Saint-Saëns og Debussy – konservatisme og fornyelse

AF PEER KJÆR ANDERSEN

Årene omkring år 1900 var en musikalsk brydningstid i Europa. Dur/mol-tonaliteten havde nået sin grænse i Wagners og Liszts værker, nye tendenser var på vej med Schönbergs tolvtonemusik, og som følge af en begyndende global bevidsthed blev nogle komponister påvirket af orientalsk musik. Over for disse progressive træk stod en konservativ fløj, som hyldede de klassiske former og teknikker og kritiserede modparten for mangel på sund sans. Denne modsætning kom tydeligt til udtryk i Frankrig, hvor Camille Saint-Saëns og Claude Debussy – begge på deres karrieres højdepunkt – stod skarpt over for hinanden, Saint-Saëns som fransk musiks anerkendte nestor og Debussy som den unge billedstormer, der gik sine egne veje.

Camille Saint-Saëns blev født i 1835 og var på alle punkter et vidunderbarn. Han begyndte at spille klaver som 2-årig, han kunne læse og skrive som 3-årig og kunne latin som 7-årig. I hele sin barndom komponerede mindre stykker musik og skrev sin første symfoni som 16-årig. I en alder af ti år fik han sin debut som pianist med klaverkoncerter af Mozart og Beethoven. Tretten år gammel kom han på konservatoriet, hvor han blev rådet til undervisning i orgelspil, da man som organist havde større muligheder end som pianist. Rådet var godt, for Saint-Saëns befandt sig så godt ved orglet, at han hurtigt fik stilling, først ved Saint-Merri i Paris og fra 1858 ved Madeleinekirken. Hans ry som orgelspiller bredte sig til udlandet, og Franz Liszt betegnede ham som den bedste organist i verden. Hans begavelse var imidlertid ikke begrænset til musikken. Allerede fra sin skoletid interesserede han sig for latin og græsk, ligesom han havde betydelige kundskaber inden for matematik, filosofi, arkæologi, biologi og astronomi. Han publicerede også en række lærde artikler om akustik.

Hans arbejde som organist gav ham frihed til at dyrke komposition mere intensivt. Han var som ung ivrig tilhænger af Schumann, Liszt og Wagner, hvis han musik han søgte at fremme, men modsat andre komponister i hans generation fik deres værker ikke større indflydelse på hans egne kompositioner. Han var solidt rodfæstet i en klassisk tradition og holdt fast i den hele sit liv. Han fik stilling som lærer ved École de Musique et Religieuse i Paris og var en afholdt lærer for bl.a. Gabriel Fauré, og han sikrede sig international anerkendelse med værker som ”Dance Macabre”, klaverkoncert nr. 2, suiten ”Dyrenes karneval” symfoni nr. 3 med orgel og operaen ”Samson og Dalila”. Hans værker er præget af et fremragende håndværk, men kan af og til virke lidt overfladiske, hvilket passer ganske godt med hans programudtalelse: ”Den kunstner, der ikke føler sig fuldt tilfredsstillet af elegante linjer, harmoniske farver og en smuk akkordfølge, forstår ikke musik.” Ser man på hans produktion som helhed, får man et indtryk af, at her var en komponist, der kunne mere, end han ville. Hør eksempler på hans musik her:

Danse macabre
2. klaverkoncert
Dyrenes karneval

Saint-Saëns’ største modpol i datidens franske musik var Claude Debussy. Også hans musikalske evner viste sig i en ung alder, og som 10-årig blev han optaget på konservatoriet i Paris, hvor han først studerede klaver, men hurtig følte sig tiltrukket af komposition. Her fik han de bedste lærer, som i begyndelsen karakteriserede ham som ”et sandt kunstnerisk temperament”, men senere som ”håbløst sløset”. Debussy var nemlig allerede i sin læretid en oprører, som gav pokker i gængse musikalske regler. Et vist stykke tid fulgte han dog sine læreres anvisninger og i 1884 vandt han ”Prix de Rome”, som sikrede ham tre års ophold i Rom. Han fandt dog atmosfæren i Rom ”kvælende” og vendte tilbage til Paris efter to års forløb. Her hørte han i 1887 Wagners ”Tristan og Isolde”, som betog ham så meget, han de to følgende år tog til festspillene i Bayreuth. Han så ikke – som så mange andre – Wagners musik som fremtidens tonekunst og betegnede den som ”en pragtfuld solnedgang, der fejlagtigt blev tolket som et daggry.” Ved verdensudstillingen i 1889 hørte han gamelanmusik fra Java, hvilket fik afgørende betydning for hans senere klangverden, eksempelvis i klaverværket ”Pagodes”.

I perioden fra 1890 til 1905 frembragte han nogle af sine bedste værker, bl.a. en strygekvartet, de tre nocturner, operaen ”Pelléas og Mélisande”, orkesterværket ”La mer” (Havet) og som det mest berømte ”Forspil til en fauns eftermiddag”. I disse værker eksperimenterede han med heltoneskalaer, pentatone skalaer, modal harmonik, kompliceret rytmik og en gennemsigtig, klart struktureret instrumentation. Hans harmonik er stærkt udvidet og nærmer sig i visse værker det atonale. Hvor formen for andre var vigtig, må formen hos Debussy indrette sig efter indholdet, på samme måde som formen hos impressionistiske malere. Man har hæftet etiketten ”impressionisme” på Debussys musik, men han reagerede selv meget kraftigt på betegnelsen. For ham var musikken et udtryk for naturoplevelse. I 1903 gav han følgende definition på musik:”Musik er en mystisk form for matematik hvis grundsætninger er udledt af uendeligheden. Musik er udtryk for vandenes bevægelse, for samspillet mellem de kurver der tegnes af de skiftende briser. Der er ikke noget mere musikalsk end en solnedgang. Den der føler hvad han ser, kan ikke finde noget smukkere eksempel på temabearbejdelse i hele den bog, som musikere desværre læser alt for lidt i, nemlig naturens bog.” Med sine mange nyskabelser kan hans betydning for udviklingen i af musikken i 20. århundrede næppe overvurderes. Hør eksempler på Debussys musik her:

3 nocturner
La mer
Pagodes

To så forskellige kunstnertyper kan ikke undgå at støde sammen. Saint-Saëns blev på ingen måde betaget af Debussys musik. Efter den succesfulde premiere på ”En Fauns Eftermiddag” konstaterede Saint-Saëns, at værket manglede stil, logik og sund fornuft. Da Debussy skulle vælges til Institut de France, gjorde Saint-Saëns, hvad han kunne for at forhindre valget ved bl.a. at kalde Debussys æstetik for afskyelig. Debussy var ikke sen til at give igen: ”Jeg har en afsky for sentimentalitet og kan ikke glemme, at dens navn er Saint-Saëns”. Hvor man lægger sin sympati, er et spørgsmål om smag.

Om forfatteren

Peer Kjær Andersen er cand. mag. i musik og fransk, tidligere lektor ved Risskov Amtsgymmnasium samt organist. Han har været fast leverandør af programnoter til Aarhus Symfoniorkester siden 2004.