Med hammer, koklokker og risknippe – Mahlers 6. symfoni

AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Aarhus Symfoniorkester opfører i samarbejde med Randers Kammerorkester og Det Jyske Musikkonservatorium Mahlers store 6. symfoni den 10. og 11. oktober 2019. Det er femte gang i orkestrets historie, at den bliver spillet – de tidligere opførelser var i 1972, 1989, 1996 og 2006.

Vittighedstegningen ovenfor stammer fra 1907. Mahler havde året forinden fået uropført sin 6. symfoni. Modstanden mod hans musik var generelt stærk, og det var nemt at gribe til en karikatur over hans særprægede instrumentation, herunder slagtøjet, som han her står med – “Herregud, jeg har glemt båthornet! Nu kan jeg skrive endnu en symfoni.”

Netop et bestemt stykke slagtøj er blevet kendetegnet for den 6. symfoni: En hammer. En stor hammer! I den voldsomme finalesats anvender Mahler en hammer, og lyden skal ifølge hans anvisning i partituret være et “kort, mægtigt, men dumpt klingende slag af ikke-metallisk karakter (som et øksehug)”. Fra opførelse til opførelser hører (og ser) man slagtøjsspillernes bud på, hvorledes dette kan løses, og undertiden påkalder den hævede hammer sig mere af publikums opmærksomhed, end godt er. Tilmed er der forskel fra opførelse til opførelse på, hvor mange hammerslag, man hører. Oprindeligt havde Mahler komponeret tre hammerslag, men da han efter uropførelsen reviderede værket slettede han det sidste hammerslag.

Her det første hammerslag i 4. sats, hvor det kommer som kulmination på en stor opbygning:

Lidt længere henne i den gigantiske finalesats får musikken efter endnu et vildt afsnit lidt bredde og efterhånden mere ro, men så følger andet hammerslag:

Et sådan sælsomt instrument er selvsagt vanskeligt, og på YouTube er der masser af eksempler på, hvor galt det kan gå…

Der er også andet usædvanligt slagtøjsinstrument at holde øje med og lytte efter i den 6. symfoni, for i 1. og 4. sats bruger Mahler også et risknippe at slå med (den tyske betegnelse er “Rute”).

I disse to eksempler fra hhv. første og sidste sats ser man kort risknippet, og selvom der blændes væk i billedet, hører man meget tydeligt den særlige slaglyd:

Mahler bruger også koklokker. Ligesom i den senere 7. symfoni er koklokker mere end konkrete lyde fra bjergene – de er også klangen af en ren, uberørt sfære.

Undervejs er i førstesatsen der et særegent afsnit, der skiller sig tydeligt ud: musikken falder pludselig til ro, og fra det fjerne, dvs. bag scenen, hører man koklokker – tilhørerne føres til en anden sfære, til nogle fredfyldte idyl-højder. Lyt her efter de fjerne koklokker (der ikke må forveksles med celestaet på scenen):

Vi møder koklokkerne igen i den langsomme sats, denne gang – i modsætning til 1. sats og senere i 4. sats – på scenen i stedet for bag scenen:

Måske er koklokkerne her i denne sats på scenen og ikke i det fjerne, fordi vi tilhørere netop i denne sats med den overjordisk smukke musik befinder os i samme sfære som dem?

I 4. sats vender koklokkerne tilbage, denne gang igen som fjernorkester. Efter en stor messingblæser-opbygning kommer den magiske akkord fra satsbegyndelsen tilbage, strygermelodien ligeså, og vi bringes til i en fjern verden, hvor vi hører et celesta og hører koklokker, som vi jo allerede har hørt i slutningen af 1. sats og i andanten:

Mahler foreskriver endvidere, at der i 4. sats er nogle “dybe klokker” bag scenen (det sker, at dirigenter beslutter, at de skal være på scenen i stedet). Og så er der naturligvis desuden andet – lidt mere gængs – slagtøj i Mahlers 6. symfoni. Meget slagtøj! Nemlig to sæt pauker, stortromme, lilletromme, bækkener, triangel, gong, klokkespil og xylofon! Det er på alle måder et stort værk.

Om forfatteren

Leif V.S. Balthzersen er mag.art. i musikvidenskab, forfatter og konstitueret musikchef for Aarhus Symfoniorkester. Han har for nylig udgivet Richard Strauss’ orkesterværker. En brugsanvisning på Aarhus Universitetsforlag.