Musik i adventstiden
Decembermørket sænker sig, og vi trækker indenfor. Vi varmer os med tæpper i sofaen og tænder lys i mørket. Julemåneden er fuld af oplevelser, sansninger og nærvær. Lyden af julemusik i radioen, julesangene der bliver sunget i daginstitutionen, duften af julebag: brunkager, pebernødder og risengrød.
Når mørket sænker sig udenfor om eftermiddagen, så prøv at dæmpe lyset. Tænd stearinlys og sæt dig med dig barn og læs en julehistorie eller lyt til en juleplayliste. Syng med på de sange du kender. Dit barn vil da højst sandsynligt gøre det samme. Måske kender dit barn flere sange, end du havde troet. Sange I nu har til fælles og kan synge sammen. På hverdagene og i juleferien og måske rundt om juletræet juleaften.
Den 13. december er det Lucia-dag. Prøv at lave jeres eget lille lucia-optog hjemme i huset. Sluk lyset og gå med LED-fyrfadslys i hænderne, mens I synger Luciasangen. I kan også synge en anden sang, som I godt kan lide. F.eks. Mester Jakob eller en anden kendt børnesang, som barnet kender.
Hvis I har lyst til at lytte til Luciasangen, så kan I høre den her:
Lytteoplevelser
Når man sætter en scene f.eks. ved at slukke eller dæmpe lyset, tænde stearinlys eller lign. så skærpes sanserne. Lytteoplevelsen bliver større og nærværet bliver mere intens. Prøv også at lægge jer ned på gulvet på et blødt underlag og sæt musik på. Gerne noget afslappende, rolig musik. Hold barnet i hånden eller lig helt tæt sammen. Du kan også give barnet en let trykmassage på kroppen, mens I lytter. Det giver en følelse af afgrænsning og tryghed og det beroliger nervesystemet, når barnet på den måde mærker sin egen krop og dit nærvær både fysisk og mentalt. At lytte sammen er en oplevelse for barnet, ligesom det er en oplevelse af danse vildt rundt i stuen til høj musik. Prøv begge dele og mærk, hvad de to forskellige oplevelser gør for dig og for dit barn.
Musikalsk adventskalender
Sammen med dette opslag har vi lavet en lille musikalsk adventskalender til jer. Da de to første søndage har været, er der to adventspakker til de sidste to søndage – og en ekstra til juleaftensdag (eller bare til lidt decemberhygge). Vi har udvalgt tre julesange. Nogle af dem har mange vers. Syng så mange du orker og spring de andre over. Det er ikke vigtigt at synge hele sangen.
De tre sange står på tre forskellige ark. Print dem ud, rul dem evt. sammen og bind et lille gavebånd omkring. Åbn sangen sammen med barnet eller lad barnet åbne. Kig på billedet og snak om hvad I ser. Lyt evt. til en indspilning af sangen sammen inden I synger den. Brug den som godnatsang hele ugen eller som godmorgensang ved kalenderlyset. Hvis I gerne vil have akkompagnement til sangen, findes de i nogle fine udgaver på Spotify. Som sidegevinst til de hyggelige sangstunder i adventstiden, vil dit barn kende tre julesalmer rigtig godt, når vi når frem til juleaften.
Her kommer en lille oversigt over sangene og links til lytteeksempler og akkompagnement (sangen spillet på klaver uden sang, men som man selv kan synge til):
Et barn er født i Betlehem
👉 Download sangarket til “Et barn er født i Betlehem” (PDF)
Dejlig er jorden
👉 Download sangarket til “Dejlig er jorden” (PDF)
Dejlig er den himmel blå
👉 Download sangarket til “Dejlig er den himmel blå” (PDF)
I december måneds nyhedsbrev fra sidste år kan I læse mere om hvordan, man kan gøre sangen og dansen omkring juletræet juleaften sjovere, smukkere og mere vedkommende for både børn og voksne – samt finde tips til hvordan, man finder en god starttone, så sangen hverken bliver for dyb eller for lys til at man kan synge med.
👉 Julesange og den svære starttone (Nyheder | December 2019)
Gode julesangbøger for børn
👉 Alle mine bedste julesange af Sille Grønberg og Palle Windfeldt
👉 De bedste julesange for børn og barnlige sjæle, illustreret af Bente Bech