AF PEER KJÆR ANDERSEN

Den klassiske musik rummer et stort antal former. Nogle har deres oprindelse i gamle danse, som f.eks. menuet og gavotte, mens andre har et mere akademisk tilsnit som f.eks. fuga. Nogle af disse former knytter sig til særlige musikhistoriske perioder, mens andre er mere tidløse og anvendes på tværs af tid og sted. De barokke danseformer havde relativ kort levetid, mens sonateformen er et godt eksempel på den sidste slags, en form, der har eksisteret i bedste velgående fra sin oprindelse i midten af 1700-tallet og til langt ind i 20. århundrede.

Det gælder også for den endnu ældre form passacaglia, der har sin oprindelse helt tilbage til begyndelsen af 1600-tallet, hvor den optrådte som et kort mellemspil mellem diverse dansesatser. Omkring 1620 udgav italieneren Girolamo Frescobaldi en sats, som bestod af en række variationer over en basmelodi. Satsen havde titlen passacaglio og den form, som her blev præsenteret, blev i løbet af de næste hundrede år udvidet og forfinet. Hør Frescobaldis passacaglia her:

I den efterfølgende barok antager passacagliaen en mere fast form. Taktarten er som hovedregel 3/4 og længden af basgangen på 8 takter. Inden for disse rammer komponeres nogle af de mest berømte passacagliaer, ofte for orgel, der jo har den fordel, at den langsomme basgang kan spilles i pedalet, så begge hænder frigøres til variationerne. Buxtehudes værk i d-mol bærer godt nok overskriften ”Ciacona”, men er en rendyrket passacaglia og danner sammen med Johann Sebastian Bachs store passacaglia og fuga et højdepunkt inden for genren. Hør Bachs passacaglia og fuga her:

I den wienerklassiske periode optræder passacagliaen sjældent, men i romantikken genoplives genren og i slutningen af 1900-tallet leverer Johannes Brahms to meget markante udformninger af den gamle form. Afslutningen på hans variationer over et tema af Haydn er en passacaglia, hvis basgang kun er på fem takter, mens sidste sats af hans fjerde symfoni udnytter mulighederne i den klassiske passacaglia til at opbygge en finale af episke proportioner, måske sammen med Bach de to mest imponerende passacagliaer i historien. Hør den her:

Med de store omvæltninger musikken i 20.århundrede kan det måske undre, at passacagliaen optræder relativt hyppigt. Især har tre komponister dyrket genren, nemlig Benjamin Britten, Dmitrij Sjostakovitj og Paul Hindemith. Hos Britten finder man passacagliaen i en række operaer, nemlig, Billy Budd, Skruen strammes, Døden i Venedig og mest kendt Peter Grimes. Han bruger også formen i flere andre værker, bl.a. cellosymfonien og serenaden for horn, tenor og orkester.
Hør her passacagliaen fra Peter Grimes, hvor den bruges til at skildre den indre kamp i Peter Grimes’ sjæl:

Også Sjostakovitj har på dramatisk vis brugt passacagliaformen, bl.a. i sin tiende strygekvartet, sin ottende symfoni og som tredje sats i sin første violinkoncert:

En mere speciel udgave af passacagliaen finder vi hos den østrigske komponist Anton Webern (1883-1945). Han begyndte at komponere som 16-årig og hans opus 1 er en passacaglia, det første værk, efter at han begyndte studier hos Arnold Schönberg. Den er skrevet i 1908 og holdt i en senromantisk, ekspressionistisk stil, der kun har få eller ingen lighedspunkter med Weberns efterfølgende værker. Værket begynder med en præsentation af basgangen, og herefter følger 23 variationer, opdelt i 3 grupper og til sidst en længere coda. I modsætning til den klassiske passacaglia, hvor basgangen er tydelig og nem at følge, forsvinder den efterhånden hos Webern i orkestersatsen.

Hver af de tre variationsgrupper, der henholdsvis rummer variationerne 1-11,12-15 og 16-23, er formet som en bue, der fra en rolig begyndelse når et dynamisk og tempomæssigt højdepunkt for så igen at falde til ro. Leddelingen er tydelig at høre, da den markeres med et kort ophold i musikken. Første og tredje gruppe er hurtige og dramatiske, mens midtergruppen er overvejende lyrisk, så det overordnede forløb kommer til at ligne det klassiske satsmønster hurtig-langsom-hurtig, der kendes fra utallige værker. Den afsluttende coda er også en bueform, der begynder stille og efter et højdepunkt afslutter dette dramatiske værk med en næsten uhørlig hvisken. Hør hele passacagliaen her: