Schubert, en stak noder og Schumann

AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Ved koncerten den 19. september 2019 opfører Aarhus Symfoniorkesters Schuberts 9. symfoni og Schumanns cellokoncert. Selvom de to komponister naturligvis aldrig har truffet hinanden, er det faktisk Schumanns fortjeneste, at vi kan høre Schuberts 9. symfoni, der er et af de helt store værker indenfor symfonigenren.

Portrætter af Schubert og Schumann af samme østrigske maler, Joseph Kriehuber (Schubertportrættet er i sagens natur posthumt)

I 1825-26 fuldendte Schubert en symfoni i C-dur, som senere har fået nummeret 9 (eller 7 eller senest: 8 – der er lidt rod mht. nummereringen af Schubert symfonier, men det er en anden historie). Symfonien er blevet kaldt ”Den store” for at skelne den fra hans 6. symfoni, som tillige står i C-dur. Dimensionerne og udtryksregistret i symfonien er store, og de vidner om Beethoven-påvirkningen. Der er ikke tale om noget bestillingsværk, og Schubert kan heller ikke have tænkt den til sine private musikalske sammenkomster eller amatørorkestre, da disse ikke ville kunne magte en opførelse. Muligvis har han tænkt den til en større, offentlig komponistportræt-koncert. Man ved det ikke, og der er stadig en del uklarheder mht. dette værk. Det er faktisk først i de senere år, at det er blevet fastslået, at symfonien ikke – som man tidligere mente – er fra Schuberts dødsår.

Schubert indleverede partituret hos Gesellschaft der Musikfreunde i Wien i 1826, som imidlertid afslog en opførelse, ifølge overleveringen fordi man fandt den for lang og vanskelig. Den unge komponist døde et halvt år senere, så en opførelse af sin største symfoni fik Schubert selv aldrig at høre.

Det var i november 1828, at Schubert døde. Godt ti år senere opdagede Robert Schumann dette mesterværk blandt Schuberts efterladte papirer og manuskripter. Schumann har selv udførligt fortalt om dette fund i en berømt artikel. Han beskriver et besøg i den brusende by Wien, og hvordan han nytårsdag 1837 går ud til en af byens kirkegårde, Währinger Friedhof, som er vigtigere for ham end alle Wiens seværdigheder. Her ligger nemlig to komponister begravet, som han sætter allerhøjest: Ludwig van Beethoven og Franz Schubert.

Beethovens gravsten og Schuberts gravsten på Währinger Friedhof. Det var disse grave, som Schumann besøgte. I 1888 blev både Beethoven og Schubert genbegravet i æresgrave på den enorme Zentralfriedhof i Wien, hvor der er utroligt mange gravstæder for berømte personer, herunder ikke mindst komponister og musikere. Fotografier: Herbert Josl / Wikipedia

Schumann konstaterer, at der var plantet en vild rose på Beethovens grav, mens Schuberts grav var usmykket. Han betragter “længe de to hellige grave”, og tænker på, hvor gerne han ville have mødt disse forbilleder. “På vejen hjem, faldt det mig ind, at Schuberts bror Ferdinand jo stadig lever”. I Wien opsøger Schumann Ferdinand, der selv var musiker og komponist, og får hos ham fortalt en masse om Schubert. “Til sidst lod han mig også se nogle af de skatte af Franz Schuberts kompositioner, som stadig er i hans hænder. Rigdommen, som lå hobet op her, fik mig til at gyse af glæde. Hvor skulle man tage fat som det første; hvor skulle man holde op!”

De sidste måneder af sit liv tilbragte den syge Franz Schubert hos sin bror Ferdinand, der boede på anden sal i dette hus i Kettenbrückengasse 6 i Wien. Lejligheden er et Schubert-museum i dag og kaldes “Schubert Sterbewohnung”. Schuberts fødehjem er også et museum, og begge museer er et besøg værd! Fotografi: Maclemo / Wikipedia

Schumann læser altså i alle disse manuskripter hos Ferdinand, og så sker det: “Blandt andet viste han mig partiturerne til flere symfonier, af hvilke mange endnu slet ikke er blevet hørt.” Her ser Schumann det omfangsrige manuskript til C-dur symfonien. Det drejer sig sandsynligvis om en afskrift, som Ferdinand har lavet. Schumann beder begejstret Ferdinand sende partituret til Leipzig til direktionen for de berømte Gewandhaus-koncerter, dvs. til Schumanns komponistkollega Felix Mendelssohn.

Ferdinand følger Schumanns opfordring og sender værket til Leipzig, og Mendelssohn dirigeret førsteopførelsen den 21. marts 1839 i Gewandhaus. Det anerkendte musikforlag Breitkopf & Härtel udgiver noderne, så symfonien kan blive spillet i hele verden. Og det bliver den! “Lad mig med det samme sige det helt åbent”, skriver Schumann, “den, der ikke kender denne symfoni, kender stadig kun lidt af Schubert”. Det er også Schumann, der skaber det udtryk, som er blevet hængende ved symfonien, idet han – for at modgå et kritikpunkt – skriver om symfoniens “himmelske længde”.

Hvornår var vi mon kommet til at høre dette mesterværk, hvis ikke Schumann havde kigget i Ferdinands stak med noder? Schumann spekulerer selv over, hvor længe den var forblevet liggende “støvet til og i mørket”.

Det navnkundige selskab Gesellschaft der Musikfreunde er ofte blevet revset for at have afvist Schuberts 9. symfoni. De ejer i øvrigt stadig originalmanuskriptet til symfonien. Her er en optagelse fra Gesellschaft der Musikfreundes berømte, gyldne koncertsal, der naturligvis ikke fandtes på Schuberts tid:

Om forfatteren

Leif V.S. Balthzersen er mag.art. i musikvidenskab, forfatter og konstitueret musikchef for Aarhus Symfoniorkester. Han har for nylig udgivet Richard Strauss’ orkesterværker. En brugsanvisning på Aarhus Universitetsforlag.