"Man får lov til at vise det hele frem" – Mozarts obokoncert

af Leif V.S. Balthzersen – i interview med solooboist Oliver Nordahl

Mozarts obokoncert kommer man til lidt ad omveje: På en af sine mange rejser traf den unge Mozart en hollandsk amatørfløjtenist i Mannheim, hvor Mozart opholdt sig i længere tid i 1778 (opholdet trak ud på grund af en forelskelse…). Mozart kalder denne fløjtenist “De Jean” i sine breve hjem til sin far i Salzburg, men man mener, at hans korrekte navn var Willem Britten de Jong.

Fløjtenisten bestilte tre kvartetter og tre fløjtekoncerter hos ham, men Mozart fik ikke leveret det hele. Han komponerede en fløjtekoncert i G-dur, men da han så øjensynligt kom i tidsnød, greb han til sin obokoncert i C-dur, som han havde komponeret året før, og som han havde fået eftersendt til Mannheim. Her havde Mannheim-orkestrets dygtige oboist hele fem gange spillet obokoncerten, og Mozart skrev stolt hjem til sin far, at den ” vækker stor opsigt her”.

Nu tog han altså denne C-dur-obokoncert og forvandlede den til en fløjtekoncert i D-dur og gav den til De Jean. Den tredje af de bestilte fløjtekoncerter blev åbenbart aldrig til noget. Mozart fik derfor som betaling kun 96 gylden i stedet for de oprindeligt aftalte 200 floriner, hvilket Mozarts far var temmelig vred over i flere breve.

Den obokoncert, som Mozart i farten greb til, havde han formentlig skrevet til solooboisten i orkestret hjemme i Salzburg. Han hed Giuseppe Ferlendis og stammede fra Bergamo. Den fremragende Ferlendis, der i øvrigt også selv komponerede, var tiltrådt den 1. april 1777, og Mozart har sandsynligvis komponeret sin koncert til ham i foråret eller sommeren samme år. Men manuskriptet er desværre gået tabt, så man har måttet rekonstruere obokoncerten ud fra noget samtidigt obokoncert-stemmemateriale, som en forsker fandt i Mozarteums bibliotek i 1920, og ud fra ovennævnte fløjtekoncert.

Obokoncerten (KV 314/285d) har den typiske solokoncertsatsfølge, dvs. hurtig-langsom-hurtig. Første sats er livlig og umådelig charmerende. Læg også mærke til, hvor elegant oboen får sin entré efter orkesterindledningen.

Den langsomme andensats er køn og smukt båren. Den er meget sangbar – næsten som en operaarie. Mozart havde – sin unge alder til trods – allerede skrevet en hel del operaer på dette tidspunkt.

Tredjesatsen sprudler af godt humør. Det er en rondo, dvs. et tema der kommer igen flere gange med forskellige episoder ind imellem, og hovedtemaet har Mozart syntes så godt om, at han genbrugte det nogle år senere til Blondchens glade arie “Welche Wonne, welche Lust” i sin opera Bortførelsen fra Seraillet. Teksten i arien – som jo altså er senere end obokoncerten – passer såmænd også meget godt på det musikalske udtryk i obokoncertens tredjesats: ”Hvilken glæde, hvilken lyst vågner nu i mit bryst. / Fuld af glæde vil jeg løbe hen / og bringe hende den glade nyhed, / og med latter og med spøg / forudsige glæde og jubel / for hendes svage, syge hjerte.”

Sammenlign selv! Her er 3. sats af obokoncerten:

Og her er operaarien:

Et er musikhistorie; noget andet er, hvordan en solomusiker oplever koncerten. Oliver Nordahl har været solooboist i Aarhus Symfoniorkester siden 2012. Ved koncerterne i Symfonisk Sal den 4. og 5. april 2019 er han solist i Mozarts obokoncert med Aarhus Symfoniorkester, dirigeret af chefdirigent Marc Soustrot, og han svarer her på nogle spørgsmål om obokoncerten:

Hvad er det helt særlige ved Mozarts obokoncert?
“Det helt særlige er, at man virkelig får vist alle oboens facetter og paletter. Man får lov til at vise det hele frem.”

Og hvad adskiller den så fra de andre obokoncerter?
“Der er selvfølgelig blevet sat en ramme op omkring den – at den er en af de sværeste sammen med Strauss’ obokoncert, fordi det er de to, man spiller, når man skal søge et job. Men der er også en grund til, at det er dem, man spiller, når man skal søge et job.

Det er ikke “bare fordi det er Mozart”, det er fordi du vitterligt indenfor de første fire linjer har været det hele igennem. Man har været i det dybe register, man har været i det høje register, man har spillet svagt og man har spillet kraftigt, man har spillet ufatteligt meget staccato, ufatteligt meget legato. Der er virkelig alt.”

Oliver taler også om en ærefrygt overfor Mozarts obokoncert:
“Man har respekt for denne her koncert. Men det, jeg virkelig synes med både Strauss’ og de andre koncerter, er – selvom det er forkert at sige – at de er nemmere at gå til. Det kører ligesom, men med Mozart dér kan du øve dig og øve dig og øve dig, og man knækker aldrig rigtigt koden. Men til gengæld: Når man har knækket koden – og det kommer lige pludseligt – så begynder man faktisk at have det sjovt, når man spiller den. ”

Og indtil da er det ikke så sjovt?
“Nej… Jeg tror, at der er mange oboister, der kan nikke genkendende til dette. Det med at man sådan virkelig prøver og prøver og prøver. Det er fordi, den er teknisk svær, både med fingrene, men så sandelig også med luft. Også svær i forhold til de små fraseringer, så det ikke bare bliver så overfladisk det hele. Men så når man har knækket koden, så kan man faktisk godt have det sjovt. Så jeg nyder at spille den nu, men de første mange, mange år der var det lidt en hurdle, kan man sige.”

Du har altså spillet obokoncerten til koncert før?
“Jeg har spillet den her i Aarhus, da jeg fik Aennchen og Eigil Harbys Fonds legat i 2013. Det gjorde jeg cirka fire måneder, efter at jeg spillede Strauss her. Jeg havde altid tænkt, at skal jeg være solist, så skal det være Strauss, for generelt har jeg altid tænkt, at den lå bedst for mig, så den valgte jeg også, da jeg vandt jobbet.

Men så kom Harby-legatet, lige efter at vi havde besluttet det med Strauss. Vi kunne jo ikke spille Strauss to gange, og så tænkte jeg,” nej, nu tager jeg Mozarts”, og jeg havde det også godt dér, men det betyder ikke, at jeg er mere hurtig nu, selvom jeg har præsteret den en gang tidligere.

Jeg har en respekt for den, og det er krævende – lige meget hvad. Der er andre ting – koncerter og sonater og lignende – som “man kan tage lidt ud af skuffen” og friske op, men med Mozart bliver man nødt til at sætte sig ned og gøre det forfra igen. Selvfølgelig ligger tingene i fingrene på en anden måde, men der skal ingenting til…

Jeg tror også, det er en af de koncerter, hvor man er mest koncentreret node for node, for hvis man begynder at tænke for langt frem, så snubler du et eller andet sted teknisk – enten så er det, fordi du misser en tone, fordi du ikke har luften med, eller så er det fordi dine fingre simpelthen ikke er med. Man skal hele tiden at være der lige nu og her og hele tiden vide, hvor man skal hen, men så heller ikke længere. Selvfølgelig skal man have sit overordnede blik i fraseringen, man skal have sin lange, lange linje – men i Mozart specielt handler det jo meget om at skifte imellem den lidt sådan finurlige Mozart og den mere alvorlige Mozart, og engang imellem skifter det altså efter blot et par toner. Man skal hele tiden have forskellige masker på, og man skal frem og tilbage.

For eksempel med Strauss’ obokoncert kan man sige, at det kører i meget lange linjer konstant, og det er det hårde, det svære ved Strauss’ – ved Mozarts er det hårde og svære det, at du skal kunne skifte på et splitsekund. Men det er også det sjove ved det.”

Vi kommer til at tale om den sangbare andensats, og Oliver fortæller:
“Jeg synes, den andensats har noget helt specielt. Jeg vil ihvertfald gøre alt for, at det kan sætte nogle følelser i gang i publikum. Jeg synes, den er meget, meget smuk. Og man skal lige i gang, have den første tone, og så strømmer det. Forhåbentlig…

Jeg vil helst ikke have for meget svulstighed over den, for det synes jeg er så synd. Den er så fin og ren, den er så enkel, og alligevel er den så alvorlig og smertefuld. Og vi er helt oppe i skyerne på oboen, hvor det hurtigt kan lyde lidt skingert, og det skal vi jo helst ikke ud i. Men jeg synes, der er meget smerte i den og meget kærlighed i den, samtidig med at man skal have det der helt fine og rene. Det er det, som er svært ved den – den viser det hele. ”

Mozarts obokoncert er altid med, når man går til konkurrence i symfoniorkestre. Oliver Nordahl spillede den selv i første runde, da han var til konkurrence i Aarhus Symfoniorkester i 2010. Dengang gik han på fjerde år på konservatoriet og havde spillet obokoncerten i nogle år, så han mener, at den har været hos ham i omtrent 11 år på nuværende tidspunkt. Han understreger:
“Man starter heller ikke for tidligt på den. Der er rigtig mange, som gerne vil starte med den meget, meget hurtigt, også mine elever for den sags skyld, men man bliver nødt til at have respekten for, at man skal kunne en masse ting før, før man begynder på den, så den heller ikke bliver for vanskelig.”

En yndlinglingsindspilning af obokoncerten?
Adspurgt har Oliver ikke en decideret yndlingsindspilning, men han fremhæver blandt andet indspilninger af François Leleux, som er en musiker, han beundrer meget.

Du kan lytte til Mozarts obokoncert i en koncertoptagelse med Leleux herunder – og opleve obokoncerten live ved koncerterne den 4. og 5. april 2019, hvor Oliver Nordahl er solist sammen med Aarhus Symfoniorkester, dirigeret af Marc Soustrot:

Om forfatteren

Leif V.S. Balthzersen er mag.art. i musikvidenskab, forfatter og tidligere musikchef for Aarhus Symfoniorkester. Han har netop udgivet Richard Strauss’ orkesterværker. En brugsanvisning på Aarhus Universitetsforlag.