AF PEER KJÆR ANDERSEN

Sergej Prokofjev udgjorde sammen med Sjostakovitj og Stravinskij eliten af russiske komponister i midten af 20. århundrede. Sammen med Stravinskij satte han standarden for russiske balletter, sammen med Sjostakovitj hævede han den russiske symfoni til et højt plan og alene satte han nye normer for klavermusikken med sine sonater og koncerter for instrumentet. Det blev til i alt 10 sonater og fem koncerter, her iblandt en koncert for venstre hånd, dedikeret til pianisten Paul Wittgenstein. Mest spillet er dog hans koncert nr. 3, som med rette betragtes som et højdepunkt, ikke blot i hans produktion, men i koncertlitteraturen i det hele taget.

Koncerten blev påbegyndt i 1917 og hører til i den epoke, hvor Prokofjev – som i øvrigt også Stravinskij – interesserede sig for mulighederne inden for neoklassicismens rammer. Hans første symfoni, ”den klassiske”, er et forsøg på at skabe samtidig musik i en wienerklassisk ramme. Denne symfoni følges umiddelbart af den tredje klaverkoncert og forskellen mellem de to er markant. Hvor symfonien er fuld af sangbare melodier, beherskes koncerten af dramatik og en god portion ironi, et træk, der senere blev karakteristisk for komponisten. Den består af tre satser i klassisk rækkefølge og den er berømt og frygtet for den teknik, der kræves for at yde den retfærdighed. Alligevel er det ikke en udvendig bravourkoncert. Den er lidenskabelig i sit udtryk og spontan i sin udformning og netop deri ligger dens styrke.

Når man hører koncerten, som Prokofjev i øvrigt selv uropførte i 1921, er man ikke i tvivl om, at man står over for en komponist, der kender klaverets muligheder til bunds. En bred vifte af teknikker bringes i anvendelse i det, som nogle har kaldt hans ”aggressive fodboldteknik”: heftige løb a la perpetuum mobile, kaskader af akkordsøjler, men også lyriske, cantabile afsnit.

I den første sats sættes to temaer op mod hinanden, dels den indledende folkelige melodi, som præsenteres af klarinetten, dels en efterfølgende energisk passage i klaveret. Heftige accenter dominerer det meste af satsen, mens den indledende melodi danner en kontrasterende midterdel. Anden sats er i neoklassisk stil, en række variationer over et enkelt, sangbart tema, som undervejs undergår en række avancerede forvandlinger. Instrumentationen er fantasifuld og rummer en række interessante rytmiske elementer. Satsen afrundes med temaet i let varieret form. Finalen, der har et vist anstrøg af grotesk humor, består af en række stærke stigninger og højdepunkter. De afbrydes af en kort episode, der bringer et elegisk tema, hvorefter satsen iler mod sin effektfulde slutning.

Der findes naturligvis en række glimrende indspilninger af denne betydningsfulde koncert. Her kan den høres med Martha Argerich som solist: