Strauss’ død og forklarelse

Strauss' død og forklarelse

AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Richard Strauss (1864-1949) har komponeret ni tonedigte, herunder Don Juan, Also sprach Zarathustra, Till Eulenspiegel og Alpesymfonien. Meget af Strauss’ orkestermusik er programmusik, dvs. musik der kan forestille personer, illustrere ideer, fortælle en handling etc. I programmusik knytter man meget ofte bestemte temaer eller motiver til bestemte personer eller genstande på samme måde, som man bruger ledemotiver i operaer. Der kan også være tale om såkaldte tonemalerier..

Den mest populære genre indenfor programmusikken er tonedigtet eller det symfoniske digt, som det også kaldes. Det er som regel et énsatset værk, og der findes utallige eksempler på tonedigte, ikke mindst fra anden halvdel af 1800-tallet, men også senere. Blandt de mest kendte er Liszts Les Préludes, Sibelius’ Svanen fra Tuonela og Finlandia, Tjajkovskijs Romeo og Julie, Dukas’ Troldmandens lærling, Respighis Roms fontæner og – nok mest berømt – Smetanas Moldau.

Døden optræder ofte i slutningen af 1800-tallets kunst. Richard Strauss’ tonedigt Tod und Verklärung, dvs. “Død og Forklarelse”, er fra 1888-89. Richard Strauss betonede, at der ikke lå nogen personlig oplevelse til grund for værket.

Strauss blev i foråret 1894 opfordret til at skrive om sin kompositionsmåde, og i sit svar til Friedrich von Hausegger kom han tillige ind på tankerne bag værket Tod und Verklärung: ”For seks år siden dukkede den tanke op at skildre et menneskes dødstime i et tonedigt – et menneske, der havde stræbt efter de højeste ideale mål, altså vel en kunstner. Den syge blunder i sengen og trækker vejret tungt og uregelmæssigt. Venlige drømme tryller et smil frem på den alvorligt lidendes ansigt, søvnen bliver lettere, han vågner, skrækkelige smerter begynder igen at martre ham, feberen ryster hans lemmer – da anfaldet er til ende og smerterne stilner af, tænker han på sit hengangne liv: For hans indre blik passerer hans barndom forbi, hans ynglingetid med hans stræben, hans lidenskaber og så, allerede imens smerterne atter indfinder sig, viser hans livsvejs frugt sig for ham – ideen, idealet, som han forsøgte at virkeliggøre, at skildre kunstnerisk, men som han ikke kunne fuldende, fordi det ikke kunne fuldendes af et menneske. Dødstimen nærmer sig, sjælen forlader legemet for i det evige verdensrum at finde dét fuldendt i den herligste form, som den ikke kunne virkeliggøre hernede.”

Musikken følger nøje Strauss’ ovenstående beskrivelse. Tonedigtet, hvis opbygning er klar og enkel, kulminerer i midten og skildrer næsten realistisk dødens indtræffen. Herefter følger forklarelsesmusikken.

Lad os prøve at forfølge nogle af hans bemærkninger:

Den syge blunder i sengen og trækker vejret tungt og uregelmæssigt: Strygerne åbner stille værket med en uregelmæssig pulsfornemmelse. En enlig fagot spiller en udholdt tone, og mørke blæsere sætter i med en dyster og tung akkord. Nu spiller paukerne en uregelmæssig rytme, og nogle vippende, brede akkorder i strygerne kunne være en tung vejrtrækning. Fløjterne gisper lidt efter vejret:
Så sker der noget nyt: Harpen sætter ind. Vi er nået til: Venlige drømme tryller et smil frem på den alvorligt lidendes ansigt. Harpen tryller venlige drømme og et smil frem i fløjte, obo og klarinet i det høje leje, alle med foredragsbetegnelsen “dolce” (sødt):
Søvnen bliver lettere: Strauss vender tilbage til indledningens uregelmæssige musik, men snart kommer de venlige drømme tilbage i forstærket form. Akkompagneret af harpen spiller solooboen nu et langt, både smukt og vemodigt tema – en smuk erindring?
Efter temposkift til ”Allegro molto agitato” med fortissimo og fuldt orkester er vi nået til: Han vågner, skrækkelige smerter begynder igen at martre ham, feberen ryster hans lemmer. Smerte-musikken bliver vildere og vildere:
Klimakset er en udholdt akkord i hele orkestret, og i messingblæsere, bratscher og celli hører vi to gange et opadstigende tema, der senere skal blive til forklarelsestemaet. Dette forklarelsestema har to betydninger, nemlig den konkrete forklarelse og “ideen, idealet, som han forsøgte at virkeliggøre, at skildre kunstnerisk, men som han ikke kunne fuldende, fordi det ikke kunne fuldendes af et menneske”:
Musikken begynder siden at blive dæmpet og falde til ro – anfaldet er til ende og smerterne stilner af. En obosolo videreføres af violinerne til et saligt-højt leje, der markerer et tydeligt skift: Han tænker på sit hengangne liv. For hans indre blik passerer hans barndom forbi: Over et barnligt-simpelt akkompagnement vender erindringstemaet tilbage, først i solofløjten, og der følger et afsnit med barnekammer-enkelhed:
Et par korte sygdomstakter i orkestret indvarsler et nyt afsnit: hans ynglingetid med hans stræben, hans lidenskaber. Den barnlige enkelhed bliver nu erstattet af konturfyldt, styrkefast musik (ynglingen) og går over i glødende, længselsfuldt stræbende musik:
I denne lidenskabelige musik blander der sig snart nogle smertensudbrud, der stadigt hyppigere forstyrrer musikken, og som Strauss i partituret udtrykkeligt skriver “skal komme uhyre markant til udtryk”. – Smerterne indfinder sig atter:
Vi nærmer os et højdepunkt i dette mesterligt instrumenterede afsnit – og så, allerede imens smerterne atter indfinder sig, viser hans livsvejs frugt sig for ham – ideen, idealet, som han forsøgte at virkeliggøre, at skildre kunstnerisk, men som han ikke kunne fuldende, fordi det ikke kunne fuldendes af et menneske.

Orkestret samler erindringsmotivet mere og mere sammen og på højdepunktet spiller det fulde orkester forklarelsestemaet. Men kun første halvdel – det forsvinder så at sige for vore eller for den syges øjne, og orkestret falder tilbage i sin sygdomsmusik:

Begyndelsen af forklarelsestemaet viser sig igen, men svagere. Smertemusikken bliver kraftigere, og endnu engang dukker forklarelsestemaet op, nu med ansatser til en afslutning, der dog ikke indfinder sig, og sygdomsmusikken fra tonedigtets begyndelse vender tilbage: Dødstimen nærmer sig.
Med kraft og voldsomhed vender smerte-musikken tilbage.
På højdepunktet følger et diminuendo – livskraften forsvinder, og med gong-gongens første slag er døden indtruffet. Sjælen forlader legemet: Mens gong-gongen fortsætter sine slag, sker der en opbygning over et orgelpunkt. Musikken lyser og udkrystalliserer sig efterhånden til forklarelsestemaet, der vokser og vokser: Sjælen forlader legemet for i det evige verdensrum at finde dét fuldendt i den herligste form, som den ikke kunne virkeliggøre hernede:

Erindringstemaet blander sig også i det musikalske billede. Til himmelsk musik og forklarelser er harper ofte selvskrevet hos komponister, og Strauss føjer en ekstra harpe til forklarelsesmusikken.

Tonedigtet Tod und Verklärung er meget afholdt og meget ofte opført. Strauss dirigerede selv førsteopførelsen i Stadttheater i Eisenach den 21. juni 1890 ved et møde for Allgemeiner Deutscher Musikverein. Her er en senere optagelse, hvor han selv dirigerer Tod und Verklärung:

Hør det med Aarhus Symfoniorkester

Klassisk. Romantisk. Tysk.
2018

STRAUSS & WAGNER

Klassisk. Romantisk. Tysk.

Om forfatteren

Leif V.S. Balthzersen er mag.art. i musikvidenskab og tidligere musikchef for Aarhus Symfoniorkester. Han modtog Aarhus Universitets guldmedalje for sin afhandling om Richard Strauss’ opera Die Frau ohne Schatten. Ovenstående artikel er et redigeret uddrag af hans bog Richard Strauss’ orkestermusik. En brugsanvisning, som udkommer på Aarhus Universitetsforlag senere i 2018.