Omkring Anton Bruckner

AF PEER KJÆR ANDERSEN

De vil have, at jeg skriver på en anden måde. Det kunne jeg sikkert, men det må jeg ikke. Gud har udvalgt mig blandt tusinder og givet mig, af alle mennesker, dette talent.

Citatet er af Anton Bruckner, denne jævne og naive mand, der både var en lærd kontrapunktiker, en fremragende orgelspiller og en genial symfoniker. Og ”de” var hans omgivelser, der ikke forstod originaliteten i hans værker og ikke holdt sig tilbage fra at foretage endog ret drastiske ændringer i hans symfonier, når de blev opført. Derfor findes symfonierne i flere udgaver, de fleste redigeret af dirigenterne Ferdinand Löwe og Joseph Schalk. Der er næppe tvivl om, at ændringerne blev foretaget ud fra de bedste hensigter, nemlig at skaffe symfonierne succes, men der er i dag stor enighed om, at ændringerne hverken var nødvendige eller hensigtsmæssige. I dag spiller man ofte værkerne efter en originaludgave baseret på Bruckners egne partiturer.

Det var især instrumentationen og dynamikken, som disse ændringer gik ud over. Samtidens klangideal var stærkt påvirket af Wagners musik med den fyldige orkestersats og de glidende overgange, mens Bruckners klang er mere gennemsigtigt og mere klassisk orienteret. Bratte dynamiske skift optræder hyppigt i symfonierne og er givetvis et resultat af hans virke som organist. Orglet har jo – når man ser bort fra svelleværker – ingen mulighed for gradvis ændring af dynamikken, men kun bratte overgange fra et manual til et andet, og Bruckners anvendelse af denne terrassedynamik er ligefrem blevet et særkende for ham. Også på anden måde skinner organisten igennem, nemlig i form af de mange dristige modulationer, og sammenholdt med en hyppig brug af gentagelser skabes et helt unikt klangunivers, let genkendeligt og af nogle ligefrem betegnet som ”Brucknerklangen”.

Hans fjerde symfoni blev til 1873 og senere omarbejdet, hvorved den oprindelige scherzo blev erstattet af en ny. Hele symfonien, der også kaldes den romantiske, vidner om en stærk inspiration fra naturen, især de østrigske skove med deres skønhed og mystik. Og naturindtrykkene smelter sammen med Bruckners naive, men inderlige religiøsitet, der gør denne symfoni til hans måske mest poetiske værk.

Helt ufrivilligt blev Bruckner inddraget i den musikalske strid, der på det tidspunkt fandt sted mellem tilhængerne af Wagner og Liszt – de såkaldte nytyskere – på den ene side og Brahms-tilhængerne på den anden. Kritikken var ofte hård og polemisk, mens de positive reaktioner var få. Således skrev tidens store kritiker Eduard Hanslick – en stor Brahmsforkæmper – om Bruckners ottende symfoni: ”Uendelig, uorganiseret og heftig strækker den symfoni sig ud i en skæmmende længde..- det er ikke umuligt, at fremtiden tilhører denne mareridtagtige stil, en fremtid, som vi ikke misunder”. I 1886 skrev en anden anmelder ”Vi viger tilbage for den rådne stank, der skyller ind i vore næsebor fra disharmonierne i dette forrådnede kontrapunkt.” Selv Brahms holdt sig ikke tilbage, men erklærede, at Bruckner ikke skrev symfonier, men symfoniske kvælerslanger. Selv de bedste kan åbenbart tage fejl, for i dag er Bruckner anerkendt som en af senromantikkens allerstørste mestre. Hør blot her den berømte jagtscherzo fra den fjerde symfoni, en af hans allerbedste og mest berømte satser.

Om forfatteren

Peer Kjær Andersen er cand. mag. i musik og fransk, tidligere lektor ved Risskov Amtsgymnasium samt organist. Han har været fast leverandør af programnoter til Aarhus Symfoniorkester siden 2004.