AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Gustav Mahlers første fire symfonier kaldes undertiden for ”Wunderhorn-symfonierne”. Hvad ligger der i denne betegnelse?

Størstedelen af Mahlers produktion består af sange og symfonier, og nogle gange indgår der også sungne tekster i symfonierne. Teksterne til sine sange hentede Mahler forskellige steder. Han skrev selv de folkesangslignende tekster til sangcyklussen ”Lieder eines fahrenden Gesellen”. Teksterne til ”Kindertotenlieder” er af den tyske digter Friedrich Rückert, hvis tekster Mahler skrev flere lieder til, og som er samlet i udgivelsen ”Sieben Lieder aus letzter Zeit”. Og så skrev Mahler en lang række sange til tekster, som han fandt i samlingen Des Knaben Wunderhorn.

Des Knaben Wunderhorn er en uhyre vigtig samling digte. I romantikken var der store bestræbelser på at indsamle og bevare folkekulturen, som blev anset for at være noget oprindeligt. Man ser denne interesse mange steder i Europa, også herhjemme i Danmark, og den hænger også sammen med de nationale strømninger.

To af den tyske romantiks store personligheder, Clemens Brentano (1778-1842) og Achim von Arnim (1781-1831), beundrede meget folkedigtningen, som de bl.a. mødte på deres rejser, og som de fik gengivet mundtligt. Disse to venner satte sig for at indsamle og udgive denne skat af digte, og det blev til samlingen Des Knaben Wunderhorn (Drengens tryllehorn), som udkom i 1805. Bogen blev straks en succes; og der fulgte to ekstra bind i 1808, hvoraf det ene er børnesange.

Deres redaktionsprincipper, hvis man kan kalde dem således, var noget anderledes end vores egen tids historisk-kritiske tilgang, og mange af digtene blev tillempede eller omdigtede – nogle i en sådan grad, at der mere bliver tale om deres egne digte end om folkepoesi. Men det betyder mindre i denne sammenhæng, for faktum er, at de som folkedigte har inspireret ikke kun Mahler, men utallige andre komponister, herunder bl.a. Schumann, Mendelssohn, Brahms og Loewe og Mahlers samtidige Strauss og Zemlinsky.

Des Knaben Wunderhorn indeholder mange forskellige typer digte med meget forskelligt indhold. Deres verden har i høj grad tiltalt Mahler, allerede lige fra de unge år. Den berømte dirigent Bruno Walter, der kendte Mahler, og som blev en af hans vigtige bannerførere, har udtalt, at Mahler, i Des Knaben Wunderhorn, “fandt alt, hvad der bevægede hans sjæl og fandt det fremstillet på akkurat samme måde, som han selv følte det: Natur, fromhed, længsel, kærlighed, afsked, død, spøgelsesvæsener, landsknægtemanér, lyst ungdomssind, barnespøg, forvirret humor – alt dette levede i ham ligesom i disse digte, og således strømmede hans lieder ud.”

Blandt Mahlers Wunderhorn-sange, der virkelig indeholder alt det, som Bruno Walter opremser ovenfor, finder vi bl.a. “Um schlimme Kinder artig zu machen”, “Ich ging mit Lust durch einen grünen Wald”, “Starke Einbildungskraft”, “Der Schildwache Nachtlied”, “Verlorn’ne Müh”, “Das irdische Leben”, “Des Antonius von Padua Fischpredigt”, “Rheinlegendchen”, “Wo die schönen Trompeten blasen”, “Urlicht”, “Revelge” og “Der Tamblurg’sell”.

Vi er dog her langt fra egentlig folkemusik. På samme måde som Brentano og von Arnim gjorde mange af folkedigtene til litterære digte, gennem deres redigeringsproces, gør Mahler, der i øvrigt også foretager mange ændringer i teksterne, disse folkesange til stor kunstmusik. Men kunstmusik med folkemusikalske elementer og en forestilling om folkemusik.

Mange af Mahlers lieder eksisterer både i en version for den traditionelle lied-besætning, dvs. sangstemme og klaver, og i en version for sangstemme og orkester (og der er undertiden forskel på disse versioner). Orkesterlieden var en populær genre her i senromantikken, og en mester i instrumentation, som Mahler jo var, tilføjer nye farver til teksten, når han laver orkesterlieder, men fjerner samtidig lieden fra de mere intime, kammermusikalske omgivelser.

I dag opfører man ofte Mahlers Wunderhorn-sange som en cyklus, ikke mindst samlingen fra 1899, men Mahler har ikke tænkt dem således oprindeligt.

Wunderhorn-verdenen, Wunderhorn-stemningerne og Mahlers egne Wunderhorn-sange får også betydning for Mahlers symfonier. I sin første symfoni citerer han musikalsk (ikke teksligt) fra to af sine “Lieder eines fahrenden Gesellen”. Teksterne til disse sange havde han som sagt selv skrevet, men de er i udpræget grad inspireret af Wunderhorn-digtene.

I sin anden symfoni inddrager Mahler også tekster; dels en ode af Klopstock (som altid hos Mahler med visse ændringer), og dels et Wunderhorn-digt, Urlicht, som alten gribende synger i symfoniens 4. sats. Den 3. sats i symfonien, scherzoen, er en instrumental version af Mahlers Wunderhorn-lied “Des Antonius von Padua Fischpredigt”.

I den tredje symfoni er der to teksttyper på spil. Først den filosofisk-kunstfærdige, såkaldte Nachtwandlerlied “O Mensch! Gib acht!” fra Nietzsches Also sprach Zarathustra, der bliver sunget af alten i symfoniens 4. sats. Og dernæst – som stor kontrast – den naivt-fromme Wunderhorn-sang “Es sungen drei Engel einen süssen Gesang”, som alten, damekoret og børnekoret synger i 5. sats. Herudover bruger Mahler sin Wunderhorn-lied “Ablösung im Sommer” til den instrumentale trejdesats, der er symfoniens scherzo.

Den fjerde symfoni afslutter Mahler med sopranens naive paradissang “Das himmlische Leben” fra Des Knaben Wunderhorn.

I de følgende af Mahlers symfonier finder man ikke længere disse eksplicitte vokale og instrumentale indslag fra Des Knaben Wunderhorn, så symfonierne nr. 1-4 har man efterfølgende valgt at kalde Wunderhorn-symfonierne. Men det betyder ikke, at verdenerne og stemningerne fra Des Knaben Wunder ikke at finde i de følgende symfonier! Wunderhorn-verdenen og dens motiver og stemninger forsvinder ikke fra Mahlers musik.

Afsluttende er her som et Wunderhorn-eksempel Mahlers lied “Ablösung im Sommer” i dens version for klaver og sangstemme:

… samt i den form, som den bliver til i den instrumentale tredjesats i 3. symfoni: