AF PEER KJÆR ANDERSEN

I Sibelius’ store produktion rager hans syv symfonier op som milepæle. Ikke blot er de højdepunkter, hvor hans skaberevne kulminerer, de danner også en kontinuerlig kæde af værker, der på fornem vis afspejler hans kunstneriske udvikling. Fra at være en dramatisk nationalromantiker med et vildt temperament i den første symfoni gennemgår han en række faser, indtil han i den syvende symfoni fremstår som en intim og afklaret klassicist. Helt parallelt hermed udvikles hans kompositionsteknik fra en traditionel opstilling af temaer og temabehandling til en subtil organisk metode, hvorved værket vokser frem af små melodiske motiver. Ingen af de syv symfonier ligner hinanden, men hver især rummer de nye aspekter af et meget personligt indhold.

Umiddelbart inden kompositionen af den første symfoni skrev Sibelius en række værker, som mere eller mindre var inspireret af det finske nationalepos Kalevala. I værker som En Saga, Kullervo og Lemminkäinen-suiten finder han frem til et tonesprog, som er farverigt, til tider patetisk og ofte lidenskabeligt. Disse elementer går helt naturligt igen i den første symfoni, som også rummer noget af den dystre stemning, der findes i Kalevala-digtet. Symfonien baner egentlig ikke radikalt nye veje, men har tydelige ligheder med russiske komponister som Borodin og Tjajkovskij.
Symfoniformen har sin egen æstetik og opbygning. De enkelte dele har deres plads i forløbet, og når en komponist første gang kaster sig ud i at skrive en symfoni, sker det af og til, at delene stables alt for skematisk sammen, så forløbet bliver mere eller mindre ujævnt. Gennem sine tidligere arbejder har Sibelius imidlertid løst dette problem på en overlegen måde. Hans evne til at formidle overgange bevirker, at musikken flyder uhindret, og temaudviklingen bliver en organisk proces, som Sibelius måske ikke har været helt bevidst om.

Den første sats indledes med en dyster klarinetsolo, som dukker op igen i finalen. Den mørke stemning af brydes af et heftigt strygertremolo som indledning til et stormfuldt hovedtema. Efter et højdepunkt introduceres det dansende sidetema, og de to temaer væves sammen i en sats med hastige stemningsskift, heftige udbrud og en overvejende mørk stemning. Det er suset fra de finske skove, der her er sat i musik. Anden sats er en rolig sats med en stille, elegisk melodi over et langt orgelpunkt. En vekslen mellem vemodige og idylliske stemninger fører via et højdepunkt til en rolig afslutning.

Scherzoen er præget af en barsk, kontant rytmik, der dog modsvares af midterdel i mildere stemning, Der er en vis ødemarksstemning over yderdelene, der ikke rummer mange formildende omstændigheder. Sidste sats genoptager klarinetmelodien fra første sats, men udvikler sig hurtigt til en heftig, trodsig sats. Den afbrydes to gange af en næsten patetisk melodi, som anden gang giver symfonien en majestætisk afslutning.