Sibelius' anden symfoni

AF PEER KJÆR ANDERSEN

Tiden omkring år 1900 var en hård periode for finnerne. Det russiske overherredømme hvilede tungt på deres skuldre, og under overfladen lurede oprøret. I 1899 blev der arrangeret en festival i Helsinki med det formål at skaffe moralsk og materiel støtte til landets truede pressefrihed. Begivenheden kulminerede med en koncert med en række tableauer af nationalhistorisk karakter. Hertil havde Sibelius komponeret seks satser, hvoraf den sidste bar overskriften ”Finland vågner”. En adelsmand, grev Carpelan, blev grebet af musikken og kaldte værket ”Finlandia”, et navn, der siden er blevet hængende som en understregning af værkets nationale karakter.

Hør Finlandia her:

Kort efter den succesfulde premiere på ”Finlandia” skrev Carpelan følgende til Sibelius:

“De har længe været hjemme, hr. Sibelius, det er på tide, at De rejser ud. De vil tilbringe det sene efterår og vinteren i Italien, et land, hvor man lærer cantabile, balance og harmoni, plasticitet og symmetri af linjer, et land hvor alt er smukt – selv det grimme. De husker, hvad Italien betød for Tchaikovskys udvikling og for Richard Strauss.

Det lykkedes Carpelan at skaffe de nødvendige midler til et flere måneder langt ophold, og i efteråret 1900 drog Sibelius med sin familie til Italien og bosatte sig i byen Rapallo i Ligurien.

Her lavede Sibelius de første skitser til den anden symfoni, som blev fuldført efter hjemkomsten til Finland og uropført i marts 1902 med komponisten selv som dirigent. Symfonien blev fra starten hyldet som et nationalistisk værk. Allerede inden opførelsen havde dirigenten og komponisten Robert Kajanus et passende patriotisk program klar. Med udgangspunkt i den storslåede finale knyttede han symfonien til finnernes kamp for uafhængighed, og andre gik så vidt som til at betegne den ”Uafhængighedsymfonien”. Sibelius var ikke enig i Kajanus’ fortolkning og nægtede efterfølgende kategorisk, at symfonien skulle have et politisk motiv.

I første sats af den anden symfoni indfører Sibelius en teknik, som bliver meget typisk for ham. I stedet for på klassisk vis at præsentere et færdigt tema og så senere opløse det i dets bestanddele gør han næsten det modsatte. Han lader satsen udvikle sig organisk fra nogle få motiviske kerner på en næsten puslespilsagtig måde, og først på satsens højdepunkt ved overgangen til reprisen høres hovedtemaet i sin fulde form. Det indledende opadgående tretoners motiv, som høres straks i begyndelsen rummer kimen til hele satsen og danner også udgangspunkt for den triumferende sidste sats. Inden for de første to minutter er alle væsentlige motiver præsenteret.

Hør begyndelsen af første sats:

Anden sats er en af de mest originale satser, ikke blot i Sibelius’ produktion, men i det hele taget. Det er ikke tvivl om, at der foregår en vældig kamp i denne del, en kamp, som har baggrund i følgende episode. Under sit ophold i Rapallo havde Sibelius et syn, mens han sad i sin blomstrende have. Han så sig selv som Don Juan:

”Jeg sad i mørket i mit slot, da en fremmed kom ind. Jeg spurgte hvem han kunne være igen og igen – men der var ikke noget svar. Jeg forsøgte at få ham til at grine, men han blev tavs. Endelig begyndte den fremmede at synge – så vidste Don Juan, hvem det var. Det var døden.”

Sibelius nedskrev hændelsen, og på det samme stykke papir skitserede han det truende fagottemaet i begyndelsen af anden sats.

Hør begyndelsen af anden sats:

Satsen, der er symfoniens kerne, udvikler sig dystert, men alt går ikke, som døden forventer. For nu introduceres et nyt tema, som Sibelius noterede ned to måneder senere i Firenze med noten ”Christus”. Dette tema sættes nu op som et modspil til fagottemaet og i resten af satsen konfronteres de to temaer med hinanden. ”Christus”-motivet er snart triumferende, snart desperat, og slutningen er dystert og uafklaret. Mange har forsøgt en tolkning af indholdet i denne sats, og Sibelius’ første biograf Furuhjelm betragtede satsen som en ”titanisk kamp, hvor Sibelius heftigt gør sig fri af pessimismens tyngende bånd.”

Hør ”Christus”-temaet:

Scherzoen er fuld af bratte accenter, men rummer i triodelen en af Sibelius’ mest iørefaldende melodier, spillet af oboen. Med en fantasifuldt instrumenteret overgang følger så den pompøse finale, om hvilken Kajanus har udtalt, at den “udvikler sig mod en triumferende konklusion, der har til formål at vække i lytteren et billede af lysere og trygge udsigter til fremtiden.”

Diskussionen om, hvorvidt den anden symfoni er politisk eller ej, kan næppe afgøres, men det er et faktum, at den anden symfoni er blevet den mest populære af Sibelius’ syv, ikke blot i Finland, men på verdensplan.

Hør her obomelodien fra scherzoen og overgangen til finalen:

Om forfatteren

Peer Kjær Andersen er cand. mag. i musik og fransk, tidligere lektor ved Risskov Amtsgymnasium samt organist. Han har været fast leverandør af programnoter til Aarhus Symfoniorkester siden 2004.