Det er ganske vist torsdage og fredage vi spenderer hovedparten af vores klassiske kernekraft, men når lørdag og søndag oprinder er der stadig masser af symfonisk sus tilbage – og i sæson 17/18 skruer vi yderligere op for blusset med et nyt tiltag: Lørdagskoncerten. Derudover vil du finde et piblende udbud af kammerkoncerter, familieoplevelser og andre tilbud til at forsøde weekenden med.

LØRDAGSKONCERTEN – Et 45-minutters åndehul, hvor du kan opleve et symfonisk mesterværk uden at skulle tænke på andet end at nyde det.
Fem lørdage i denne sæson stiller vi skarpt på en komponist, et tema eller et musikalsk mesterværk, og giver dig mulighed for at opleve den største kunst i et lettere format end vores omfattende torsdags- og fredagskoncerter. Om det er første gang, du besøger os, eller om weekenden bare passer bedre til koncert, så garanterer vi et frirum – i en lille times tid – hvor tanker og følelser kan få lov at spille på alle tangenter.