinspil, var hans kendskab til violinteknik ret begrænset, og han havde brug for rådgivning omkring en række detaljer. I en stor og livlig brevveksling omkring koncerten kan man følge Joachims vejledning og Brahms’ reaktioner herpå. Joachim havde en tendens til at lade sin personlige smag træde i stedet for objektiv rådgivning, hvilket fik Brahms til kun delvist at følge vennens råd. Da værket var færdigt, var Joachims kommentar da også, at det meste af koncerten var mulig at udføre og at den mange steder var violinmæssig på en ganske original måde. Han indrømmede endvidere, at indstuderingen havde budt på usædvanlige vanskeligheder, hvilket ikke er underligt, da værket byder en ny form for violinteknik. Det kræver en hidtil ukendt kraft i bueføringen og en grundig beherskelse af venstrehåndsteknikken, men uden de udvendige virtuoseffekter, der ellers var hyppige i romantiske violinkoncerter.

Koncerten er i høj grad symfonisk udformet, lige som det er tilfældet i Brahms’ øvrige koncerter. Der er en tæt integration mellem orkester og solist, og der samarbejdes på lige fod. Koncerten var oprindelig skitseret med fire satser, men en planlagt andante og scherzo blev strøget og erstattet med en adagio, så værket nu fremstår i den klassiske tresatsede form. Tyngdepunktet ligger i den første sats, der med sin alvorlige og dramatiske karakter ligger fjernt fra ydre bravour og sentimentalitet. Det er en kraftfuld sats med markante temaer, men også med lyriske passager, og den krones med en virtuos kadence, hvor man normalt anvender den, som er skrevet af Joseph Joachim. Den efterfølgende adagio rummer en af Brahms’ smukkeste melodier, som fremføres af solooboen og derefter overtages og udvikles af solisten. Sidste sats er en djærv og optimistisk rondo, præget af en markant rytmik og med slaviske undertoner.

Koncerten fik sin første opførelse ved en Gewandthauskoncert i 1879, hvor den blev modtaget med respekt, men uden større begejstring. Det samme var tilfældet ved en efterfølgende række af koncerter i Wien, Budapest og Köln. Først i London fik den succes, endda så meget, at den blev spillet ved to philharmoniske koncerter efter hinanden, hvilket kun var sket en gang tidligere. På grund af sine store tekniske krav blev koncerten også relativt sent et standardværk på repertoiret, mens den i dag sammen med Beethovens violinkoncert anses for det ypperste inden for genren. Som Joachim udtrykte det om koncerten: ”Den indeholder en hel del rigtig god violinmusik”.

Man kan lytte til den lyriske anden sats her:

Eller hør hele koncerten her: